‘Corpus Christi’: En kommende Bond-skurk er født i Oscar-nomineret polsk thriller
Bong Joon Hos ’Parasite’ tog verden med storm forrige år, og det var derfor ingen overraskelse, da den vandt en Oscar for bedste internationale film ved 2020-uddelingen – også selvom feltet var ekstremt stærkt med blandt andet spanske ’Smerte og ære’ og franske ’Les Misérables’. I årets felt var også den polske ’Corpus Christi’, der, i hvert fald herhjemme, er blevet grusomt overset, hvilket er en skam, for den er så absolut værd at se.
’Corpus Christi’ følger den religiøse Daniel (Bartosz Bielenia), der skal på prøveløsladelse fra et ungdomsfængsel. Han skal egentlig starte i lære på et savværk i udkanten af en lille by, men da han ankommer, tager han først til byens kirke for at bede. Ved at trække på sin erfaring som assistent for fængselspræsten, får han bildt de lokale ind, at han er omrejsende præst, og får lov at agere vikar for byens egen, der ligger dødeligt syg.
Opgaven viser sig dog hurtigt at være større end som så, da byen nogle måneder forinden blev ramt af en ulykke, der krævede adskillige menneskeliv og har sat dybe skår i det lille samfund.
Filmens største attraktion er hovedrolleindehaveren Bartosz Bielenia, der med sit betagende ansigt umærkeligt skifter mellem at være overbevisende som voldelig fængselsfange og hengivende præst. Intense præster har vi set en del af på film, fra Paul Dano i ’There Will Be Blood’ til Robert Pattinson i ’The Devil All the Time’, men Bielenia sætter sig i direkte modsætning til disse ved ikke at være larger than life og i stedet lægge vægt på empati og medmenneskelighed.
Her er ingen ekstremisme at finde, og det fremstår derfor troværdigt, at et lille samfund i krise lader sig forføre af den sympatiske unge mand. Bielenias intense øjne, kombineret med hans vekslen mellem charmerende og ækel, gør ham til oplagt materiale til en kommende Bond-skurk (hvis franchisen altså overlever).
På trods af filmens dramatiske tematikker udspiller den sig ofte mere som en thriller end et drama. For ulykken får det grimmeste frem i byens indbyggere, alt imens Daniels fortid i ungdomsfængslet begynder at spøge. En scene, hvor en af Daniels gamle fængselskammerater sætter sig i skriftestolen og konfronterer Daniel, er næsten ubærligt intens. Men faktisk fungerer filmen bedst i de mere afdæmpede, karakterdrevne øjeblikke. Især er Daniels forsøg på at komme ind på livet af en kvinde, hvis afdøde mand klandres for ulykken, både fintfølende og benhård i sin sorgskildring.
Og i en tid, hvor kritik af religion kan findes overalt, er det forfriskende med en film, der fremstiller kirkerummet og dets ritualer som et sted, hvor det er muligt at finde trøst.
Teknisk sidder hele filmen lige i skabet. Klipningen er stram, æstetikken er lækker, og der er knapt et gram overflødigt fedt på fortællingen. Instruktør JanKomasa er uden tvivl one to watch, for han har godt styr på sine virkemidler.
Trods alt mangler dog det sidste krydderi for at få filmen op i det luftlag, hvor ’Parasite’ findes. Lars von Trier er kendt for at sige, at en film bør være som en sten i skoen, og selvom det udsagn ikke nødvendigvis gælder alle film, er skosålen i ’Corpus Christi’ en tand for behagelig. Den er ført med så sikker hånd, at lidt vildskab ville klæde fortællingen.
I løbet af de sidste, voldsomme minutter når den akkurat at bide mere fra sig. Man ville blot ønske, at det skete tidligere.
Kort sagt:
’Corpus Christi’ bevæger sig fornemt mellem drama og thriller, men spiller sine kort en smule for sikkert til rigtigt at bide sig fast i hukommelsen.