INTERVIEW. Det startede med et møde mellem to unge kvinder en kold vinterdag ved Torvehallerne. 26-årige Rebecca Vera Stahnke var i den helt spæde opstartsfase af sit genbrugstøjskoncept Veras. Jævnaldrende Grit Tind Mikkelsen havde netop afsluttet et filmskoleophold i Prag og skulle nu finde sin videre vej.
Udgangspunktet for deres samtale var en promo-video, som Rebecca Vera Stahnke ville have Grit Tind Mikkelsen til at lave. I stedet kom de til at snakke om forventningspres, ambitioner, og hvor svært det hele var at navigere i.
Grit Tind Mikkelsen lavede aldrig promo-videoen, men hendes nysgerrighed på Rebecca Vera Stahnke var vakt. Hun besluttede at gøre iværksætteren til omdrejningspunkt for sin første dokumentarfilm, der nu, knap fire år senere, er færdig og klar til tv-premiere på DR den 31. maj
Filmen følger Rebecca Vera Stahnkes iværksætterprojekt i det første benhårde opstartsår. I et intimt og poetisk portræt indfanger Grit Tind Mikkelsen den menneskelige fortælling bag drømmen. Fra den håbefulde start i nye tomme butikslokaler til forhindringer i form af ubetalte regninger, højspændte konflikter og den ensomhed, der følger med, når man som ung forsøger at tage springet ud i en usikker fremtid.
Du beslutter efter jeres første møde at lave en film om Rebecca Vera Stahnke. Hvad var det, der gav dig den lyst?
»Min motivation var i første omgang personlig. Jeg var lige kommet hjem fra en filmskole i Prag og havde det ærligt talt ikke superfedt. Jeg kunne ikke komme ud af sengen og kunne ikke kontrollere mine tanker og sådan noget. Og så mødte jeg Rebecca og blev nok lidt fascineret af hende.
Hun havde det også hårdt på det tidspunkt, fordi hun gik ned over presset på sit første job. Men hun insisterede alligevel på at kæmpe videre, og det, syntes jeg, var vildt inspirerende. Vi er begge to meget ambitiøse, men hvor jeg er sådan en, som sidder og tænker meget over tingene, er hun hele tiden i bevægelse. Hun er handling frem for tanke og tænker ikke altid over, hvordan det hele skal ende. Det var interessant for mig. Og senere gik op for mig, at det nok også kunne være interessant for unge, som kæmper med et indre pres og er bange for at gå i gang i frygt for at lave fejl«.
Filmen viser råt for usødet, hvor hårdt det er for hovedpersonen at etablere sin egen virksomhed. Hvorfor fokuserer du på den hårde proces frem for det succesfulde resultat?
»Jeg ville gerne lave en fortælling om, hvordan det er at være et ungt ambitiøst menneske i dag. Jeg har scener, hvor hun græder og virker helt udkørt. Jeg har vist den del af hendes virkelighed, der sjældent kommer på Instagram, og som vi sjældent har lyst til at vise frem. Fordi jeg tror på, at den fortælling er værdifuld.
Jeg ville gerne vise, at der skal være plads til sårbarhed, selv når man er på hele tiden. Jeg tror, mange unge føler, at de ikke kan være ambitiøse og sårbare på samme tid. Sådan har jeg i hvert fald selv haft det. Så det handler om, at man skal lære, at man er begge ting og alt muligt andet derimellem. Man skal skabe sig et rum ved siden af arbejdet, hvor man også bare kan være menneske. Det er en udfordring for Rebecca, for mig og for rigtigt mange unge«.
Du er selv meget tydelig i den intime dokumentar. Man hører din stemme bag kameraet og ser dig også en enkelt gang. Hvorfor bruger du dig selv?
»Det er igennem mig, at publikum kommer helt tæt på Rebecca. Jeg føler, at jeg fik en adgang til hende, som var meget eksklusiv, og det var også noget af det, der drev mig frem i projektet. Hun delte ting med mig, som hun ikke kunne dele med nogen andre på det tidspunkt, fordi hun hele tiden skulle være boss lady. Og jeg kunne samtidig dele ting med hende, som jeg heller ikke fik sagt til andre.
Jeg kan godt lide personlige dokumentarer, hvor man kommer helt tæt på. Jeg ville aldrig kunne lave en film med et kæmpe crew. Jeg vil selv filme og danne relationer med de folk, jeg følger. Det er relationerne, jeg bliver høj på.
For mig handler filmen også på en måde om et møde mellem to kvinder, som er forskellige, men kan spejle sig i hinanden. Og så handler den om relationer, og hvor vigtigt det er kunne sige tingene højt. Det er nogle gange en kæmpe succes i sig selv.
I pressematerialet står der, at hver 3. unge mellem 18-29 drømmer om et liv som selvstændig erhvervsdrivende. I filmen viser du, hvor hårdt det er. Skal vi være bekymrede for ungdommen?
»Jeg synes ikke, ungdommen skal være mindre ambitiøse. Jeg synes, det er fantastisk, at de vil så meget, men det er også vigtigt at vise hele virkeligheden. Den nye generation vokser op i anden digital virkelighed, hvor de konstant er eksponerede. Og når de skal finde andre iværksættere at spejle sig i, ser de typisk kun succeshistorierne på Instagram og i Berlingske. Og hvis det er deres udgangspunkt, er jeg bange for, at mange vil føle sig utilstrækkelige.
For det at satse alt og lægge store dele af sin identitet og tid i et projekt har store menneskelige omkostninger. Selvom det kan være fantastisk, kan det også være svært at finde rum til at trække vejret nogle dage. At starte op er pissehårdt, og der er ingen, der kan leve et liv, der er perfekt. Heller ikke Rebecca.
Mit ærinde er at fortælle den menneskelige historie bag en workaholic. Måske jeg derved kan tage presset lidt fra de ambitiøse unge og sige, at det altså ikke er dem, der er noget galt med, når det er hårdt, og tingene går galt«.
’Rebeccas rum’ kan ses på DR.