SOMMERSERIE – DEN MEST SKRÆMMENDE FILM JEG HAR SET. Min udforskning af filmhistorien startede gennem mørket. Ikke gennem biografmørket og heller ikke gamle sort-hvide film i al almindelighed. Gennem de sorteste skygger.
For godt nok er mine tidligste filmminder forbundet med Gene Kelly som badutspringende D’Artagnan i ’De tre musketerer’ og ’Troldmanden fra Oz’, som mine forældre havde optaget i forlængelse af ’Return of the Jedi’, og som udgjorde alletiders vhs-dobbelt feature for en fire-femårig.
Det var eventyrlige film i glade Technicolor-farver. Det var mine forældres bud på søndagsunderholdning med et strejf af filmhistorisk dannelse. Min egen brolagte vej langs filmhistorien begyndte første ti år senere. Det var ingen Yellow Brick Road.
Opslagsværket ’1001 film du skal se før du dør’ har en stor andel i mit bekendtskab med nogle af de mest kanoniske visualiseringer af forkullede sind.
Det var bogens billede og beskrivelse, der ledte mig lige ind i den psykotiske labyrint af ren ekspressionisme i ’Doktor Caligaris Kabinet’. Det var også den, som gjorde mig nysgerrig på Alfred Hitchcocks univers af overmennesker og muntert morbide og perverse leg med underbevidste fortællelag. Det var genvejen ind til de dele af film noir, hvor kynismen og misantropien for alvor tegnes op i de knaldsorte slagskygger som i ’Ace in the Hole’.
Og så var det motivet på side 325.
Robert Mitchum, som jeg fra ’ Out of the Past’ og ’Cape Fear’ kendte som en fandens karl, med ansigtet næsten opslugt af mørke, mens hans diagonalt foldede hænder i knivskarpt lys viste påskriften »LOVE« tatoveret på venstre hånds knoer med antydningen af »HATE« på den anden. På side 324 kunne jeg læse, at motivet var fra en film ved navn ’Kludedukken’ fra 1955 med originaltitlen ’The Night of the Hunter’, og at filmen var »en fabel om psykose og tro, uhyggelig men samtidig dybt menneskelig«.
Af fascination og ærefrygt gik der lang tid, før jeg turde begive mig ud i natten med titlens jæger. Da jeg endelig gjorde det, viste det sig at være en opblanding af alt det filmhistoriske mørke, jeg hidtil havde indtaget. »Man, mørket er mørkt« var min umiddelbare, overvældede reaktion. Den skulle hurtigt transformere sig til en hjemsøgende frygt.
Ulven Harry Powell på børnerov
Skræmmeeffekten i ’The Night of the Hunter’ opstår ikke så meget af chok, mens man ser filmen. Den er derimod afstedkommet af de monumentale og eksperimenterende kontrastafsøgninger i billeder, tankesæt og stemninger, der efterfølgende forfølger dig ligesom fortællingens maniske hovedkarakter.
Handlingen i ’The Night of the Hunter’ udspiller sig i 1930 i området omkring Ohiofloden. Mens Depressionen raser, driver den selvudnævnte pastor, Harry Powell, rundt i en hyklerisk og sadistisk rus af undertrykt liderlighed på jagt efter rige enker. Den sataniske charlatan har ikke så få kvindemord på samvittigheden, da han bliver taget for biltyveri.
Powell havner i samme celle som Ben Harper, som i et sidste forsøg på at brødføde sin kone og to små børn har røvet en bank for 10.000 dollars og står til henrettelse efter at være kommet til at skyde en bankansat. Pengene er ikke fundet. Powell forsøger uden held at lokke det ud af den dødsdømte. Vi har set faren give pengene til sønnen John, og kun børnene har set, hvor de er gemt. Der går ikke længe, før Harry Powell som en ulv i religiøse fåreklæder er løs og på børnerov.
Jeg har egentlig ikke lyst til at give så mange flere detaljer om plottet og de mange uafrystelige scener og billeder i ’The Night of the Hunter’.
Og for nærmere granskning af dens stadigt større filmhistoriske anerkendelse, den triste baggrund for filmens engangsinstruktør, karakterskuespilleren Charles Laughton, dyrkelsen af et mytologisk mørke under den amerikanske overflade ofte associeret med Southern Gothic og dens store indflydelse på Martin Scorsese, Terrence Malick, Spike Lee, Guillermo del Toro og mange andre instruktører har der tidligere været bragt en rigtigt fin artikel om her på Soundvenue.
Fremkaldelsen af et barndomstraume
Men vender vi tilbage til mit personlige udgangspunkt handler min – nogle ville sige freudianske – blanding af fascination af og frygt for ’The Night of the Hunter’ om dens slægtskab med et barndomstraume: At jeg som meget lille gemmer mig bag en høj, mens nazister patruljerer forbi.
I know, det er aldrig sket i virkeligheden, men det sidder i mig, som om det er. Og det er følelsen af en evig forfølgelse og barnets magtesløshed i mareridtet, som jeg genlever stærkt i ’The Night of the Hunter’. Det er ikke uden grund, at filmen tit sammenlignes med Grimm-brødrenes voldsomt dunkle eventyr, hvor børn udsættes for lidt af hvert i skovens mørke. En ofte mere overset kobling er den til David Lynch.
På en tur gennem mørket med ’The Night of the Hunter’ oplever du mange af de samme skiftende stemninger og dikotomier som i Lynchs fortolkning af et USA bestående af jævne folks galgenhumor, mystik, surreelle rum og landskaber, symbolske figurer, æstetisk hengivenhed, absolut godhjertede kræfter og et altopslugende mørke, man let fortaber sig i. Med andre ord et særegent, men i sidste ende universelt ridt.
’The Night of the Hunter’ indfanger nattens gådefuldhed, poetiske drømmebilleder og truslen i mørket. Den er en mærkelig hybrid, der næppe kan genskabes. Og du glemmer den aldrig, når først du er kommet ud på den anden side af mørket.
’The Night of the Hunter’ kan lejes på Youtube