’On the Rocks’: Rashida Jones og Bill Murray er i hopla i personlig Sofia Coppola-film

4 6
’On the Rocks’: Rashida Jones og Bill Murray er i hopla i personlig Sofia Coppola-film
Rashida Jones og Bill Murray i 'On the Rocks'.

Alle Sofia Coppolas film handler om privilegerede unge kvinder, der føler sig isolerede eller sidder fast i livet: Fra de bogstaveligt talt indespærrede søstre og kostskoleelever i ‘The Virgin Suicides’ og ‘The Beguiled’ til kvartlivskriseramte Charlotte i ‘Lost in Translation’ og den ensomme teenagedronning i ‘Marie Antoinette’, der begge føler sig fremmedgjorte i en ukendt kultur.

På den vis ligger Coppolas syvende spillefilm ‘On the Rocks’ både i tråd med og adskiller sig fra instruktørens oeuvre. Hovedpersonen Laura – spillet af Rashida Jones, en sjælden ikke-hvid Coppola-karakter – er som 39-årig småbørnsmor og succesfuld forfatter en mere moden og handlekraftig udgave af Coppolas ennui-ramte heltinder. Hun er ikke i krise over sin fremtid, men over sin nutid, hvor hendes romantiske forestillinger om kærlighed og kreativitet er blevet erstattet af hverdagspraktik og skriveblokade. Det hårde skift illustrerer Coppola effektivt med et enkelt klip fra Lauras drømmeagtige bryllup med manden Dean (Marlon Wayans), hvor parret overstadigt stikker af for at nøgenbade i poolen, til Laura traver alene igennem parrets lejlighed og samler legetøj og sure sokker op.

Laura sidder i den grad fast. Hun kan ikke koncentrere sig om at skrive, men bruger al energi på at koordinere madpakker og ballettræning for parrets to bedårende døtre og lægger træt øre til en mor fra datterens skoles enetale om sin dramatiske kærlighedsaffære, vittigt leveret af Jenny Slate. Imens sejler Dean begejstret ud ad døren til middage og på forretningsrejser med sit nye techfirma og virker ikke specielt interesseret i hende mere. Og hvorfor skulle han også være det, når hun er blevet så kedelig?

Da han en aften kommer sent og sovemiddel-dopet hjem fra en rejse og lader til at forveksle hende med en anden, fatter hun mistanke om, at han har en affære med sin irriterende langbenede kollega, Fiona (Jessica Henwick). Og begår den fejl at betro sig til sin far.

Felix (Bill Murray) er en gammeldags levemand, en pensioneret kunsthandler, der stadig er på konstant udkig efter et David Hockney-maleri, en velformet kvinde og en stærk Martini. Han cruiser rundt med sin privatchauffør, er på fornavn med tjenerne på Manhattans dyre restauranter, flirter med alle kvinder, han møder på sin vej, og udbreder sig selvsikkert til Laura om mænds promiskuøse natur. Han er overbevist om, at alle mænd, herunder Dean, er utro, fordi han selv har været det hele livet – også over for Lauras mor.

Laura ruller rutineret med øjnene, når Felix deler sine teorier om, hvorfor mænd biologisk set tiltrækkes af unge, storbarmede kvinder, og at »et armbånd er en påmindelse om, at kvinden engang var mandens ejendom«. Men hans kommentarer opildner alligevel paranoiaen så meget i hende, at hun går med på hans – lidt for begejstrede – idé om at udspionere Dean. Således skifter filmen til en veloplagt far-datter-buddy-spionkomedie, der er som taget ud af 30-40’ernes Hollywood.

I et komisk højdepunkt henter Felix Laura til deres undercover-overvågningsseance i en skramlende rød sportsvogn, serverer kaviar som snack og charmerer to politibetjente, der har stoppet ham for vanvidskørsel, til at løbe bilen i gang.

Bill Murray, som fik et dramatisk gennembrud med den melankolsk deadpannende Bob Harris i ‘Lost in Translation’ for 17 år siden, er som født til rollen som Felix. Her blander han melankolien med gavtyveagtig charme, store armbevægelser, barnlig selvcentrering og faderlig omsorg. Sine fejl til trods er der aldrig tvivl om, at han forguder sin datter og i virkeligheden mest bruger spionagen som undskyldning for at tilbringe tid med hende. Rashida Jones indtager rollen som straight man, men spiller med underspillet karisma og perfekt komisk timing fuldt op til Murray. Filmen er bedst, når deres far-datter-kemi får lov at udfolde sig, både i filmens fjollede screwball-scener og i mere alvorlige scener, hvor Laura konfronterer sin far med hans opførsel og arkaiske holdning til kvinder. Filmen handler i høj grad om Lauras svære frigørelse fra trygheden ved at være fars pige.

Filmen besidder ikke samme drømmende, poetiske og forførende kvalitet som Coppolas tidligere film, men man er ikke i tvivl om, at filmen er instrueret af en æstet. Særligt fotograf Philippe Le Sourds nostalgisk smukke billeder af Manhattan brænder sig fast, ligesom man bliver grebet af den jazzede stemning på de klassiske fancy barer, far og datter frekventerer, og svælger i Lauras casual-lækre garderobe og misundelsesværdigt tjekkede arbejdsplads i familiens Soho-lejlighed.      

‘On the Rocks’ er i den lettere ende af Sofia Coppolas værker, men er en liflig og luftig lækkerbisken. Filmen føles tilmed som instruktørens mest personlige siden hendes rørende ‘Somewhere’, der også handler om en far-datter-relation. Coppola har da også fortalt, at hun har været inspireret af sin egen kamp med at arbejde kreativt, mens hun har små børn, og af generationsforskellene mellem sig selv og sin far, mesterinstruktør Francis Ford Coppola. Både hun og Rashida Jones, datter af Quincy Jones, må vide et og andet om at stå i skyggen af en mægtig far.


Kort sagt:
Sofia Coppolas far-datter-spionkomedie med Billy Murray og Rashida Jones i hopla er ikke blandt instruktørens vægtigste film, men er charmerende, moden og personlig.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af