Anders Ølholm og Frederik Louis Hviids danske actionthriller ‘Shorta’ om en tilspidset konflikt mellem politiet og etniske minoritetsbeboere i en københavnsk ghetto har fået fremragende anmeldelser – blandt andet fem stjerner her i Soundvenue.
Men filmen har også fået kritik her på sitet, hvor filmfotograf Catherine Pattinama Coleman og instruktør Anita Beikpour i et interview langede ud efter filmens stereotype fremstilling af ghettoer og brune danskere, der udelukkende er »statister i politimændenes udviklingshistorie«. Kritikken fik debattør og lærer Geeti Amiri til tasterne, og hun kritiserer i et debatindlæg kritikerne for at være ude af trit med virkeligheden i de udsatte områder.
Mandag aften i Grand Teatret fortsatte debatten om filmens fremstilling af etniske minoriteter og belastede boligområder under den nu corona-nedlukkede filmfestival CPH PIX. Debattør Khaterah Parwani modererede et panel bestående af sociolog Aydin Soei, filmanmelder Ann Lind Andersen og forfatter Morten Pape (’Planen’, ’Guds bedste børn’), der selv har været konsulent på filmen. I debatten var kritikken af ’Shorta’ dominerende, om end der også var plads til nuancer.
Vi har samlet de otte mest interessante citater fra debatten:
Aydin Soei om filmens synsvinkel:
»Alle beboerne i ghettoen bliver portrætteret fra politiets blik. De bliver nærmest portrætteret som dyr i Zoologisk Have, og de er statister i politiets udviklingshistorier. I forhold til, hvor sympatien ligger, betyder det enormt meget, hvem du følger. Det giver et ekstremt skævt blik, når man ser alt fra politiets synsvinkel«.
Ann Lind Andersen om, hvorfor hun anmeldte filmen til fem stjerner i Go’morgen Danmark:
»Filmen er noget, vi sjældent ser i dansk film: En gedigen actionthriller. Det er det, den vil være, og det er også det, jeg er blevet enig med mig selv om at se filmen som. Den er ikke socialrealisme eller dokumentarisme, men en genrefilm, der arbejder med nogle arketyper«.
Morten Pape om tilgangen til filmen:
»Der er to måder at se filmen på. Den ene, som Ann repræsenterer, er at se filmen på dens egne præmisser: Det er en politiactionthriller, der skylder meget til ‘Training Day’ og ‘La Haine’, og som vi sjældent ser i Danmark – vi er meget langt fra La Cour i ’Rejseholdet’. Jeg tror, det er den måde, som de fleste anmeldere kan – og bør – se filmen ud fra.
Så er der en anden måde at læse filmen på, når man kender boligområderne og politikkerne omkring den og måske føler, at de bliver portrætteret uheldigt.
Jeg kender instruktørerne, så jeg ved, at deres intention var at lave en underholdningsfilm frem for en film med et David Simon’sk blik. Men jeg kan også godt forstå, at nogle folk er provokeret af den mangel på facon, som filmskaberne portrætterer miljøet på. Man kan sige, at ‘Shorta’ ikke er filmen, vi havde fortjent i debatten, men måske er det den, vi har brug for for at starte en samtale«.
Aydin Soei om filmens autenticitet:
»Jeg læste et interview med filmskaberne i Soundvenue inden premieren, hvor de gav udtryk for, at de gerne ville skildre den autentiske virkelighed, som de så den. Den virkelighed, de så, var, at der konstant kredsede to helikoptere over Nørrebro. Det gør der ikke. Der kredsede én helikopter i halvanden måned i sommeren 2017, da bandekonflikten var på sit højeste. Men det gør der ikke i det daglige. Så allerede der havde jeg det sådan, ‘hvad snakker I om?’.
Det er meget typisk, at instruktørerne slår på autenticitet – nu skildrer de ghettoen, som den er – og så går de bagefter ud og siger, at filmen bare er fiktion og en actionbasker. Ja, det er fiktion. Men langt de fleste borgere har ikke været i de her boligområder. De kan godt blive påvirket af en film, især når filmskaberne har sagt, at den er autentisk.
En film som ‘Danmarks sønner’ foregav ikke at være realistisk. Genrebetegnelsen var, at det var en thriller. Men den blev anmeldt, som om den skulle være socialrealistisk, og så blev den klandret for at være urealistisk. Det er de samme hvide anmeldere, som jeg mener, har et ekstremt blind spot, når det handler om ‘Shorta’. For en af grundene til, at den har fået en ekstra stjerne alle steder, er, at den bliver set som ekstremt autentisk«.
Ann Lind Andersen om filmens sympati:
»De to hovedkarakterer bliver ikke tegnet op som helte, men som moralsk korrumperede antihelte. Filmen har meget usympati for dem og stiller en masse spørgsmål om politivold.
(Spoiler alert for filmens slutning i næste afsnit)
Jeg kan ikke følge problematikken om sympati for politibetjentene. Da drengen bliver skudt i sidste scene, og den gode politibetjent står og græder over sit kæmpe fuck-up, er det jo ikke ham, man har medfølelse for. Det er det tab af potentiale, fremtid og mulighed, der ligger i den døde dreng. Jeg blev også enormt rørt af den anden slutscene, da Amos kommer hjem til sin mor og står med knyttede næver og folder dem ud til sidst«.
Khaterah Parwani om filmens skildring af politivold:
»Jeg havde håbet, at filmen ville skabe debat om politiets rolle, men det er blevet skubbet til side i debatten, der i stedet har handlet om de stereotype roller. Jeg har talt med mange rødder på gaden, der elsker den her film, fordi den for første gang viser politivold, som er enormt tabuiseret. De taler om, at de her røvhulsbetjente findes, for de har jo mødt dem. Det er et emne, jeg ikke synes, vi har talt nok om«.
Aydin Soei om den stereotype fremstilling af etniske minoriteter i dansk film:
»Når minoriteter indgår i film, er de bifigurer, der spiller stereotype roller som grønthandler eller kriminel. Selv Amos’ mor, der skal forestille at være en sympatisk karakter, er kun til for at være en frelser for Mike. Hun er med til at facilitere, at han udvikler sig. Hvorfor er det, at racistbetjenten er ham, vi skal have sympati med til sidst? Og den gode betjent ender som morder? Hvad er det egentlig for en morale, der ligger der?
Dansk film tegner det samme billede af etniske minoriteter som nyhedsmedierne. Ni ud af ti etniske minoriteter, der udtaler sig som kilder i etablerede nyhedsmedier, udtaler sig om kriminalitet, islam eller integrationsproblemer. Det er de samme roller, vi ser etniske minoriteter spille i dansk film«.
Ann Lind Andersen om den stereotype fremstilling af etniske minoriteter i dansk film:
»Der er noget fundamentalt strukturelt galt i den danske filmbranche i måden, som mange etniske minoriteter bliver skildret på. Vi ser en enorm stereotypisering, også i den her film. Jeg bliver ikke lige så sur på filmen, fordi jeg ser den med nogle andre øjne, men jeg er fuldt bevidst om den stereotype repræsentation af minoriteter.
Problemet er at få flere minoriteter ind i filmbranchen. Den debat startede i dansk film i 2013. Nu er vi i 2020, og der er stadig ikke sket en skid. Jeg tror, det er på tide, at vi prøver at gøre noget mere på et strukturelt plan, måske bare i nogle år for at få gang i hjulene.
Det er jo ikke kun brune minoriteter, som ikke bliver repræsenteret. Jeg sidder her som asiat, og jeg skulle da hilse og sige, at asiater i dansk film nærmest ikke eksisterer. Og når vi endelig får en minimal filmrolle, er det som thailuder, købekoner, au pair-piger eller, hvis det er rigtigt fint, komiske nørder«.
Aydin Soei om ghettopakken:
»Jeg er også kritisk over for filmen på grund af timingen. Vi har en ghettopakke, hvor det, der afgør, om et område kommer på ghettolisten, er, om andelen af etniske minoriteter er 50 procent. Og hvis man kommer på ghettolisten, skal man reducere boligmassen med 50 procent. Det betyder, at 11.000 mennesker kommer til at miste deres boliger op til 2030. Noget af det, der har banet vejen for loven, er det, som man kalder ‘the reputational gap’: Kløften mellem, hvordan virkeligheden ser ud, og områdernes ry, og hvordan de bliver repræsenteret.
Som sociolog kan jeg ikke lade være med at læse det aspekt ind, når jeg ser filmen. Det er selvfølgelig ikke instruktørernes ansvar, men jeg tænker alligevel, fuck mand, hvorfor skal de være spindoktorer for Mette Frederiksens ghettopakke?«