Bag fænomenet ‘Little Women’: Man bliver aldrig færdig med verdens første pigeroman

Greta Gerwig har fået stor ros og Oscar-nomineringer for at lave endnu en filmatisering af bogklassikeren ’Little Women’, der nu endelig får dansk premiere. Herhjemme er bogforlægget mindre udbredt, men hvad er det, der gør, at den bliver tilbedt af så mange amerikanere og filmatiseret igen og igen?
Bag fænomenet ‘Little Women’: Man bliver aldrig færdig med verdens første pigeroman
Saoirse Ronan og Timothée Chalamet i 'Little Women'.

Greta Gerwigs femdobbelt Oscar-nominerede ‘Little Women’ er den – hold nu fast – 26. filmatisering af Louisa May Alcotts klassiske dannelsesroman fra 1868.

Jeg hører til generationen, der voksede op med Gillian Armstrongs hjertevarme og nostalgiske udgave fra 1994 med Winona Ryder i hovedrollen som Jo March, suppleret af blandt andet Claire Danes, Kirsten Dunst, Christian Bale og Susan Sarandon. En rigtig julefilm om søsterskab og solidaritet, barndommens uskyld og voksenlivets udfordringer, som hele familien kan grine og græde til.

Tidligere generationer har blandt andet glædet sig over George Cukors elskede version fra 1933 med Katharine Hepburn som Jo og Mervyn LeRoys filmatisering med blandt andet Elizabeth Taylor og Janet Leigh fra 1949, som fulgte samme manuskript, men var i farver. Romanen blev første gang filmatiseret i 1918 som stumfilm, der desværre er gået tabt, og er senest skabt som miniserie hos BBC af Vanessa Caswill i 2017 med de spirende stjerner Maya Hawke og Kathryn Newton.

Men hvad er det ved romanen, der får filmskabere til at kaste sig over den igen og igen?

For mange amerikanere står ‘Little Women’ som en udødelig klassiker, som specielt unge piger har kastet deres kærlighed på. Den anses som den første ‘pigebog’ og har en unik position som en af de få litterære klassikere, der er skrevet af en kvinde, har kvinder i centrum og tager pigers ydre og indre liv alvorligt. Den er skrevet på et niveau, hvor 8-10-årige kan være med og dermed bliver påvirket i de formative år. Men som ældre læser – skulle jeg hilse og sige fra både Greta Gerwig og mig selv – finder man nye aspekter.

Modvillig over for ideen

‘Little Women’ (på dansk ‘Pigebørn’) er delvist baseret på Louisa May Alcotts eget liv med sine tre søstre, og forfatterspiren Jo er Alcotts alter ego.

Bogen foregår i Concord, Massachusetts i 1860’erne og følger søstrene Meg, Jo, Beth og Amy March, der ved bogens begyndelse er mellem 12 og 16. Deres far er væk som feltpræst i den amerikanske borgerkrig, og de skal klare sig alene med deres mor, kaldet Marmee, med meget få penge. I dette skelsættende år kommer pigerne igennem en række udfordringer, der lærer dem at blive kvinder.

De fire piger udgør forskellige arketyper og indtager forskellige roller i familien, så enhver ung læser har nogen at identificere sig med. Storesøster Meg er den fornuftige, moderlige og smukke. Den næstældste Jo er en vilter og temperamentsfuld tomboy, der har det svært med at overholde regler om god etikette. Hun drømmer om at blive forfatter og forsørge sin familie frem for at blive gift. Beth er blid og genert og er ofte den, der glatter ud mellem sine søstre. Og endelig er der Amy, som er kvik og ambitiøs, men også selvcentreret, stolt og forfængelig. Nabodrengen Laurie bliver også en del af familien, da han flytter hjem til sin bedstefar fra en schweizisk kostskole og bliver venner med pigerne, særligt tæt på Jo.

Alle fire piger er enormt kreative og seriøse omkring hver deres kunstart: Meg spiller skuespil, Jo skriver, Beth spiller klaver, og Amy maler.

I anden del, ‘Good Wives’ (‘Unge kvinder’) fra 1969, træder de nu unge kvinder ud i voksenlivet: Meg bliver gift, Jo flytter til New York for at skrive, og Amy rejser til Paris for at male. Kun Beth må blive hjemme på grund af sit skrøbelige helbred.

Alcott var først modvillig over for idéen om at skrive en bog om pigers liv, da hendes forlægger Thomas Niles så et hul i markedet og foreslog hende at skrive en ’pigebog’ ud fra det kloge rationale, at piger læser mere end drenge. »Har aldrig brudt mig om piger eller kendt mange, bortset fra mine søstre«, skrev Alcott i sin dagbog. Men da familien var økonomisk klemt, skrev hun bogen på 10 uger med inspiration fra netop de piger, hun kendte og elskede: sine søstre.

Hvis jeg kan, kan du også

Som man ser en variation af i Greta Gerwigs filmatisering, var hverken Alcott eller Niles dog overbeviste om bogens kvaliteter. Men da Niles’ niece og andre unge piger læste den med stor begejstring, udgav de den. Bogen var en succes fra første færd. Den blev udsolgt på to uger og er blevet genoptrykt i en lind strøm lige siden.

Dermed fik Alcott sit ønske om at forsørge sin familie opfyldt. I modsætning til Jo blev hun aldrig gift, og hun lod kun Jo blive gift under pres fra forlaget. Dog nægtede hun at opfylde fansenes ønske om det oplagte ægteskab mellem Jo og Laurie, men lod hende i stedet, som et kompromis, matche med den fattige tyske professor Friedrich Bhaer.

»Piger skriver og spørger, hvem de små kvinder gifter sig med, som om det var det eneste mål og slutningen på en kvindes liv. Jeg vil ikke gifte Jo med Laurie for at tilfredsstille nogen«, skrev Alcott i sin dagbog.

For mange læsere, inklusive undertegnede, er det da heller ikke giftermålet, man lader sig inspirere af fra Jo, men hendes præfeministiske oprør mod normerne og vilje til at forfølge sin skrivedrøm.

Greta Gerwigs ‘Little Women’.

Som filmanmelder på amerikanske Time, Stephanie Zacharek, skriver i sin anmeldelse:

»Jeg kan huske alt det, jeg som ung læser ønskede for Jo. Det er umuligt nu, hvor jeg nærmer mig 60, ikke også at tænke på de ting, jeg ønskede for mig selv. Som pige og aspirerende forfatter læste jeg ‘Little Women’ så mange gange, at den sivede ind i mine blodbaner. Jeg bliver nogle gange bestyrtet, når jeg hører unge kvinder beklage, at patriarkatet på en eller anden måde har holdt dem tilbage fra at blive forfattere – som om det særlige problem var nyt, men også som om det var uoverstigeligt, en forbandelse, der er pålagt dem ved fødslen. Havde de ikke læst ‘Little Women’, en bog, der var hundrede år gammel, da jeg først læste den, og nu er fyldt 150? Det, Louisa May Alcott sagde til mig, til os, om end aldrig direkte, var, ’Hvis jeg kan gøre det, kan du også’«.

Vilde feministiske udsagn

Flere andre intellektuelle kvinder har fortalt om bogens indflydelse på dem, blandt andet Margaret Atwood, Doris Lessing, Nora Ephron, Susan Sontag, Simone de Beauvoir og Ursula Le Guin.

I Elena Ferrantes ‘Min geniale veninde’ splejser de to piger til bogen og læser den sammen så mange gange, at den falder fra hinanden, og den inspirerer dem til selv at skrive.

Jeg har ikke læst ‘Little Women’ helt så flittigt, men romanen står som et stærkt barndomsminde – da jeg endelig fik vristet den ud af hænderne på min storesøster, som gennempløjede den to gange i streg på en biltur til Amsterdam i starten af 90’erne.

Bogen skaber da også et univers, som man virkelig har lyst til at flytte ind i. Både dengang og nu var jeg fascineret af den interne, levende og fantasifulde verden, de fire søstre har bygget op sammen. De er alle sammen vildt kreative og legende: spiller teater, laver en avis og dyrker deres kunst med stor seriøsitet. Og så formidler bogen det særlige søsterforhold, hvor man både er hinandens bedste venner og kan rive hovedet af hinanden. Jeg er sikker på, at vi er mange, der ikke har tilgivet Amy for det, hun gør ved Jos manuskript.

‘Little Women’ er en dannelsesroman og handler om, hvordan man bliver et godt menneske. Ifølge Alcott er det nemlig noget, man skal arbejde for, og vi følger pigernes kamp for at hæve sig over egne behov, forfængelighed og misundelse, for at tøjle deres temperament og være venlige og gavmilde.

Selvom første bind ved genlæsning er lidt irriterende moraliserende, har den stadig nogle ret vilde feministiske udsagn, for eksempel om at være ambitiøs, selvstændig og vred som kvinde. De moderne perspektiver bed Greta Gerwig også mærke i, da hun som 30-årig genlæste sin gamle yndlingsbog, som var medvirkende til, at hun selv begyndte at skrive.

Hendes version adskiller sig fra de andre filmatiseringer ved virkelig at fremhæve romanens feministiske budskaber med inspiration både fra teksten og fra Alcotts eget liv. Gerwig har fortalt, at hun blandt andet var overrasket over, hvor fremsynet og klarsynet, Amy var i romanen, hvis man læste ordentligt efter. Derfor giver hun den ellers forhadte Amy fortjent oprejsning.

På den måde beviser Alcotts roman endnu engang sin dybde og eviggyldighed.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af