‘Kærlighed og anarki’: Svensk Netflix-komedie taber troværdigheden fra første afsnit
Producerteamet bag den udmærkede dramaserie ’Quicksand’ har fået sig endnu en original, svensk Netflix-serie – denne gang med manuskriptforfatter Lisa Langseth (’Hotell’) i spidsen for et forsøg på at køre den hjem med en quirky kærlighedskomedie til det ulmende vintermørke.
’Kærlighed og anarki’ handler om Sofie, der hyres til at redde et støvet bogforlag, som er på randen af konkurs. Sofie virker som en håbløst uptight fremtidsstrateg af den slags, man elsker at hade. Hun præsenterer sig selv for forlaget med armene over kors, og på sin første dag markerer hun sig som det eneste fornuftige menneske i firmaet, der ellers kun består af useriøse føle-føle-humanister. Når medarbejderne spørger, om folk vil blive fyret, er hun typen, der svarer: »For mig er I ikke ’folk’ – I er alle sammen individer for mig«.
Men da Sofie en aften afsløres af den unge it-medarbejder Max (Björn Mosten) i at onanere på kontoret, krakelerer det polerede ydre så småt. De to begynder at give hinanden udfordringer, hvor de skal injicere en smule anarki i tilværelsen, og legen udvikler sig til en forelskelse og en affære. Det får Sofie til at reflektere over sit kærlighedsløse ægteskab, og hun genfinder den rebelskhed, der har ligget i dvale siden teenageårene.
Man skal altså ikke mange minutter ind i serien, før Sofie er klar til at smide tøjlerne og sætte sit professionelle ry over styr. Og selvom det er voldsomt grænseoverskridende, at Max filmer Sofies onanisession på kontoret, vælger hun at gå med på hans præmis i stedet for at få ham fyret for en handling, som i tidens ånd nok egentlig bør betragtes som et overgreb.
Båndet mellem dem opstår ud af det blå, og den hovsa–agtige måde, deres relation bliver etableret, ødelægger fra første afsnit hovedpræmissens troværdighed.
Sofie og Max’ leg er en flirt med vanviddet. Parallelt fascineres Sofies datter af sin morfars vrangforestillinger og livslange kamp med psykisk sygdom. Hvad, der muligvis er seriens forsøg på at udvide normalbegrebet, ender som det modsatte, når Sofies omgangskreds fremstilles som uforbederlige spidsborgertumper. Man savner blot en snert af kærlighed til det liv, hun har levet indtil nu. Og idylliseringen af den fantasifuldhed, der kan følge med den psykiske sygdom, virker smagløs.
At der er gået leverpostej i hverdagen derhjemme, og at Sofies måske har lidt psykisk sårbarhed i generne, bliver aldrig nok til at legitimere den markante personlighedsændring, hendes møde med Max katalyserer. Man kommer aldrig til at holde af de to hovedkarakterer eller ønske at se dem sammen.
Mere fængende er i virkeligheden sidehistorierne. Det altid uenige redaktørmakkerpar på forlaget, Friedrich (Reine Brynolfsson) og Denise (flot portrætteret af stjerneskuddet fra ’Kalifat,’ Gizem Erdogan), personificerer fint generationskløftens interne dilemma: Hvor meget bør forlagene satse på den modige, unge litteratur, og hvor langt skal man gå for at beholde den indkomst, de garvede forfattere sikrer?
Vi følger også i små bidder receptionisten Caroline (Carla Sehn), der udvikler sig fra forsigtig mus til at finde dyb resonans i et indleveret manuskript, som redaktørerne overser midt i tumulten. Carolines små glimt af naiv passion bidrager på sin egen beskedne vis med det budskab, som med mindre held forsøges overleveret af hovedhistorien om Sofie, der prøver at finde sig selv.
Kort sagt:
Den velmenende ’Kærlighed og anarki’ vil gerne gøre op med ideen om det perfekte menneske og strømlinede liv. Det lykkes desværre aldrig.
Anmeldt på baggrund af hele serien.