Patton Oswalt før HBO-serie om sin afdøde hustrus seriemorderjagt: »Jeg forsøger bare at overleve«

Mandag tilstod den såkaldte Golden State Killer de 13 mord og 50 voldtægter, han begik i Californien i 1974-86. HBO-dokumentarserien 'I'll Be Gone in the Dark' følger den afdøde journalist Michelle McNamaras jagt på og besættelse af seriemorderen knap 40 år senere, hvor hun skrev en bog af samme navn om de brutale sager og sin egen fascination af true crime. Vi har talt med seriens instruktør Liz Garbus og McNamaras enkemand, komikeren Patton Oswalt.
Patton Oswalt før HBO-serie om sin afdøde hustrus seriemorderjagt: »Jeg forsøger bare at overleve«
Patton Oswalt i 'I'll Be Gone in the Dark'.

»I had a murder habit, and it was bad«.

Den amerikanske true crime-journalist Michelle McNamara blev bidt af mordmysterier allerede som 14-årig, da en ung kvinde fra hendes kvarter blev dræbt, og sagen aldrig blev opklaret. Som voksen dedikerede hun hele sit arbejdsliv til at dykke ned i mordsager – først på sin blog True Crime Diary, så i Los Angeles Magazine og endelig som bestsellerforfatter til bogen ‘I’ll Be Gone in the Dark’ (på dansk ‘Jeg forsvinder i mørket’), der følger hendes jagt på den seriemorder og voldtægtsmand, hun døbte The Golden State Killer.

Han terroriserede Californien mellem 1974 og 1986, hvor han begik i hvert fald 13 mord, 50 voldtægter og 120 indbrud. Og han kom til at fylde nærmest hele Michelle McNamaras tilværelse i de sidste år af hendes liv.

McNamara døde som kun 46-årig af en overdosis af piller mod den stress, angst og søvnløshed, hun var plaget af ved at tilbringe dag og nat på det mørke graverarbejde med bogen, hvor flere af de overlevende og ofrenes familier fortæller i skrækindjagende detaljer om gerningsmandens brutale overfald. Dermed nåede hun ikke at skrive bogen færdig, men hendes mand, komikeren Patton Oswalt, overdrog hendes udkast til journalist Billy Jensen og researcher Paul Haynes, som hun havde arbejdet sammen med på sagen.

De færdiggjorde bogen, som udkom i februar 2018. To måneder senere arresterede politiet den pensionerede politimand Joseph James DeAngelo, der mandag i denne uge har erkendt sig skyldig i forbrydelserne og er blevet idømt fængsel på livstid.

I HBO’s dokumentarserie ‘I’ll Be Gone in the Dark’ opruller den anerkendte dokumentarist Liz Garbus (‘Lost Girls’, ‘What Happened, Miss Simone?’, ‘Bobby Fischer Against the World’) både historien om The Golden State Killer og hans ofre gennem Michelle McNamaras research, politiets efterforskning og ofrene selv, tilsat McNamaras personlige beretning om at lade sig opsluge af jagten på en seriemorder.

»Michelle fordybede sig fuldstændigt i sagerne, da hun skrev bogen«, fortæller Patton Oswalt over Zoom fra Los Angeles et par dage inden premieren. »Hun tog ud til gerningsstederne, kørte rundt i kvarterne og talte med ofrene. Hun lavede playlister til sin iPod med musik, der var populært i tiden omkring drabene, som hun hørte, når hun kørte rundt. Hun gjorde alt for at transportere sig til den tid og lade sanseindtrykkene sive ned i sin tekst«, siger han med beundring i stemmen.

Han er ikke selv true crime-fan, fortæller han. »Men jeg forstår fuldt ud trangen til at dykke så langt ned i et emne, man er passioneret omkring, at det kan blive en besættelse. Sådan kan jeg også få det, når der er noget, jeg er optaget af«.

Serien antyder, at stressen ved at arbejde med bogen forstærkede Michelles afhængighed af sovemiddel og andre piller. Føler du på nogen måde, at bogen stjal hende fra dig?

»Jeg tænker ikke i så dramatiske termer. Jeg tror, at bogen måske forstærkede nogle problemer, der allerede var der, men jeg prøver ikke at tænke i de baner. Tabet er så overvældende, at jeg slet ikke kan overskue at analysere det på det niveau. Jeg forsøger bare at overleve«.

Ofrenes egne stemmer

Af samme grund var Oswalt bevidst om, at han var for følelsesmæssigt påvirket til selv at arbejde videre med Michelles materiale, både ved færdiggørelsen af bogen og i HBO’s filmatisering.

»Jeg var ude af stand til at se på materialet objektivt, så jeg afleverede det hele til Liz Garbus og hendes hold. Begge hendes computere, hendes telefon, iPad og alle hendes noter. Jeg stolede på, at de ville forme fortællingen, for jeg kunne ikke kigge på materialet i ret lang tid ad gangen uden at blive konsumeret af det. Mit job blev i stedet at ringe til venner, familie og kolleger for at indsamle billeder og videoer, som Liz kunne arbejde med«.

Patton Oswalt har kun set fire afsnit af serien. Så kunne han ikke mere. Men det, han er gladest for ved serien, er dens fokus på ofrene.

»Jeg synes, at serien endnu bedre end bogen illustrerer overleverne og ofrenes historier, og hvor stærke og modstandsdygtige overleverne og ofrenes familier har været i at rejse sig efter mødet med den ondskab. Det håber jeg giver seerne en følelse af håb og menneskelighed«, siger han.

At lade ofrene fortælle deres historie har også været alfa omega for Liz Garbus. I bogen optræder en del af de overlevende anonymt, men i serien står flere af dem frem foran kameraet.

Liz Garbus. (Foto: Jason Merritt/Getty Images for Netflix)

»Det var en stor prioritet for os, at de overlevendes historier blev fortalt med deres egne stemmer. Nogle var helt parate til at tale, mens det for andre krævede enormt meget at springe ud i det. Jeg tror, det var afgørende for deres villighed til at medvirke, at de stolede på, at vi ikke ville reducere den værste oplevelse i deres liv til en soundbite på tre minutter. Men at vi også var interesserede i den sociale kontekst i tiden, hvordan politiet og retssystemet håndterede sagerne efterfølgende, og hvordan de overlevende har det i dag. Det hjalp, at vi havde en grundig tilgang, og at vi havde en spilletid på seks timer til at udvikle historierne«, siger Garbus på en anden Zoom-forbindelse fra Brooklyn.

»For mig var det mest tilfredsstillende ved at arbejde på serien den scene, hvor en gruppe af de overlevende mødes og får mulighed for at læne sig op ad hinanden og være åbne og ærlige om deres traumer. En af de overlevende fik at vide af sin far, da hun blev voldtaget som 15-årig, at hun aldrig måtte tale om, hvad der var sket. Her 40 år senere er hun endelig i stand til at udtrykke sig åbent om oplevelsen til sine kammerater, foran et kamera. Sandheden er jo, at det ikke er hendes skam. Det er hans skam. Det var virkelig befriende at være vidne til den proces«.

Voldtægt – en mindre forseelse

Serien har en diskussion af, at meget true crime føles som en udnyttelse af andre menneskers ulykke. Hvad gjorde Michelles tilgang anderledes, og hvordan har du forsøgt at undgå det?

»Alle former for historiefortælling kan være udnyttelse, hvis man reducerer historien til dens mest sensationelle elementer. Michelle gik til sagen med en dybde og følsomhed, som inspirerede os til at gøre det samme. Vi var opmærksomme på at fokusere på ofrenes perspektiv, også i den måde vi fotograferer på, og ikke gøre gerningsmanden til en antihelt. Seriemordermonsteret er en kraftfuld figur, men i vores historie er han nærmest magtesløs. Det var de overlevende, først og fremmest kvinder, som fortalte historien, og ved at give dem plads, synes jeg ikke, at vi udnytter dem«.

Noget af det mest chokerende ved serien er det åbenlyse kvindehad og victim blaming, der foregår i 1970’erne. Tror du, at gerningsmanden ville være blevet fanget tidligere, hvis mentaliteten var en anden?

»Vi kan ikke vide, hvad der ville være sket, men man kan ikke lade være med at tænke, at negligeringen af voldtægt må have påvirket prioriteringen af sagen. Det fortæller tallet alene: Der er tale om 50 voldtægter! I mange jurisdiktioner blev voldtægt ikke betragtet som en voldelig forbrydelse, men som en mindre forseelse. Politifolk på gerningsstedet kunne finde på at komme med kommentarer som, at ‘i det mindste valgte han den kønne’. Vi mødte politifolk, som jeg ved, var dedikerede til sagen, men jeg tror ikke, at nogen kunne undgå at blive påvirket af samfundets syn på voldtægt i 1970’erne«.

Michelle McNamara i ‘I’ll Be Gone in the Dark’.

Mener du, at holdningen til voldtægt har ændret sig i dag?

»Vi har stadig langt igen, når det kommer til voldtægt i USA. Mange ofre for seksuelle overfald melder det ikke, fordi det stadig er forbundet med skam og stigmatisering, og der er en mistillid til, at politiet vil behandle deres sager på en ordentlig måde. Det gør det lettere for en gerningsmand at slippe af sted med voldtægt.

Der foregår også stadig udskamning i medierne – som om det er ofrene, der skulle bære på den skam. Men der er også ofre, der formår at få hjælp fra systemet, og som står frem, og det er et fremskridt, at voldtægt nu betragtes som en voldelig forbrydelse«.

Hvilken rolle tror du, at Michelles spillede i, at The Golden State Killer blev fanget?

»Jeg tror, Michelle gjorde en kold sag varm. Sagen var ikke på offentlighedens radar, og Michelles artikel i Los Angeles Magazine gav en indsprøjtning af adrenalin til sagen. Omtale er halvdelen af kampen, og jeg tror, hun var med til at holde sagen i live, indtil politiet endelig var i stand til at foretage et dna-match«, siger Garbus.

Et amerikansk fænomen

Serien viser, hvordan Michelle McNamara fandt frem til en hel onlinehær af internetdetektiver, som var lige så optagede af sagen som hende selv, og som hun udvekslede teorier og data med. En af dem var Paul Haynes, en helt almindelig ung mand fra Florida, der havde gjort sagen til sin altoverskyggende hobby. Hun hyrede ham som researcher på bogen, som han endte med at færdiggøre efter hendes død.

En anden essentiel kilde var efterforsker Paul Holes, som endte med at være med til at finde gerningsmanden. McNamara vandt hurtigt hans tillid gennem sin store indsigt, og han delte al information med hende og tog gladeligt imod hendes fund.

»Michelle opbyggede et utroligt samarbejde mellem internetdetektiverne og politiet, som talte sammen og delte ressourcer. Det samarbejde opstod, fordi politiet respekterede Michelle. Mange internetdetektiver er dygtige til teknologi og til at benytte internettets værktøjer på en måde, som nogle politifolk måske ikke har været eksponeret for. På den måde kan de hjælpe med at udfylde hinandens huller«, siger Garbus.

Men hvad får helt almindelige amerikanere til at bruge al deres fritid på at finde spor i en 30 år gammel seriemordersag? Og millioner af mennesker verden over til at følge intenst med, når der bliver skrevet og produceret film og tv om sagerne? Patton Oswalt har et bud:

»Jeg tror, at Amerikas fascination med seriemordere bunder i, at seriemordere er et meget amerikansk fænomen. Selvfølgelig har der også været seriemordere i andre lande, men fordi USA er sådan et kæmpemæssigt land, har en mobil morder kunnet operere straffrit i mange årtier. Og så er det et paradoks, at vi amerikanere ser USA som et avanceret land, samtidig med at disse forbrydelser med så mange ofre og så mange beviser alligevel er forblevet uopklarede.

En del af fascinationen af true crime tror jeg netop kommer fra, at der findes så mange ubesvarede spørgsmål og så meget uretfærdighed i verden. At se mennesker stå sammen om en sag og forsøge at bringe orden og fornuft til verden, er et betryggende modsvar til mørke, forfald og kaos«.

‘I’ll Be Gone in the Dark’ kan ses på HBO Nordic.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af