Netflix’ nye eksperiment er en fornærmelse

Opdatering 2. august 2020: Den nye funktionalitet bliver nu en realitet.

KOMMENTAR. Der gik en prås op for mig, da en god kollega for nogle måneder siden fortalte, at han altid altid afspiller danske podcasts på dobbelt hastighed.

For når man har otte-ti podcasts plus det løse i rotation hver uge – og man også skal nå at arbejde, spise, sove og måske endda være social – er ethvert sekund dyrebart. Og efter et par dages prøveperiode måtte jeg give ham ret i, at man sagtens kan skrue tempoet på de fleste dansksprogede podcasts en halv gang op, uden at man misser noget. Tid er penge for enhver seriøs podfaster, som sådan nogle som os er blevet kaldt.

Også på Youtube er muligheden for at accelerere videoerne kærkommen. Meget kan man sige om alverdens succesrige youtubers, men specielt tidseffektive er de ikke.

Så når nu Netflix eksperimenterer med, at man på mobilen kan afspille deres film og serier langsommere eller hurtigere, end det var tiltænkt, kan man måske tænke, at det ligger lige for.

Netflix får åbenbart en del brugerhenvendelser, der efterspørger netop denne feature, og derfor har de for nylig kørt en test, hvor nogle brugere har kunnet sætte tempoet en halv eller kvart gang ned eller en halv eller kvart gang op.

Forsøget affødte øjeblikkeligt protester fra prominente filmskabere. Som nu comedy-maestro Judd Apatow:

Og ’De utrolige’-instruktør Brad Bird:

I en officiel udtalelse har Netflix erklæret, at de har været »følsomme over for skaber-bekymringer« ved ikke at inkludere større skærme – som fjernsyn – i testen, der altså kun kører på mobiltelefoner. Streaminggigantens stifter og topchef Reed Hastings udtalte forleden til The Hollywood Reporter.

»Vi bekymrer os om skaberne og de kunstneriske intentioner, men vi bekymrer os også om forbrugerne«, sagde han og tilføjede, at gode gammeldags dvd-maskiner jo inkluderede en lignende mulighed for at manipulere med tiden. Sandt nok, men på dvd’en brugte man primært den øgede hastighed til at spole i en film for at finde et bestemt sted (for eksempel hvor man var nået til, hvis man var stoppet), mens værktøjerne til at navigere i en film eller series forløb alt andet lige er mere avancerede med Netflix’ tidslinje og thumbnail-billeder.

»Vi er i underholdningsindustrien«

Kontroversen inkarnerer et afgørende dilemma for Netflix netop nu.

For på den ene side er de en datadrevet Silicon Valley-virksomhed, der vil gøre alt for at tilpasse sig brugernes behov – brugeradaption er selve strengen i deres dna, og man skal ikke have gang i det helt store tolkningsapparat for at læse ud af Reed Hastings udtalelser, at det er her, hans sjæl først og fremmest er rodfæstet.

På den anden side er tjenestens relation til verdens førende filmskabere afgørende i en tid, hvor streamingkrigen raser. Netflix har signet eftertragtede serieskabere som Shonda Rhimes, Dave Benioff & D.B. Weiss og Ryan Murphy for milliarder, og de har investeret millioner og atter millioner af dollars i anerkendte instruktørers prisbejlende storværker som Alfonso Cuaróns ’Roma, Martin Scorseses ’The Irishman’ og Noah Baumbachs ’Marriage Story’. Kort sagt: Netflix ved godt, at skal de skabe det bedste indhold til deres brugere, skal de førende kreative talenter have en god oplevelse med samarbejdet.

Mange filmkunstnere vægrer sig stadig ved at arbejde med Netflix. Pengene og friheden lokker, men udsigten til en kortlivet biograftilværelse (om nogen) og angsten for at blive glemt i brugerfladens myriade af nye film og serier, der popper op hver eneste dag, trækker i den anden retning. Det er en markant trussel for Netflix’ fremtid, hvis de kreative, der lægger blod, sved og tårer i at skabe de stærkest mulige fortællinger, føler, at deres arbejde bliver behandlet som en grillpølse på Føtex’ resthylde en kold efterårsdag.

Og når Reed Hastings til The Hollywood Reporter om censuren af Hasan Minhajs ’Patriot Act’-talkshow i Saudi Arabien siger, at Netflix ikke er i »the ’truth to power’-industrien, men i underholdningsindustrien«, hjælper det bestemt ikke på de ærekære kunstnerens frygt for at være landet på forkerte hylde.

Kampen for koncentration

Det er derfor, forsøget med afspilningshastigheden vækker følelser – og opleves som en fornærmelse af de skabende kræfter. Tænk at have finpudset ethvert nanosekund af din fortælling i klipperummet gennem adskillige måneder, hvorefter Netflix med et kækt blink til seeren hvisker: »’The Irishman’ er sgu da også lang – og keder I jer, kan I bare skrue tempoet op!«.

Selvfølgelig kan man bare kan lade være med at bruge featuren. De fleste vil alt andet lige nok foretrække at se den kommende sæson ’Stranger Things’ i den hastighed, Duffer-brødrene har skåret.

Men brugernes tålmodighed og koncentration er på en hård prøve i disse år. Jeg kender det fra mig selv: Keder jeg mig i blot et par minutter, når jeg ser en serie, begynder min hånd nærmest per automatik at række ud efter lidt second screen-mobiltid. Jeg må stoppe mig selv (og det lykkes… nogle gange) – af respekt for oplevelsen, for film og serier som kultur og ikke blot som hjernedød underholdning og for min hjernes evne til at fokusere på én ting ad gangen og ikke lade sig styre af det næste push-fix som en anden Pavlov-hund.

Den samme respekt gør Netflix klogt i at udvise. Her har de et bredere ansvar, også selvom det karambolerer med deres grundværdier fra Silicon Valley. »Hvorvidt vi introducerer disse features for alle på et tidspunkt, afhænger af, hvilken feedback vi får«, skriver de i deres officielle udtalelse.

Betragt dette som velment feedback afspillet med almindelig jordisk hastighed: Gem blot det omdiskuterede forsøg langt væk i skuffen for fejlslagne eksperimenter.

Læs også: Første Streamingkrig er brudt ud – og seerne kan både blive vindere og tabere