’Til Sama’: Uafrystelig øjenvidneberetning fra Syrien knuser dit hjerte
Vi danskere kippede stolt med flaget, da den mesterlige danskproducerede Syrien-dokumentar ‘The Cave‘, der følger børnelægen Dr. Amanis hårrejsende arbejde på et underjordisk hospital i den belejrede by Ghouta, tidligere i år blev nomineret til en Oscar.
Men utroligt nok var ‘The Cave’ ikke Oscar-feltets eneste øjenvidneberetning fra aktivistiske lægers blodige kampplads under den syriske borgerkrig. Den stærkt beslægtede ‘Til Sama’ foregår ligesom ‘The Cave’ på et hospital under belejring – denne gang i Aleppo – med en modig kvinde i front.
Slægtskabet betyder dog ikke, at man skal springe ‘Til Sama’ over. Selvom jeg synes, at ‘The Cave’ er stærkere fortalt, bidrager ‘Til Sama’ med en anderledes personlig vinkel, som giver nye nuancer til livet i krigszonen: Instruktør Waad al-Kateab peger kameraet mod sig selv og sin familie i en fortælling, som hun indrammer som et brev til sin lille datter, Sama. Hvordan kan man som forælder retfærdiggøre at blive i en situation, hvor man sætter både sit eget og sit barns liv i fare? Det forsøger al-Kateab at svare på ved at vise, hvad hun, hendes mand og deres venner kæmpede for.
Waad al-Kateab, som har instrueret filmen i samarbejde med den britiske dokumentarist Edward Watts, begyndte at filme sammenstødene mellem det syriske regime og befolkningen tilbage i 2012, hvor hun studerede marketing på Universitetet i Aleppo. »Dengang var revolutionen det eneste, vi interesserede os for«, fortæller hun datteren i en voice over til billeder af de dengang stadig håbefulde unge demonstranter i gaderne.
Hun er særligt optaget af at filme den unge aktivistiske læge Hamza, som vælger Aleppo og revolutionen over sit daværende ægteskab og senere bliver gift med Waad. Sammen med nogle venner melder han sig til at arbejde frivilligt på et hospital, i frihedens navn.
»Vi var en familie«, fortæller Waad, der indfanger deres dagligdag med kameraet – og mest bemærkelsesværdigt hvordan stemningen i løbet af et par år, i takt med regimets stadig mere brutale metoder, vender fra håbefuld til overvældet og modløs.
Da Waad og Hamza i januar 2016 bliver forældre til datteren Sama, skaber det både stor lykke og frygt for hendes sikkerhed. De overvejer at rejse væk, men kan ikke få sig til at svigte deres medborgere, deres land, deres kamp for frihed og i sidste ende også deres datters fremtid.
Det er et frygteligt offer, men man forstår det, når man følger Hamza og kollegernes utrættelige, altafgørende arbejde for at redde liv, gennem rædselsvækkende billeder af sårede og døde børn: En mor finder sin døde søn på hospitalet og bærer ham højlydt klagende gennem gaden. To drenge med eksplosionsstøv i ansigtet ser paralyserede til, mens lægerne forsøger at genoplive deres bevidstløse lillebror, der var gået lige uden for huset, da en bombe sprang. Og i filmens mest uforglemmelige scene udfører lægerne kejsersnit på en såret kvinde, hvor de nærmest må banke pulsen tilbage i spædbarnet. Det her er ikke en film for sarte sjæle.
Livet fortsætter, børn leger, og familier og venner samles, selv da Aleppo kommer under belejring og forsyningerne begynder at slippe op, mens angrebene intensiveres. Waad har som kvindelig journalist unik adgang til andre kvinder i deres hjem. Vi ser en mor koge sine sidste ris med små dyr, en kvinde sprænges af glæde over at få en kakifrugt og en dreng beklage sig over at være alene tilbage, efter alle hans kammerater enten er flygtet eller døde.
Hvordan påvirker det et barn at vokse op sådan et sted? Waad bemærker, at Sama aldrig græder »som et normalt barn ville«, og man ser den lille pige knap nok reagere på bombernes brag udenfor. »Det knuser mit hjerte«, siger Waad. Og du skal være lavet af stål, hvis det ikke også knuser dit.
Kort sagt:
Den 26-årige syriske journalist og aktivist Waad al-Kateab har skabt en rystende øjenvidneberetning fra et hospital i Aleppo, der både er dybt personlig og essentiel oplysning til hele det verdenssamfund, der ser passivt til borgerkrigens blodbad.