’An American Pickle’: Seth Rogen er mindre skæv end nogensinde før i gravalvorlig dobbeltrolle
Kan det virkelig passe?
En Seth Rogen-komedie uden en bønne i syne? Instruktør Brandon Trost er ellers fast inventar i slænget af Hollywoods evigt skæve komikere, da han har ageret kameramand i alt fra ’The Interview’ over ’Popstar: Never Stop Never Stopping’ til de to ’Bad Neighbours’-film.
Og filmen starter da også på genkendeligt og gakket territorium. Den brovtende østeuropæiske jøde Herschel (Seth Rogen med en vidunderligt brusk accent) lever af at grave huller i den lokale landsby, men immigrerer til New York med sin kone Sarah (Sarah Snook fra ’Succession’), da kosakkerne brænder deres by til grunden. Her falder han imidlertid i en brønd af syltede agurker og vågner først hundrede år senere, hvor han med hjælp fra sit tilbagelevende familiemedlem Ben (også Seth Rogen) må indfinde sig i det 21. århundredes sindelag.
Men her slutter lighederne med tidligere Seth Rogen-film også. Herschel ryger ikke urter, spiser svampe, eller hvad man ellers kunne forestille sig, de østeuropæiske bønder brugte for at få en fed på i 1919. Og selvom Ben står stille i sin tilværelse, er han ikke en stoner.
Herschel ser til med store øjne, da oldebarnet bruger en maskine til at lave sin egen danskvand – en drik manden altid havde ønsket sig som en umådelig luksus. Vittighederne bliver sjældent vildere end det. Sarah Snook er naturligt urkomisk, når hun grådigt bider hovedet af en rå fisk og drømmer om at blive rig nok til at kunne købe en gravsten med sit navn på – men hun forsvinder efter introen.
Og udover en kort, komplet tør cameo fra Jorma Taccone fra ’The Lonely Island’, er der ingen andre komikere, som Seth Rogen kan spille bold op ad (med undtagelse af ham selv, altså). I stedet kan ’An American Pickle’ snarere beskrives som en dramedy i stil med ’I Feel Pretty’ og ’Second Act’, hvor hovedpersonen skal finde tilbage til sine kerneværdier, som de har tabt af syne i den travle new yorker-tilværelse.
De to slægtninge kommer hurtigt op at toppes, da Herschel affejer Bens sky og indelukkede natur, mens Ben himler med øjnene over Herschels håbløst konservative og religiøse idealer.
Som filmkritiker er det tåkrummende relaterbart, da Ben skal forklare sin forvirrede ældre slægtning, at han arbejder som app-designer på freelancebasis. De to forskellige generationers forhold til jødedom er den konstante bombe under bordet, og det er rørende at se, hvordan de to først finder konflikt og derefter fællesskab i deres religiøse baggrund og familiearv.
Desværre fylder denne del af filmen overraskende lidt. Resten af spilletiden navigerer Herschel det drilske entreprenørlandskab i storbyen. Han bygger et imperium af syltede agurker på ryggen af ulønnede praktikanter og får hurtigt opmærksomhed fra new yorkere, som himler over hans autentiske stil. Alt imens saboterer en skinbarlig Ben sin oldefar fra sidelinjen med en opringning til sundhedsstyrelsen og et forslag til Herschel om, at han burde dele alle sine forstokkede meninger på Twitter.
Disse bizarre indslag er som ’Tom og Jerry’-afsnit korte og uden megen konsekvens. Der er en satirisk kynisme over dem, som virker komplet ude af takt med den kærkomne sentimentalitet, der præger filmens hovedplot. Herschel bliver tilnærmelsesvist Trumpian, da han først smides som en varm sæk kartofler efter sine sexistiske og homofobiske kommentarer på Twitter, men straks efter hyldes i ytringsfrihedens navn.
Det er alt sammen ret banalt og står i skarp kontrast til filmens ellers laissez faire forhold til senkapitalisme. Bens app viser, hvor etisk produceret produkter er, og tilfældigvis bruger han en Whole Foods chips-pose, som scorer topkarakter. Og udover statslige restriktioner viser Herschels entreprenørskab, at man bare skal bruge knofedt og gåpåmod for at klare sig i det amerikanske frimarked.
I en film, hvor en mand konserveres i 100 år, er det mest urealistiske element, at Ben kan have råd til en toværelseslejlighed i hjertet af New York på basis af sit freelancearbejde og lidt arv fra sine døde forældre.
Kort sagt:
Seth Rogens første spadestik som dramatisk skuespiller bruger for lang tid på banale satiriske indslag, men har stadig plads til en charmerende centralkonflikt mellem slægtninge ude af trit med hinanden. Rogens dobbeltrolle gør dog ikke meget for filmen, og man kan spørge sig selv, hvad dælen Andy Samberg havde så travlt med, at han ikke bare kunne spille Ben.