’Flush’: Hovedpersonen er for pres i TV 2 Plays badeværelsesserie
Serieskaber og skuespiller Mindy Kaling har sagt, at hun gav sin hovedperson i komedieserien ‘The Mindy Project’ jobbet som fødselslæge, fordi det sympatiske, livbringende erhverv gav karakteren så meget goodwill, at det kompenserede for hendes narcissistiske og umoralske personlighed.
Jeg ved ikke, om instruktør Anna Nørskov er gået efter samme taktik, da hun gjorde sin kvindelige hovedperson, Wilma (Nathalie Albrecht), til jordemor i parforholdswebserien ‘Flush’ på TV 2 Play. Men det virker ikke. Wilma er så ekstremt irriterende og egoistisk, at hun kunne redde børn ud af syriske fangelejre og stadig fremstå usympatisk. Især i starten af serien er det svært at forstå, hvad den søde Carl (Victor Dilling) vil med den fulde rappenskralde, der helt umotiveret står og råber ad ham ude på herretoilettet.
Måske vil nogle mene, at hendes aggressive fremfærd og commitment issues er forfriskende hos en kvindelig karakter, og serien gør da også et prisværdigt forsøg på at bytte om på de stereotype kønsroller ved at lade kvinden være den, der bare vil have sex, og manden den, der vil have et forhold. Jeg synes dog mest, hun er pres, når hun slutter deres første nat sammen med ordene »tak for pik«, nægter at se problemet i at møde op hos ham med et sugemærke, fordi de jo ikke har aftalt at være kærester, eller overhovedet ikke interesserer sig for, hvad han arbejder med eller drømmer om. Et kvindeligt røvhul er efterhånden lige så meget en kliché som et mandligt.
Seriens gimmick er – i stil med den svensk-finske ’Badeværelsesliv’ – at alle de cirka fem minutter lange scener foregår på et badeværelse: Carl og Wilma mødes første gang, da han hjælper sin fødende søster på toilettet på fødegangen, hvor Wilma arbejder. Siden ser vi blandt andet deres spirende forhold udspille sig på førnævnte herretoilet, hjemme på Carls badeværelse og i omklædningsrummet på hans arbejde.
Ideen er sjov, men nogle scener fungerer bedre end andre. Det virker forceret, når Carl og Wilma har alle deres alvorlige samtaler, mens hun ligger på hans badeværelsesgulvet eller i hans tomme badekar – altså så gå dog ind i stuen! – men mere realistisk, når de tager en snak under fire øjne på toilettet på en bytur, eller når Wilma hjælper sin mor med at lægge fliser i brusenichen. Generelt synes jeg dog ikke, at serien er god nok til at forløse den påståede intimitet, som badeværelsesrummet giver.
Sidstnævnte afsnit (afsnit 7) er faktisk min favorit og var et vendepunkt for mig i forhold til min velvillighed over for serien. Dels fordi altid skønne og deadpan-sjove Mia Lyhne spiller moren, dels fordi moren prikker til Wilmas facade, så hun viser en mere sårbar side. De har en god mor-datter-dynamik, når de diskuterer de praktiske udfordring i gør-det-selv-projektet, samtidig med at moren spørger ind til forholdet til Carl og meget moragtigt minder hende om, at hun jo bare kan få et barn med donorsæd, og gerne snart inden hendes æg dør ud. Ja tak, mor.
Men rådet sætter sig faktisk i Wilma, der i næste fine afsnit blotter sig over for Carl, der til gengæld spiller kostbar efter deres seneste skænderi om hendes manglende indsats i deres forhold – indtil de bliver afbrudt af Carls sludrevorne kollega, spillet af en ret sjov Jesper Ole Feit Andersen, som også er skøn som Tobias i ’29’.
Normalt elsker jeg korte afsnit – vi drukner jo alle i indhold i disse dage – men her føles afsnittene faktisk for korte. Der er ikke tid, og ej heller præcision, nok til at komme ind på livet af karaktererne, og serien kommer til at føles overfladisk. De nye navne Nathalie Albrecht og Victor Dilling gør det begge udmærket og har fin kemi, men de har ikke meget at arbejde med.
For at serien skulle føles vedkommende, ville jeg først og fremmest gerne vide mere om, hvorfor Wilma har sat alle de følelsesmæssige vægge op. Jeg ville også gerne se nogle andre sider af Carl, der strengt taget kun reagerer på Wilmas opførsel, men ikke har en egen udvikling. Som sagt bliver serien dog bedre ved afsnit 7, så forhåbentlig når den af løfte sig i de sidste afsnit.
Kort sagt:
Parforholdsserie fra badeværelset har gode momenter, men lider af en overfladisk karaktertegning, lidt for kort spilletid og en enormt irriterende hovedperson.
Anmeldt på baggrund af de ni første afsnit.