’The Luminaries’: Newzealandsk western på HBO Nordic er bragende flot, men slår knuder på sig selv
Mord, guld, adskilte udkårne, hukommelsestab, opium og en tung western-stemning, der ville gøre John Ford grøn af misundelse. Jo, den nye miniserie ’The Luminaries’ har det hele og mere til, og det er måske dens største akilleshæl.
Plottet er omfattende. Vi befinder os på New Zealand i 1866. Guldfeberen raser, og folk fra nær og fjern valfarter til øriget for at prøve lykken.
Det er her, vi møder den unge Anna Wetherell (Eve Hewson), som planlægger at starte på en frisk i det nye land, og det varer da heller ikke længe, før hun får arrangeret et romantisk rendezvous med den aspirerende guldgraver Emery Staines (Himesh Patel). Men skæbnen – eller rettere den udspekulerede spåkone og bordelmutter Lydia Wells (Eva Green) – har andre planer, og før Anna ved af det, har Fru Wells manipuleret hende til at arbejde for sig…
Sideløbende bliver vi også kastet direkte ind i et mordmysterium, som udspiller sig ni måneder senere. Her findes Anna bevidstløs ved siden af et lig, og hun husker absolut intet af, hvad der er foregået forinden, og så er hendes kjole sågar fuld af guld!?
Fortællingen bevæger sig konstant frem og tilbage mellem disse to handlingstråde, og skiftene er ikke altid lige klare. Som seer bliver man sat på noget af en prøve. Legen med forskellige tidslinjer kan – når det er udført godt – være en sand fornøjelse, men her bliver man mere desorienteret end interesseret. Drejebogen er ellers skrevet af Eleanor Catton, som også stod bag det populære bogforlæg.
Skuespillerne gør det glimrende, især de to frontkvinder. Eve Hewson brænder igennem som den godtroende, men handlekraftige Anna, mens Eva Green igen bekræfter, at ingen anden kan spille forførende og farlig femme fatale som hende. Der er desværre ikke meget at sige om de mandlige figurer. De agerer blot værktøjer for kvindernes historie – i det mindste er det forfriskende, at det er den vej rundt.
Hvad serien mangler i fortællemæssig stringens, råder den bod på med billedsiden. Instruktør Claire McCarthy, hvis seneste projekt var den Daisy Ridley-bårne ’Ophelia’, har instrueret samtlige seks afsnit. Det er første gang, hun kaster sig over et så stort og ambitiøst projekt, og det slipper hun særdeles godt fra.
Miniserien har en iøjnefaldende visuel stil, hvor der leges med slowmotion og en meget dunkel lyssætning (tænk ’Game of Thrones’ ’The Long Night’-episode). ’The Luminaries’ bør således ses med slukket lys og nedrullede gardiner – og på en stor skærm. Det skylder man simpelthen de prægtige kostumer og især de imponerende locations, hvad enten det er de detaljerige indendørsscener eller de bombastiske naturomgivelser. New Zealand tilbyder i den grad noget, de amerikanske nybygger-fortællinger ikke kan prale af – blandt andet et stort, brusende og farligt Stillehav!
’The Luminaries’ er således et flot og velproduceret stykke eskapisme, og det bliver spændende at se, om McCarthy og co. formår at samle trådene på en tilfredsstillende facon.
Efter de første afsnit sidder man dog tilbage med følelsen af, at de har slået et større brød op, end de kan bage.
Kort sagt:
Miniserieserieudgaven af kendt roman er flot at se på, men kløjes i fortællingen.
Anmeldt på baggrund af de første to afsnit.