’It’s a Sin’: Britisk tv-konges serie om livet i en aids-tid er fuld af død, men samtidig livsbekræftende
Den walisiske manuskriptforfatter og serieskaber Russell T. Davies har ført institutionen ’Doctor Who’ op i det nye årtusinde. Han har med ’Years and Years’ vist os et dystopisk sneak-peak af en nær fremtid præget af Trumpism. Med miniserien ’It’s a Sin’ tager Davies os med tilbage til en tilsvarende kritisk og udsat tid blandt homoseksuelle under 80’ernes eskalerende aids-epidemi.
Russell T. Davies, der selv er homoseksuel, har med alle sine serier været bannerfører for nuancerede (re)præsentationer af homoseksuelles livsverden og decideret banebrydende med den britiske ’Queer as Folk’. Alligevel går han med ’It’s a Sin’ et personligt spadestik dybere i en livfuld og ligefrem hyldest til de mange venner og bekendtskaber, hvis smertefulde døde blev fortiet i deres samtid.
’It’s a Sin’ pumper i gang som en parafrase over Bronski Beats homo-hymne ’Smalltown Boy’. Purunge Ritchie (Olly Alexander fra synth-pop-gruppen Years & Years) har i 1981 travlt med at komme væk fra den kommunefarvede forstadstilværelse og de konservative værdier hos familien på øen Isle of Wight. Crossdressende Roscoe (Omari Douglas) med den nigerianske afstamning flygter fra homouddrivende familieinterventioner. Som i Bronski Beats ikoniske musikvideo findes frisindet og frelsen i London.
I London skaber Ritchie og Roscoe deres egen hedonistiske hybel ’The Pink Palace’ sammen med Ash (Nathaniel Curtis), Ritchies veninde Jill (Lydia West, genganger fra ’Years and Years’) og den anderledes uskyldigt tilbageholdende sydwaliser Collin (Collin Morris-Jones).
Til tonerne af tidens disco- og synth-klassikere (titlen er jo selv taget fra et Pet Shop Boys-hit) får vi serveret brusende montager og drivende kamerature af ubekymret knalderi til højre og venstre med især Ritchie i centrum. Ritchie dropper jurastudiet til fordel for drama, og scenen er på mange måder sat for den fuldstændige frigørelse hos kollektivets beboere. Men da hovedkaraktererne i slutningen af første afsnit beskriver deres drømme fem-ti år frem i tiden, tegnes historiens tragiske snit samtidig op.
Parallelt med sexudfoldelserne bliver vi gennem Collins chef og mentor ind i livet som homoseksuel, Henry (Neil Patrick Harris i en rystende god birolle), introduceret for symptomerne på og den korte proces fra den uhyggeligt dødelige sygdom, som den unge gruppe snart skal få tæt ind på livet. En efterfølgende glitterfyldt montage med Ritchies ironiserende afvisning af datidens mange teorier om en sygdom, der kun skulle ramme homoseksuelle, er en stærk inddragelse fra Davies side, fordi den, som han selv siger, bunder i reelle observanser hos flere i homomiljøet, som var længe om at indse situationens alvor.
Seriens mange tidsspring har den lidt negative effekt, at særligt Ritchie, Roscoe og Ash i seriens energiske første halvdel meget forbliver ansigter og kroppe i ekstase. Blide Collins spor er her mere overraskende og rørende. Til gengæld gør strækningen i år fra 1981 til ’91, at vi følger udviklingen fra samfundets og lægevidenskabens store uvidenhed og dertilhørende skamløse stigmatisering af homoseksuelle og narkomaner som samfundstrusler til lyset fra den første godkendte medicinering mod aids.
Halvvejs finder serien et mere koncentreret leje, da festen aftager for samtlige deltagere. Davies manuskript rummer lange scener af sorg og gru med skæbner, som enten bliver gemt væk hjemme hos mor eller falmer i isoleret stilhed.
Men manuskriptet mister heldigvis aldrig færden af håb i Jills informationssøgen og udbredelse om sygdommen og hendes store omsorg for de forpinte venner – Lydia West er seriens skuespilmæssige anker – eller i det grundlæggende sammenhold, der ligeledes gjorde ’Years and Years’ til at holde ud. Der er megen død, men mindst lige så meget liv i seriens vibrerende tidsgengivelse.
Fremfor alt bliver ’It’s a Sin’ i fremstillingen af datidens samfundsfrygt og udskamning via sproglige sygdomsnavne som GRID (Gay-related-immune-deficiency) og »gay cancer« forbavsende tankevækkende set med nutidens corona-formede linser. Du får ganske enkelt et andet perspektiv på afstand, smittekæder og konsekvenserne af miskommunikation.
Og når nu du er i gang, så søg endelig videre til den mere metaforisk højstemte (og stjernebesatte) bearbejdning af hiv/aids i 80’ernes New York i miniserien ’Angels in America’ og til det uafrystelige franske hovedværk ’120 slag i minuttet’ om den altafgørende systematiske aktivisme for statslig stillingtagen, som vi kort oplever i ’It’s a Sin’.
Men start med ’It’s a Sin’ for at blive klogere på epidemien, der til dags dato har taget omkring 35 millioner liv – og på det uhyrlige faktum, at alverdens såkaldte globaliserede samfund i mange år gjorde homoseksuelle til den store prygelknabe for epidemiens eksistens.
Kort sagt:
Den dygtige serieskaber Russell T. Davies har med sit tilbageblik på en homoseksuel vennegruppe i aids-epidemiens epicentrum i 80’erne skabt sin mest personlige fortælling dato, som samtidig er så livsbekræftende og perspektivfyldt, at de fleste vil få noget ud af den i dag.
Anmeldt på baggrund af hele serien.