‘Capone’: Tom Hardy grynter, savler og skider sig igennem mislykket film om legendarisk gangster
Forestil dig, at Martin Scorseses ‘The Irishman’ tog filmens sidste halve time, hvor Robert De Niros Frank Sheeran er på plejehjem med den ene fod i graven, og strakte den til hele filmens spilletid.
Så har man sådan cirka udgangspunktet for det nye biopic om den legendariske gangster Al ’Scarface’ Capone, der måske/måske ikke på grund af corona har sprunget biografen over og er landet direkte på streaming.
‘Capone’ følger ikke gangsterens storhedstid under alkoholforbuddet i USA i 1920’erne, der før har ligget til grund for adskillige film, men sætter i stedet fokus på Al Capones liv, efter han havde siddet ti år i fængsel og er blev løsladt, fordi neurosyfilis havde ødelagde både hans fysiske og mentale helbred. Capone bruger det sidste år af sit liv i sit overdådige hjem i Florida, omgivet af sin familie, men også af FBI-folk, der leder efter en stor pengesum, som han muligvis har begravet. I takt med at Capones sind falder mere og mere fra hinanden, stiger hans paranoia imod alle omkring ham.
Man må give instruktør Josh Trank, der sidst var aktuel med den katastrofale ‘Fantastic Four’ i 2015, at han prøver noget nyt med ‘Capone’. Det er forfriskende at lave en film i den ellers fortærskede biopic-genre, der sætter fokus på en mand i sit livs efterår, hvor tiderne som gangsterkonge er en svag erindring. Filmen forfalder endda aldrig til konkrete flashbacks, men alluderer i stedet til Capones bedrifter gennem hørespil på radioen, der dramatiserer hans liv på en måde, der virker som en slet skjult kommentar til, hvordan menneskers liv ofte tilpasses en berettermodel, når de skal filmatiseres.
Desværre er der ikke meget andet ved filmen, der fungerer. Det skyldes i høj grad, at Capones tilstand er så slem, at der ikke er meget andet tilbage af ham end hans kropsvæsker. Mentalt er han konstant forvirret. Det er svært at blive engageret i en karakter, der er så ødelagt, at han knap kan kaldes et menneske.
Om det er Bane i ‘The Dark Knight Rises’ eller Mad Max, har Tom Hardy efterhånden opbygget sig et ry for at tage roller, hvor hans dialog er svær at forstå. Som Al Capone overgår han fuldstændig sig selv på denne front. Han stønner og knurrer sig gennem sine replikker og leverer dem med en så knækket og rusten stemme, at hvis ikke der var undertekster, ville det være svært at høre, om han snakker engelsk eller italiensk, som han ofte skifter mellem.
Skuespillet er så karikeret, at det til tider føles som en fjollet komedie, og denne følelse forstærkes kun af, at Hardys makeup er tung i en grad, så han imod slutningen ligner noget ud af ‘The Walking Dead’.
Det lader til, at Trank har villet teste, hvor langt Tom Hardy vil gå, og således er der ikke blot én, men to scener, hvor han skider i bukserne. Det er utvivlsomt en del af pointen at vise en mand på sit absolutte lavpunkt, men det tilføjer ikke meget til karakteren. Slet ikke anden gang.
Hardys Capone fylder så meget i filmen, at der aldrig rigtigt bliver plads til de øvrige karakterer, og det er en skam, for man kommer næsten til at overse en følsom og stærk præstation af Linda Cardellini som Capones hårdt prøvede kone Mae. Stærke skuespillere som Matt Dillon og Kyle MacLachlan har ikke meget at lave, og fælles for deres karakterer er, at de tidligt i filmen køres i stilling som vigtige, men er så godt som glemt, når rulleteksterne begynder.
Fortidens spøgelser hjemsøger Capone i drømmesekvenser. De fungerer godt rent filmteknisk, men er ofte for lange og til tider næsten indholdsløse. Og så kan det ikke andet end skuffe, når en vild scene gang på gang viser sig bare at være noget, Capone forestillede sig.
Kort sagt:
Tom Hardy rammer et lavpunkt i en originalt tænkt, men skidt udført biopic om Al Capones sidste dage.