Hollywood-klicheen om »den buttede BFF« lever i bedste velgående

Til trods for Hollywoods stadigt mere intense fokus på diversitet og ligestilling er der særligt én gammel filmtrope, der får lov til at leve videre. Og det kan gå ud over yngre skuespillers mulighed for lande større roller.
Hollywood-klicheen om »den buttede BFF« lever i bedste velgående
Haley Lu Richardson og Barbie Ferreira i 'Unpregnant'.

KOMMENTAR. I ungdomskomedien ’Unpregnant’ på HBO Nordic spiller Haily Lu Richards (’The Edge of Seventeen’) den 17-årige Veronica fra Missouri, der ved en fejl bliver gravid med sin kontrollerende high school-kæreste. Veronica vil have en abort, men lovene i hjemstaten kræver, at mindreårige får tilladelse af deres forældre. Og dén kan Veronica, der er vokset op med en stærkt religiøs mor, skyde en hvid pil efter.

Derfor allierer vor heltinde sig med eks-bedsteveninden Bailey (’Euphoria’s Barbie Ferreira) for at køre den lange vej til en abortklinik i byen Albuquerque i New Mexico.

Veronica har samme navn som hovedpersonen i 80er-kultfilmen ’Heathers’, og en af hendes veninder fra den populære klike på skolen (der ikke tæller outsideren Bailey) hedder søreme…Heather.

‘Unpregnant’.

På roadtrippet samles Veronica og Bailey op af Breckin Meyer fra komedien ’Road Trip’ (i ‘Unpregnant’ er han blevet »pro life«-fanatiker), og det er i en forlystelsespark á la den centrale kulisse i coming-of-age-vampyrfilmen ’Lost Boys’, at de to ’lost girls’ finder sig selv og hinanden (om end deres seksualitet ikke resulterer i vampyrisme…).

Bailey refererer kækt ’Juno’ og ’Thelma & Louise’, og da pigerne når til Alburqueque, hvor ’Breaking Bad’ som bekendt foregik, møder de limo-chaufføren Bob, spillet af ’Breaking Bad’s (danskfødte) Giancarlo Esposito.

Jep, ’Unpregnant’ kan sine popkulturelle referencer på fingerspidserne.

Og alligevel gengiver den ellers så tematisk progressive komedie ganske ukritisk en af de mest irriterende insisterende fiktionsklicheer fra filmlandets morgen:

Nemlig den om den slanke heltinde i eksistentiel krise og hendes buttede, lettere nørdede BFF som komisk sidekick (hvorfor går overvægt og nørderi altid hånd i Hollywood-hånd?).

Saoirse Ronan og Beanie Feldstein i ‘Lady Bird’.

’Unpregnant’ er langt fra det eneste nye eksempel på film, der opretholder karakterstereotypen:

‘Lady Bird’ (Saoirse Ronan og Beanie Feldstein), ‘Booksmart’ (Kaitlyn Dever og Beanie Feldstein), ‘Pitch Perfect’ (Anna Kendrick og Rebel Wilson), ‘Bad Neighbors II’ (Chloë Grace Mortez og Beanie Feldstein), ’Rough Night’ (Scarlett Johansson og Jillian Bell) med flere positionerer alle den (som oftest mørkhårede) buttede pige/kvinde overfor en slank (næsten altid blond) veninde, hvis historie – med undtagelse af ’Booksmart’ – driver værket.

Det er en form for let-aflæselig kvindekategorisering, der går hånd i hånd med klassiske filmskildringer af latinokvinder som temperamentsfulde femme fatales, nordiske kvinder som kølige isdronninger og sorte kvinder som højrøstede og/eller overdrevent sexfikserede.

Men i modsætning til, hvordan de etniske stereotyper møder stadigt større modstand i offentligheden, hænger venindekomediens ‘krops-koder’ stædigt ved.

Beanie Feldstein, Chloë Grace Moretz og Kiersey Clemons.

Dermed ikke sagt, at »den buttede BFF« ikke kan stjæle billedet, som både karismatiske Barbie Ferreira og i særdeleshed Bernie Feldstein har for vane. I ’Booksmart’ deler sidstnævnte hovedrollen lige over med Kaitlyn Dever, og både den og ’Ladybird’ er fine nyklassikere i ugdomskomediegenren, man ikke havde været foruden.

Man kan argumentere for, at de to titler samt ’Unpregnant’ slår et slag for kropspositivisme qua stjernernes blotte coolness-faktor og IRL-kropsaktivisme (navnlig Ferreiras).

Men den visuelle signalværdi i iscenesættelsen af venindeduoerne helt ned til typisk hårfarve og gennemgående personlighedstræk, bør ikke undervurderes som hæmsko for at sikre flere reelle, mere alsidige hovedroller til piger og kvinder, hvis BMI vover at snige sig op over bedagede Hollywood-værdier.

Aidy Bryant i komedieserien ‘Shrill’.

Med tanke på, hvordan samfundet alle dage har objektiviseret og feticheret kvindekroppen udi ekstremerne, vil jeg således vove den påstand, at klicheen formentlig i nogen højere grad går ud over unge kvindelige skuespillere end mandlige (selvom tendensen skam også trives på dén front).

Og så længe de velkendte rammer i store træk opretholdes som status quo på skærm og lærred, udebliver opgøret med vægthierarkiet til trods for små bølgebrydere som komedieserien ’Shrill’ med ’Saturday Night Live’s fantastiske Aidy Bryant (der desværre ikke kan ses herhjemme).

’Unpregnant’ er en vigtig film til tiden. Men det er ærgerligt, at dens eget blindspot er så un-2020.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af