Du har måske allerede benyttet dig af funktionen på Youtube, hvor videoer kan afspilles i et lavere eller højere tempo end oprindeligt tiltænkt. Nu ser det ud til, at samme funktion bliver tilgængelig for en masse Netflix-brugere.
Da Netflix sidste år begyndte at teste den hastighedsændrende funktion hos nogle mobilbrugere, blev det mødt af modstand fra flere utilfredse stemmer i den amerikanske filmindustri. Judd Apatow (‘The 40 Year Old Virgin’, ‘Knocked Up’) tweetede eksempelvis tilbage i oktober: »Lad være med at fucke med vores timing. Vi giver jer gode ting. Lad dem være sådan, som de var til hensigt at blive set«.
Også Soundvenues filmredaktør, Jacob Ludvigsen, opponerede imod streamingtjenestens nye tiltag, som sætter de utålmodige brugeres behov over de, i streamingtjenesternes tætte konkurrence om originalt indhold, eftertragtede filmkunstneres arbejdsforhold:
»Det er en markant trussel for Netflix’ fremtid, hvis de kreative, der lægger blod, sved og tårer i at skabe de stærkest mulige fortællinger, føler, at deres arbejde bliver behandlet som en grillpølse på Føtex’ resthylde en kold efterårsdag«, skrev han.
Netflix må imidlertid have været tilfredse med sidste års testresultater, for nu kommer alle mobil- og tabletbrugere med Android-styresystem til at få den hastighedsmanipulerende funktion. Ifølge The Verge er funktionen allerede blevet aktiveret hos de amerikanske brugere over weekenden, og det samme vil ske for resten af verden i løbet af de næste uger.
De fortæller ydermere, at hastigheden vil kunne ændres til 0,5, 0,75, 1,25 og 1,5. Den kan altså ikke sænkes og øges lige så meget som på Youtube, hvor indstillingerne 0,25 og dobbelt hastighed også kan vælges. Ydermere skal brugeren selv aktivt vælge at ændre hastigheden, hver gang vedkommende afspiller en ny titel fra Netflix-kataloget. Disse tiltag er med film- og serieskaberne for øje:
»Vi har også tænkt på bekymringerne fra visse skabere«, siger en Netflix-repræsentant således til The Verge. »Det er derfor, vi har begrænset spændvidden for afspilningshastigheder og kræver, at brugere selv skal ændre hastigheden, hver gang de ser noget nyt – i stedet for at fastlåse deres indstillinger, baseret på den hastighed de senest brugte«.
Keela Robison, Netflix’ vicepræsident for produktinnovation, fortæller til The Verge om argumenterne for at udrulle funktionen, som for fremtiden også vil blive testet til iOS-enheder og streamingtjenestens browserversion:
»Funktionen er blevet efterspurgt meget af brugere gennem flere år«, lyder det fra Robison. »Vigtigst af alt viser vores tests, at forbrugere værdsætter fleksibiliteten, den giver, om det er for at gense deres yndlingsscene eller for at sænke hastigheden, fordi de ser med undertekster og har hørevanskeligheder«.
Selvom det vil være en kærkomment tiltag for nogle streamere, er spørgsmålet så, hvorvidt den hastighedsændrende funktion kan have betydning for Netflix’ fremtidige samarbejder med store navne fra filmindustrien. Er man som filmskaber allerede skeptisk over at lave kunstneriske værker, som skal opleves på små skærme i stedet for i biografen, gør sådan et tiltag det nok ikke meget bedre.