‘Equinox’-aktuelle Fanny Leander Bornedal: »Der findes nogle onde børn derude, og jeg har oplevet dem meget tæt på«

Fanny Leander Bornedal er født med en velsignelse og en forbandelse. Som datter af Ole Bornedal har hun siden barnsben haft en slags adgangsbillet til livet som skuespiller. Men som skuespilkarrieren tog fart, mistede hun alle sine venner, mens andre stillede spørgsmålstegn ved, om hun bare var heldig at være instruktørens datter? I dag ser Fanny Leander Bornedal ind i en lovende fremtid med store roller i Netflix-serien ’Equinox’ og farens kommende krigsdrama ’Skyggen i mit øje’.
‘Equinox’-aktuelle Fanny Leander Bornedal: »Der findes nogle onde børn derude, og jeg har oplevet dem meget tæt på«
Fanny Bornedal. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Hun var 15-16 år, da livet pludselig ændrede sig.

Efter at have medvirket i film og tv i størstedelen af sin barndom blev Fanny Leander Bornedal allemandseje, da hun indtog danskernes dagligstuer i december 2016 som hovedrollen Anna i julekalenderen ‘Den anden verden’. Udenfor filmsettet havde hun sværere ved at finde sin plads i ungdomstilværelsen med gymnasie, afleveringer og venner, som pludselig ikke kunne forstå hendes liv og omvendt. 

Da Fanny tog konsekvensen og droppede ud af gymnasiet, begyndte samtidig en periode, som skulle vise sig at blive mere tom og ensom, end hun havde troet, og hun undrede sig »helt vildt meget« over, hvorfor ingen af hendes gymnasiekammerater eller venner skrev og spurgte, om hun ville hænge ud med dem.

»Der kunne gå flere uger og måneder, hvor der decideret ikke var ét menneske, der skrev til mig. Hvor jeg seriøst ikke havde venner. Jeg havde ikke et eneste menneske i mit liv, som ikke var familie«. 

Fanny Leander Bornedal sidder i en loungestol i et lokale på Soundvenue-redaktionen en grå eftermiddag i december. Den unge skuespiller er stilet klædt i lyseblå blazer og lyse bukser med flerfarvede striber. I ørerne dingler et par lange guldkæder med perler. Det brune hår er skrabet tilbage i en hestehale. Ansigtet er nøgent. Stemmen er hæs. 

Fanny Bornedal. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Det ene øjeblik virker Fanny som en skrøbelig og usikker 20-årig, når hun væver og hakker i sætningerne. I det næste fremstår hun anderledes moden, stærk og selvsikker, når svarene lander bestemt og bramfrit ud fra selvreflekterende, livskloge analyser. 

Dualiteten i hende kan måske spores tilbage til tilværelsen som barnestjerne, hvor Fanny på én gang oplevede både at blive beundret og kuet af sine jævnaldrende. Når hun kom tilbage i skolen efter lange perioder med optagelser på filmset blandt voksne kendte skuespillere, virkede hun uopnåelig for klassekammeraterne, som ophøjede hende til noget særligt og anderledes.

Samtidig var hun pludselig ikke en del af fællesskabet mere, fordi hun var fraværende og havde smagt på livet uden for skolens mure på et helt andet niveau end dem.

»I min barndom har jeg tit følt mig misforstået, egentlig. Jeg har følt, at det har været uretfærdigt, at jeg tit blev sat i bås, og at der tit blev lagt ord i munden på mig, som blev digtet og tolket på mine vegne, selvom jeg følte, at jeg prøvede at balancere det hele så godt som muligt og være sød mod alle.

Det er gået op for mig nogle år efter – hvor jeg heldigvis har mødt nogle nye mennesker, som jeg forstår bedre, og som forstår mig bedre – at det jo også lidt var min skyld i gymnasiet, for jeg opsøgte jo heller ikke dem, og jeg kunne også godt forstå, at de havde et helt andet liv, hvor der skete nye ting imellem dem, som jeg bare ikke var en del af længere«. 

Fra stille til rapkæftet rolle

Som datter af filminstruktør Ole Bornedal og koreograf Vicky Leander er Fanny Leander Bornedal født ind i branchen. Hun er bevidst om, at der er blevet åbnet døre for hende, som har sikret hende en genvej ind i skuespillet. Men selvom efternavnet er et privilegie, er det også et mærkat, som klæber til hende og truer med at skygge for talentet.

»Jeg føler, at jeg med årene har fået lov til at stå mere og mere alene med, hvad jeg kan. Men da jeg var til fester i slutningen af folkeskolen, kunne mine klassekammerater rigtig godt lide at nævne og decideret sige til mit ansigt, at det kun var, fordi min far var instruktør. Der findes nogle onde børn derude, og jeg har oplevet dem meget tæt på«. 

Fanny griner afvæbnende, inden hun fortsætter:

»Jeg begyndte at diskutere med dem, og så endte det med, at de blev lidt mundlamme og måtte undskylde. Men den slags oplever jeg ikke så meget mere. Jeg tror, jeg har etableret mig nok nu til, at folk måske har fundet ud af: Okay, hun kan faktisk godt finde ud af det«. 

For tiden er Fanny Leander Bornedal aktuel i den nye danske Netflix-satsning ‘Equinox’. Det er derfor, vi mødes. For at komme nærmere, hvad der gemmer sig bag barnestjernen med det kendte efternavn, som gik fra at være en ælling til at blive en svane, og som meget vel kan blive en af morgendagens helt store stjerner. 

August Carter, Fanny Bornedal, Ask Truelsen og Karoline Hamm i ‘Equinox’. (Foto: Tine Harden/Netflix)

Mystery-serien ‘Equinox’ handler om den unge radiovært Astrid (Danica Curcic), som blev traumatiseret for livet, da hendes søster Ida sammen med næsten hele sin gymnasieklasse forsvandt af uforklarlige årsager på en studenterkørsel, dengang Astrid var ni.

Astrid har fået begivenheden på afstand, men 21 år efter begivenhederne begynder hendes mareridtssyner så småt at dukke op igen. Da en af de tre overlevende fra studenterkørslen dør, kort efter han har taget kontakt til hende i hendes radioprogram, beslutter hun sig for at finde ud af, hvad der i virkeligheden skete dengang i 1999, og Astrid opdager en mørk og foruroligende sandhed. 

‘Equinox’ udspringer af den danske DR-podcast ‘Equinox 1985’ og er udviklet af Tea Lindeburg. Udover Fanny Leander Bornedal og Danica Curcic inkluderer rollelisten blandt andre Lars Brygmann, Hanne Hedelund, Alexandre Willaume, Kirsten Lehfeldt og Karoline Hamm.

Fanny spiller rollen som Idas rapkæftede og rå veninde Amelia. En rolle, som hun hidtil i sin karriere ikke har haft den store erfaring med.

»Jeg har spillet flest stille, uskyldige, nervøse og søde roller, så det er selvfølgelig sjovt at finde ud af, at jeg også godt kan spille den rå og rapkæftede. Rollen som Amelia gav mig en stor frihed til at være den mest impulsive i gruppen, og jeg gik også til rollen meget intuitivt og impulsivt, fordi hun lige præcis er en, der taler, før hun tænker«, begynder Fanny.

Karoline Hamm og Fanny Bornedal i ‘Equinox’. (Foto: Tine Harden/Netflix)

»Jeg synes ikke, jeg på samme måde skal være konstant på. Amelia spiller lidt hele tiden. Hun vil sine venner det bedste, og hun holder meget af Ida, men hendes egen usikkerhed og forsøg på at beskytte sig selv gør, at hun bliver tarvelig. Hun kan godt lide at være på tværs, bare for at være på tværs, men hun er også spasmageren i gruppen, fordi hun er bramfri og ærlig

Det eneste, jeg kan se mig selv lidt i, er, at jeg også godt være meget ironisk og ofte indskyder ironiske replikker ligesom hende«.

Store personligheder

Som bærende birolle har indspilningsperioden har Fanny haft en del pauser i indspilningerne undervejs, og på settet har hun egentlig ikke mærket noget til, at hun spillede med i en stor Netflix-produktion. 

»Det er ikke rigtigt noget, jeg bruger tid på at tænke over. Jeg går ud og udfører mine jobs, og så lægger jeg dem lidt fra mig. Så på et eller andet tidspunkt bliver overrasket over, at noget er blevet mega stort, og folk skriver alt muligt, men jeg tænker ikke så meget: Gud, det er egentlig ret sejt eller stort, det jeg er i gang med«. 

Først nu mærker Fanny, at der er et større apparat i gang, end hvad hun tidligere har været vant til. Store plakater med blandt andre Fannys ansigt på i rollen som Amelia pryder bybilledet i de københavnske gader, og markedsføringen af serien har for længst nået alt fra Instagram til Odense, hvor studenterhuer har ligget spredt ud over byen, og tomme studentervogne har kørt gaderne tynde. 

»Man tænker lidt: Hold da op, wow«. Fanny spærrer øjnene op.

»Jeg har ikke noget imod opmærksomheden, men det er heller ikke, fordi den gør mig lykkelig. Det er jo en branche, som er meget mig, mig, mig. Det handler om at blive set og anerkendt for det, man gør på skærmen, og det er også totalt nødvendigt for at få flere roller, men jeg har aldrig valgt at blive skuespiller for at stå på den røde løber«. 

August Carter, Fanny Bornedal, Ask Truelsen og Karoline Hamm i ‘Equinox’. (Foto: Tine Harden/Netflix)

Fanny Leander Bornedal blev født 24. juli 2000. Forældrene blev skilt, da hun var spæd, så barndommen udspillede sig skiftevis i morens hus i Gentofte og farens hus i Hellerup, hvor hun voksede op med to helsøskende, papforældre og mange nye pap- og halvsøskende. 

Hjemme hos moren Vicky blev Fanny og hendes papsøskende dagligt tvunget uden for i haven, skrigende og grædende i deres flyverdragter. 

»Vi ville bare ikke ud, men så gik der ikke så længe, så havde vi en fest sammen udenfor«.

Hos faren Ole i Hellerup var Fanny og storesøsteren Claudia altid meget kreative. De byggede dæmninger af stole og ting i stuen og legede bævere og puttede haler på numserne og drak mælk af en skål og legede, at de var katte, og at deres far var kattenes »tarvelige ejer«, som de skulle undgå. 

»Vi klædte os ud og gik ud ad døren og kom tilbage og ringede på, og så skulle min far åbne døren, og så stod vi og solgte en mælk, der var nogle måneder gammel eller et eller andet. Vi legede også læge og patient, og jeg skulle selvfølgelig altid være patient, fordi Claudia var den dominerende storesøster«.

Fanny parodierer søsteren med en ekstra skarp hæshed i stemmen, så hun lyder som musen Ingolf i Cirkeline: 

»Læg dig ned, du er patient – igen!«.

Fanny Leander Bornedal. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Uden nogen særlig grund nåede Fanny at gå på hele tre skoler som barn. Først Maglegårdsskolen i Hellerup, så Gentofte Skole, inden hun til sidst landede på Bernadotteskolen. 

Barndomshjemmet husker hun som rart og frit, og hun husker tydeligt familiens mange ferier, bakkerne i Skagen og siv og sommerhusduft. Familien beskriver hun som meget følsom. En gruppe sårbare og store personligheder, som minder om hinanden, men som samtidig er meget forskellige. 

»Jeg synes altid, det er interessant, når vi er sammen, for der er altid noget at snakke om, som ikke bare er: ‘Hvad har du lavet i dag?’ Vi kan også skændes meget, og det kan godt blive for ophedet, men i sidste ende har min familie altid været der meget for mig. Især i kriser har jeg en familie, som vil gøre alt for at være der igennem det«. 

Find på fem bandeord

Med skolegang på Bernadotteskolen og Ole Bornedal som far tænker man med det samme kreativ klasse med rødvin og Politiken på bordet og kulturpersonligheder som en del af omgangskredsen: Var det sådan en barndom?
»Det var det da helt sikkert. Jeg tror måske også, at mit forhold til kendisser, eller det at blive kendt, ikke er det samme som for andre, hvor det måske er en større ting, hvis man kender nogle kendte eller bliver genkendt. Jeg har nok lidt en anden opfattelse, når jeg i hele min barndom har set min fars kendisvenner komme ind ad døren. Der er folk, som har været tætte på mig hele mit liv, som det ville være helt vildt for andre at møde«. 

Hvordan har det været at vokse op med en filminstruktør som far?
»Jeg har aldrig tænkt over, at han var det, for han har jo bare været far for mig. Det eneste, jeg husker som anderledes, var, at jeg i en tidlig alder prøvede at stå på en rød løber og smile til en premiere.

Selvfølgelig havde jeg en far, som havde travlt en gang imellem og tog til udlandet og var væk, men det er der jo også fædre og mødre i andre brancher, der gør. Og så var han selvfølgelig også med til at kickstarte mit liv som skuespiller ved at have mig med i en af sine film, da jeg var syv år gammel«. 

Fanny debuterede i rollen som pigen Clara i 2007 i farens film ‘Kærlighed på film’. Et par år efter fulgte rollen som Viola i Ole Bornedals næste film ‘Fri os fra det onde’. Dengang var hun bare et barn, som tog med sin far på arbejde, og som »sikkert var sindssygt uprofessionel«. 

Fanny Bornedal i ‘Fri os fra det onde’.

»Jeg syntes, det var mega sjovt. Jeg kan tydeligt huske den scene, jeg har på bagsædet af bilen i ‘Kærlighed på film’, hvor min far sagde til mig, at jeg skulle finde på fem bandeord om bilen, så mens jeg sad og talte på fingrene, sagde jeg: ‘Lortepisseskidefuckingpikkebil’. Men det var nok først, da jeg spillede med i ‘1864’ som 11-12-årig, at det gik op for mig, at jeg godt kunne lide at spille skuespil. Der spillede jeg virkelig en karakter som den bramfrie lystfulde Inge, og det var også første gang, jeg skulle lære lange replikker«. 

Klassisk misundelse

I skolen var Fanny altid enten en af de mest populære eller totalt outsider. Hun havde egentlig sikret sig en plads på det populære hold, som alle gerne vil være på i den alder, men fra det ene sekund til det andet oplevede hun, at vennerne vendte hende ryggen. Hvorfor ved hun ikke. 

»Du må simpelthen spørge dem«, siger hun.

»Jeg har været et barn, som var meget ked af at gå i skole rigtigt ofte, og jeg er blevet meget svigtet allerede fra 4. klasse af meget tætte venner. Den dag i dag kan jeg stadig se tilbage på 4. klasse og tænke: Hvorfor var det egentlig, det lige pludselig skete? Trods mine ubehagelige oplevelser med at være udstødt synes jeg, det har gavnet mig og modnet mig i en alder af 20. Jeg ved allerede nu, hvor min grænse går, og hvad jeg vil give til andre i forhold til, hvad jeg får igen«. 

Tror du, det kan have noget at gøre med, at du var den kendte filminstruktørs datter, som spillede med i film?
»Det kan godt være, det har haft noget med det at gøre. Der var en veninde, som satte sig ned og undskyldte over for mig i 9. klasse og sagde, at hun simpelthen ikke vidste, hvorfor det havde været på den måde, men at en del af det nok handlede om, at jeg havde fundet mig selv på et andet plan, end hvad hun og de andre havde på daværende tidspunkt, og det var svært at kapere i vennegruppen, at jeg allerede havde mit eget«.

Klassisk misundelse?
»Ja, det var det sgu nok«.

Hovedrollen som tvillingesøsteren Anna i julekalenderen ‘Den anden verden’ husker Fanny som noget »kæmpestort«. Så stort, at folk stadig genkender hende for den rolle i dag. Dengang blev følgerne pludselig flere og flere på Instagram, men opmærksomheden var ikke noget, hun lagde meget i eller tænkte vanvittigt meget over. Optagelserne til julekalenderen var derimod en »vild proces«, som bestod af 80 dages hårdt arbejde, fortæller hun.

Fanny Bornedal og Caroline Vedel i ‘Den anden verden’.

»Jeg gik i 9. klasse og mistede stort set alle mine venner, fordi jeg skulle lave den julekalender, så der var en del ofringer, hvad det angår. Jeg fik min første halvkæreste, og der skete så meget lige der, kan jeg bare huske, så det har givet mig en lille smule stress på sjælen«.

Men det var ikke noget, som afskrækkede dig fra at fortsætte i branchen?
»Nej, for det handlede også om alt det, der foregik privat. Man er i gang med noget arbejdsmæssigt, som er så fysisk og psykisk hårdt på nogle planer, og samtidig skal man balancere en 9. klasse og en eksamen og tage sig af venner, som af en eller anden grund ikke bryder sig om en længere, og tage sig af en ny kæreste, hvor der også er problemer«.

Hun fumler ved sin ørering og gør et mislykket forsøg på at proppe kæden ind i øret.

»Det var helt vildt sjovt og en kæmpe oplevelse, men det var simpelthen også noget af det hårdeste, jeg nogensinde har været igennem. Jeg stod så tidligt op under indspilningerne, at det har givet mig en angst for ikke at vågne, når jeg skal nå noget, og den har været der, siden jeg var 15 år, selv når jeg ikke har noget job«. 

Det er vel også et stort ansvar at få som 15-årig at være centrum for en stor produktion?
»Ja, og samtidig har jeg altid været et stædigt barn. Med årene har jeg heldigvis lært at styre min stædighed, men dengang var jeg meget stædig og nægtede at få hjælp af nogen til at vågne og huske ting. Jeg skulle bare gøre det hele selv. Der fandt jeg så ud af, at jeg nok skulle have haft lidt hjælp«. 

Et stort ansvar

Da det sidste afsnit af julekalenderen gled hen over skærmen i julen 2016, ventede et halvt år som gymnasieelev, inden Fanny droppede ud. Festerne muntrede hun sig egentlig meget fint med. Det var bare ikke lige hende at gå i skole på daværende tidspunkt. 

I den efterfølgende periode stod alt »totalt stille« i hendes liv uden hverken arbejde eller venner at se til. Efter at have været en del af filmbranchen siden barnsben ringede telefonen pludselig ikke længere. I starten skræmte uvisheden hende og plagede hende »alt for meget« med tanker som ‘hvad skal min plan B være?’ og ‘er jeg god nok til det, for der er jo så mange andre om buddet?’. 

»Men hver gang jeg har ringet til min far og sagt: ‘Jeg får aldrig noget igen’, har han altid sagt: ‘Hvis man er dygtig og har talent for det, man gør, så bliver man ikke glemt’. Men så flyttede jeg hjemmefra og begyndte at leve af det, så nu hviler jeg lidt mere i det, hvis der går noget tid mellem opgaverne«. 

Hvad synes du, er det mest udfordrende og dragende ved filmbranchen?
»Det meste ved branchen er jo fantastisk og grunden til, at jeg har lyst til at være i den. Det er hele sammenholdet og venskaberne, og at alle for det meste er så ambitiøse og passionerede på hver deres post. Selvfølgelig er der nogle ting ved branchen, som også lige nu er i gang med at blive diskuteret og revet op i«.

Iris Mealor Olsen og Fanny Bornedal i ‘Broen’.

Sådan noget som metoo for eksempel?
»Ja, der er jo alle mulige ting, som man kan diskutere, så branchen kan blive det bedste, sunde sted for især meget unge mennesker. Jeg har arbejdet i branchen som meget, meget ung, og det er fandeme vigtigt, at vi passer på de nye unge skuespillere og tager dem i hånden, for det er et hårdt felt at blive proppet ind i, når man er så ung. Man er konstant på, og det er et stort ansvar for en 14-årig hovedrolle. Tit er der også travlt. Der findes desværre flere historier om nogen, der er blevet lidt svigtet, fordi det også er et professionelt arbejde, som skal køre«.

Hvad er det, du godt kan lide ved skuespillet?
»Det sjove ved arbejdet er at hoppe over i en anden karakter og sige: Nu lægger jeg alt mit eget på hylden. Der er så nogle gange, hvor det er helt vildt svært at lægge sit eget på hylden, og der kan det også være rigtigt hårdt at spille skuespil og skulle præstere som en anden, når man måske egentlig bare lige skulle være sig selv«. 

Jeg har læst et sted, at du bruger dig selv meget som skuespiller?
»Ja, man må godt bruge gamle følelser for at komme ind i de følelser, man skal spille, men det kan blive svært at lægge fra sig, hvis man presser sig selv for hårdt til at blive i karakteren. Jeg kan godt lide at græde rigtigt, men man behøver jo ikke at græde rigtigt. Der er mange dygtige skuespillere, som smører ting under øjnene, som får dem til at græde. Der har jeg måske ikke altid helt kendt min egen grænse. Men sådan er man nok også især som ung skuespiller, hvor man vil give alt, hvad man har«. 

At trække på egne erfaringer

Fanny er ikke bleg for at erkende, at det sikkert har været nemmere for hende end for andre at lande sin første rolle og få en fod ind i branchen, men: 

»Noget, som folk skal forstå, er, at det simpelthen bare er en myte, det der med at man får roller af andre, fordi ens far er noget. Det ville være for useriøst af branchen, for når andre laver film, skal de jo vælge den, de synes er bedst og dygtigst til den rolle, instruktøren ser for sig. De ville jo ikke gå ind og ødelægge deres egen film for at have en amatør med, bare fordi hun var datter af en eller anden«.

Faktisk skænker hun aldrig de mennesker en tanke, som måtte klandre hende og hendes far for nepotisme. 

»Så må der sidde en eller anden ogginok og sige: ‘Hun har kun fået rollen, fordi hendes far er Ole Bornedal’, og så må den person have lov til at være en ogginok«.

Med større roller i blandt andet ‘Broen’ og ‘Journal 64’ har Fanny de senere år fået mulighed for at bevise sit værd som seriøs ungdomsskuespiller. Hun er ofte blevet castet til roller, som på den ene eller anden måde er udstødt af fællesskabet. Med sine egne oplevelser som udstødt i rygsækken er det intet under, at hun kan spejle sig i lige præcis den type roller.

Fanny Leander Bornedal og Elliott Crosset Hove i ‘Journal 64’.

»Jeg tror bestemt ikke, det er dårligt at gå igennem svære perioder. Ikke fordi man skal have en eller anden forfærdelig historie for at kunne være skuespiller, men jeg tror, det kan gavne en, jo flere erfaringer man har i livet med hjertesorg og med at blive udstødt og mobbet og alle de ting, som gør ondt. Jeg tror i hvert fald, det har gavnet mig som skuespiller, fordi jeg føler, jeg har nemt ved at komme ind i de følelser og mærke dem«. 

Som 20-årig har Fanny allerede opnået en af de største danske anerkendelser som skuespiller. I 2019 blev hun nomineret til en Robert for rollen som den ængstelige og traumatiserede Nete i ‘Journal 64’, der tvangsanbringes på kvindehjemmet på Sprogø. Næste år indtager hun de danske biografer som hovedrollen Teresa i Ole Bornedals autentiske Anden Verdenskrigsdrama ‘Skyggen i mit øje’ om briternes tragiske fejlbombning af Den Franske Skole under besættelsen.

»Det har været en af de fedeste film, jeg har fået lov til at lave. Det har jeg virkelig nydt og været glad for. Det er en helt anden karakter at skulle sætte sig ind i«, konstaterer Fanny. 

»Det er jo lidt en dyster historie, og Teresa er en ung fortabt nonne, som på grund af krigen ikke kan finde gud. Hun kan ikke forstå, at gud kan eksistere, når der sker så modbydelige ting, for så ville gud bare stoppe det. Det var en kæmpe udfordring, men mit samarbejde med Ole var helt vildt fantastisk. Det var meget fokuseret på skuespillet, og vi brugte lang tid på at tale det hele igennem, inden vi gik i gang, og lavede også om undervejs, hvis det føltes forkert. Det var ikke bare en film, som skulle laves, men en følelse af som skuespiller reelt at være kunstnerisk med sig selv og andre«. 

Hvad skulle jeg ikke have sagt?

Hvordan er det at have sin egen far som instruktør?
»Det er faktisk ikke særlig mærkeligt. På en eller anden måde er det nemmere nogle gange, fordi jeg kan være lidt mere ærlig over for ham. Jeg kalder ham far på settet, men det er også professionelt, så det er ikke noget med, at han pussenusser om mig, når vi er i gang. Han kan godt råbe ad mig, hvis jeg ikke gør det ordentligt, og det er fint nok. Jeg synes, min far er en af de bedste instruktører, og det siger jeg ikke bare, fordi han er min far. Han er sindssygt ambitiøs og passioneret omkring det, han laver, og han er intelligent og har en kæmpe kreativ sjæl. Han er en meget poetisk instruktør, men altid så man virkelig forstår, hvad han gerne vil have«.

Hvad tror du selv, du kan som skuespiller?
»Mine venner ville nok beskrive mig som én, der er meget mig selv og ligeglad med, hvad andre tænker. Men der er mange tilfælde, hvor jeg alligevel bare er 20 år og mega usikker på, hvad andre tænker om mig. Så selv når jeg skal lave et langt interview som det her, sidder jeg og tænker: Hvad har jeg sagt, som jeg ikke skulle have sagt? Har jeg sagt noget, hvor jeg lyder lidt for selvglad? Det er et af mine problemer, som måske er meget godt at have med sig, når det går godt, så man ikke får for meget storhedsvanvid, men det er måske også en brist hos mig, at jeg ikke bare kan sige: Jeg er pissegod«. 

Fanny Bornedal. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

For to år siden søgte Fanny ind på Scenekunstskolen, men uden held. Hun har endnu ikke opgivet tanken om at søge ind igen. Det skal bare lige føles rigtigt, og hun skal være klar til at tilsidesætte nogle ting.

Uddannelsen trækker i hende, fordi den er en adgangsbillet til teaterscenen, som hun godt kunne tænke sig at betræde mere i fremtiden. Da Fanny spillede Nora i den danske teaterversion af ‘Skam’ på Aveny T, oplevede hun, hvor anderledes det er at stå foran et levende publikum, og hvordan teatret giver mulighed for at eksperimentere med materialet og genopdage det hver eneste aften. 

En eller anden dag kunne hun godt tænke sig at lave noget i udlandet. Det har altid været en drøm for hende. Og så får hun nok også lyst til selv at instruere en dag, forudser hun. Ellers ved hun ikke, hvad der skal ske. Egentlig håber hun bare, at hun kan blive ved med at leve af skuespillet, og at hun fortsætter med at udvikle sig som menneske.

»Jeg er meget reflekterende, og det kan også nå til et punkt, hvor jeg bliver for reflekterende, så jeg bliver for usikker på mig selv både i mit arbejde og i mit personlige liv. Jeg vil gerne arbejde på ikke at banke mig selv så meget i hovedet, som jeg kan komme til nogle gange«. 

Når ‘Skyggen i mit øje’ får premiere til næste år med dig i hovedrollen, hvad vil du så gerne sige én gang for alle til dem, der måtte tænke: Nå ja, men hun hedder jo også Bornedal til efternavn?
»Ja«. 

Fanny svarer sukkende med et ugideligt blik i de blå øjne og holder en pause.

»Fanny Leander Bornedal. Det er mit navn«, fortsætter hun så.

»Det er godt spottet, ogginok«.

’Equinox’ får premiere 30. december på Netflix. ’Skyggen i mit øje’ får biografpremiere næste år.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af