’Min barndoms synder’: Personlige traumer udfoldes i hjerteskærende dramadokumentar
’Min barndoms synder’ er et hjerteskærende filmisk vidnesbyrd, der knækker sit publikum for til sidst at give et trøstende kram. Det sker gennem en vellykket blanding af fiktionsprægede og dokumentariske elementer, som indbyrdes styrker hinandens virkning.
Den nye dokumentarserie på DR2 handler om Jens og Helle, der begge blev udsat for seksuelle overgreb i barndommen – hver for sig, men af den samme person. I løbet af tre afsnit fortæller de til kameraet i klassiske testimonials om deres traumatiske oplevelser, og sideløbende, faktisk i størstedelen af spilletiden, visualiseres erindringerne med dramatiske rekonstruktioner, som på effektiv vis sætter os i hovedpersoners fortidige sted.
Sådanne genopførsler i dokumentargenren kan i grelle tilfælde føles for sensationsprægede og manipulerende, men det er ikke tilfældet i ’Min barndoms synder’. Her udfolder rekonstruktionerne de traumeramte personers ulykkelige vidnesbyrd på fintfølende og tålmodig vis. Man får dermed mulighed for at træde ind i Jens og Helles levendegjorte minder, og man mærker langsomt med kropsligt ubehag de dysfunktionelle miljøer, som overgrebene opstod i og udsprang af.
Især Jens’ barndomshjem i 70’ernes og 80’ernes Helsingør vækkes til live på troværdig og foruroligende vis, både på grund af en masse rekvisitter fra perioden såsom HOF-ølflasker og af gode præstationer fra de relativt ukendte skuespillere.
10-årige Jens bekymrer sig på daglig basis om en selvmordstruet mor, en alkoholisk og grænseoverskridende stedfar samt en manipulerende storesøster, og det klaustrofobiske ubehag sætter sig utvivlsomt også i publikum.
Dokumentaren afslører kun lidt ad gangen om overgrebenes karakter. Det er med til effektivt at fastholde publikums opmærksomhed, men illustrerer også ret elegant, hvordan sindet længe kan fortrænge en traumatiserende hændelse og efterlade huller i erindringen. For Jens fortæller ingen om sin frygt og det seksuelle misbrug. Han gemmer oplevelserne i sit bryst helt ind i voksenlivet, hvor han som 40-årig forsøger at tage sit eget liv.
De dramatiserede erindringer gentages flere gange, og hver gang med nye, afgørende detaljer. Her konfronteres man som publikum også med sine egne fordomme om voldtægtsforbrydere og -ofre, idet det halvvejs viser sig, at overgrebene kommer fra uventet kant.
Mod slut stikker rekonstruktionerne pludselig lovligt for meget af, da surrealisme indtræder. I tredje afsnit har voksne Jens således et mareridtssyn med en kæmpestor undulat, som ikke passer særlig godt ind i det hidtil realistiske univers, og det bliver ikke bedre af, at den elektroniske underlægningsmusik her er meget insisterende.
Jeg tilgiver imidlertid dette, når resten af den følsomme fortælling er så nænsomt bygget op. Som nævnt i starten efterlades man faktisk, trods de skildrede grusomheder, en smule håbefuld efter sidste afsnit. Den støtte, som Jens og Helle har fundet i hinanden sent i livet, og den styrke, som de viser ved at medvirke i serien, giver én fornyet tro på solidariteten og samhørighedens helende kraft.
Kort sagt:
DR2-dokumentaren ’Min barndoms synder’ dykker ned i to personers grufulde barndomstraumer, som genopføres af skuespillere i vellykkede rekonstruktioner.