Sådan står Oscar-kapløbet lige nu

Kan Netflix hive fire nomineringer for bedste film? Klarer Jared Leto virkelig skærene? Og hvad med Maria Bakalova fra ’Borat Subsequent Movie Film’? Vores Oscar-ekspert Mads Kjær Larsen tager temperaturen på årets Oscar-ræs, der er gået ind i en ny afgørende fase.
Sådan står Oscar-kapløbet lige nu
Sacha Baron Cohen i 'The Trial of Chicago Seven'. (Foto: Niko Tavernise/Netflix)
STREAMING TOGETHER

Årets Oscar-kapløb trådte ind i en ny fase med offentliggørelsen forleden af tre af de vigtigste forudgående prisnomineringer i form af Golden Globes, SAG (skuespillernes forbund) og Critics’ Choice Awards.

Vi mangler fortsat nomineringer fra særligt tre andre afgørende pejlemærker, nemlig PGA (producerforbundet), DGA (instruktørforbundet) og BAFTA (den britiske pendant til Akademiet). De tre organisationer fyrer en tretrinsraket af nomineringer af i dagene 8.-9. marts, og når det er sket, står vi for alvor med et mere tydeligt billede af, hvad der er op og ned i denne på alle måder usædvanlige awards-sæson.

Oscar-akademiets medlemmer skal afgive stemmer senest 10. marts, så de har altså mulighed for at tage bestik efter PGA, DGA og BAFTA. Men så skal man også have is i maven. Mon ikke de fleste Akademimedlemmer allerede har stemt, når PGA, DGA og BAFTA melder sig ind i nyhedsstrømmen? Hvis det er tilfældet, er det for så vidt kun glædeligt, for jo mindre de forskellige grupperinger skæver til hinanden, desto større er – må man formode – muligheden for små eller store overraskelser.

Her og nu kan vi dog passende tage temperaturen på kapløbet, eftersom der altså forestår en periode med dødvande, inden vi for alvor igen skal berede os på at goutere vigtig ny information i begyndelsen af marts.

Netflix-dominans

Pandemien har sine meget tydelige spor på en prissæson, der favoriserer streaminggiganter som Netflix i forhold til de store filmselskaber, hvis forretningsmodel jo fortsat hviler på muligheden for at trække masserne i biograferne.

Dermed også sagt, at pandemien har været med til at fremskynde et opgør med den gængse forretningsmodel og søsætte en ’fagre, nye verden’, hvor streaming er konge, og hvor også Akademimedlemmerne skal begynde at vænne sig til, at det er slut med at modtage traditionelle screeners på dvd eller Blu-ray. Fremtiden er ankommet med ekspresfart, om man bryder sig om det eller ej (hej, Christopher Nolan).

Årets Oscar-kapløb er således også domineret af streamingtitler, anderledes kan det næsten ikke være.

Netflix alene har positioneret sig med film som ’Da 5 Bloods’, ’Mank’, ’Ma Rainey’s Black Bottom’, ’The Trial of the Chicago 7’, ’Malcolm and Marie’ og ’Midnight Sky’. Det er ikke usandsynligt, at de fire førstnævnte alle presser sig ind i årets bedste film-kategori. For så vidt en imponerende bedrift.

Men måske også kendetegnende for, at Netflix i år har så mange heste at spille på – og samtidig har luret, at modstanderne er at ligne med en corona-patient i respirator – at man ikke rigtig kan beslutte sig for, hvilken hest der skal favoriseres. Er det bedst at satse på et bredt sortiment af mulige vinderkandidater, eller skal man satse hele butikken på én titel – og så risikere, at den snubler i opløbet?

Viola David i ‘Ma Rainey’s Black Bottom’.

Jeg tænker, at vi i de kommende uger vil se Netflix skrue indsatsen op for en film som ’The Trial of the Chicago 7’, der nok er den af selskabets titler, der har den bredeste appel og det mest umisforståelige (politisk korrekte) budskab. En indsats for Aaron Sorkins film i hovedkategorien udelukker ikke, at man samtidig går benhårdt kampagnemæssigt i sving på vegne af duoen Chadwick Boseman og Viola Davis – fra ’Ma Rainey’s Black Bottom’ – i hovedrollekategorierne.

At Netflix er en altdominerende faktor i årets kapløb, kræver det ikke en akademisk trænet hjerne at fastslå. Men en anden og sværere diskussion er det at tale kvalitet. Lider kvaliteten på årets kandidater under det begrænsede udbud af titler i spil? Kigger man på Metacritic-værdier, synes det ikke at være tilfældet. Årets 12 mest oplagte bedste film-kandidater kan mønstre en aggregatværdi på 81,9, hvilket faktisk er over gennemsnittet for et bedste film-felt i Oscar-regi (hvor gennemsnittet for nominerede titler i årene 1994-2019 lyder på 80,4).

Kan de smalle film klare cuttet?

Så kan man naturligvis spekulere i, hvorvidt kritikerne har været mere venlige over for film frigivet i et år, hvor enhver filmpremiere kan ses som en glædelig begivenhed, der kalder på en form for kollektiv begejstring over det mindste livstegn?

Jeg vil ikke undgå at bemærke, at jeg bestemt ikke har været imponeret over Netflix’ awards-rettede output i 2020. Hverken ’Da 5 Bloods’, ’Mank’ eller ’The Trial of the Chicago 7’ hører i mine øjne til i bare nærheden af toppen af henholdsvis Spike Lee, David Fincher eller Aaron Sorkins oeuvre. Ligeledes kunne jeg ikke undertrykke en betydelig irritation over ’Ma Rainey’s Black Bottom’, som end ikke på manuskriptplanet – hvilket må formodes at være en primær styrke for en film baseret på et teaterstykke – hævede sig op over det banale og fortærskede. Værst er dog dens hysterisk overgearede slutning, der måske giver mening på de skrå brædder, men som på fladskærmen bare giver anledning til hovedrysten.

Steven Yeun i ‘Minari’.

Det kan omvendt betyde, at virkelig kritikerroste titler (læs: indie-produktioner) som ’Nomadland’ og ’Minari’ er blevet desto mere fremhævet af de noget udsultede kritikere – og belønnet i forbindelse med de mange regionale og nationale kritikersammenslutningers fejringer henover december og januar.

Spørgsmålet er så, om det giver pote, når først de selvsamme (smalle) film skal møde et større publikum, herunder de 8.500 medlemmer i Akademiet? Der er nok en risiko for, at det kan føre et mindre backlash med sig, når og hvis det bredere publikum, der ser efter nogle lidt andre ting end kritikerne, vejer ind. Risikoen er, at det menige Akademimedlem tænker: ’Var det bare det?’.

’Nomadland’ er et lavmælt drama centreret om Frances McDormands vejrbidte ansigt. Kan dét ansigts indbyggede smerte og livserfaring slå et stort nok drama op i hjemmebiografen? Det bliver spændende at følge.

Men hvordan ligger landet så i de store kategorier?

BEDSTE FILM

Der er ganske give tale om, at årets felt i bedste film-kategorien er præget af en vis smalhals på grund af de mange udsatte premierer, der har kendetegnet filmåret 2020. Netflix er så godt som ene om at have oversvømmet markedet med indlysende awards-kandidater. Jeg skal ikke lægge hovedet på blokken, men mon film som ’News of the World’ og ’Da 5 Bloods’ havde været så stærkt inde i billedet til en bedste film-nominering i en ’normal’ årgang?

I skemaet nedenfor har jeg forsøgt at bibringe et overblik i forhold til hvilke film, der er bedst ’dækket ind’ (jævnfør antallet af krydser) ved at tage udgangspunkt i netop de tre prisgrupperinger, der omtaltes indledningsvist. Jeg tillægger her Critics’ Choice Awards ekstra vægt, fordi de i karakteren af de faktiske priser, der uddeles, ligner Oscar mest. SAG har jo kun fokus på skuespil, og Golden Globes mudrer billedet en kende med sin omdiskuterede drama/komedie-opdeling.

*’Minari’ var ikke valgbar til hovedkategorierne (film + instruktion) ved Golden Globes, da den er opstillet i kategorien for bedste fremmedsprogede film (det er en amerikansk produktion, men hovedparten af filmen er på koreansk)

Skemaet viser, at ’The Trial of the Chicago 7’ er den eneste film, der scorer rent efter alle parametre (ni ud af ni krydser). Men også ’Nomadland’, ’Mank’, ’One Night in Miami’, ’Promising Young Woman’ og ’Minari’ står stærkt i kampen om en bedste film-nominering. Da der i en typisk Oscar-årgang nomineres ni film i kategorien for bedste film, vil jeg godt vove den påstand, at de seks film er tæt på sikre kort i kategorien for bedste film – også i Oscar-sammenhæng.

BEDSTE INSTRUKTØR

Golden Globes viste progressive takter ved at nominere tre kvinder i instruktørkategorien. Følger Oscar mon efter? Her bliver det interessant at se, hvem DGA (instruktørernes eget brancheforbund) vælger, men indtil videre må vi nøjes med at forholde os til Golden Globes (GG) og Critics Choice (CC), og sidstnævnte nominerede for første gang i år mellem seks og otte i stedet for fem navne i de store kategorier, hvilket gør det sværere at regne ud, præcis hvem der har overtaget pt.

De tre GG-omfavnede kvinder – Emerald Fennell (’Promising Young Woman’), Chloé Zhao (’Nomadland’) og Regina King (’One Night in Miami’) – står med gode kort, men der er også en prominent mandlig instruktørlegende (Spike Lee, ’Da 5 Bloods’) og et spændende nyt navn (Lee Isaac Chung, ’Minari’), der presser sig på, så intet er sikkert.

Frances McDormand i ‘Nomadland’.

Umiddelbart vil jeg vurdere, at Zhao (der har støvsuget alle nævneværdige instruktørpriser i indeværende Awards Season), Sorkin og Fincher er de mest sikre kort, men netop instruktørgruppen i Akademiet (der står for at nominere de fem kandidater, som Akademiet som helhed skal vælge en vinder iblandt) har det med at hive overraskelser op af ærmet – og ofte overraskelser af en mere ’progressiv’ art. Det kan så både komme en kvinde (Fennell og/eller King), en sort (Lee) eller en relativt uprøvet asiatisk amerikaner (Chung) til gavn.

Skuespilkategorierne

Når det kommer til skuespillerpriserne, er Golden Globes, SAG og Critics’ Choice Awards bestemt tre afgørende forløberpriser, så her har vi en del relevant data af arbejde med. Hvis man som skuespiller scorer nomineringer fra alle tre prisgrupperinger, står man med rigtig gode chancer for også at snuppe en Oscar-nominering.

Hvert år er der som regel én skuespiller, der misser en Oscar-nominering, på trods af at han/hun har opnået alle forløbernomineringer, men chancen for at man er inde i Oscar-varmen med trioen af nomineringer på bagsmækken, er på den gode side af 90 procent. I år er billedet måske en kende mere mudret, fordi Critics’ Choice altså er gået over til at nominere mellem seks og otte frem for fem i hver kategori. Det gør den statistiske fejlmargin lidt større end vanligt.

En overraskelse i en eller flere af skuespillerkategorierne betyder omvendt et snub af en forhåndsfavorit: Leonardo DiCaprio for ’The Departed’, Tom Hanks for ’Captain Phillips’, Jake Gyllenhaal for ’Nightcrawler’, Amy Adams for ’Arrival’ og, så sent som sidste år, Jennifer Lopez for ’Hustlers’, er alle eksempler på stjerner, der havde GG-SAG-CC-trioen i skabet, men som alligevel blev frosset ude af Akademiet.

Kunsten er at regne ud, hvem der ikke klarer skærene trods gode odds – og hvem der kæmper sig frem i forreste geled trods (relativt) dårlige odds. Til gruppen af sidstnævnte kan man nævne Marina De Tavira for bedste kvindelige birolle i 2018, en nominering selv ikke de mest passionerede ’Roma’-fans havde set komme. Man kan også pege på William Hurt for ’A History of Violence’ (2005), Maggie Gyllenhaal for ’Crazy Heart’ (2009) og Jacki Weaver for ’Silver Linings Playbook’ (2014) – alle for birolle.

Lad os se på de fire kategorier:

BEDSTE MANDLIGE HOVEDROLLE:

Boseman, Oldman, Ahmed og Hopkins synes sikre på grund af de tre forløbernomineringer. Det efterlader en enkelt åben plads, som Steven Yeun er favorit til, men som Delroy Lindo måske kan snuppe, hvis vi skæver til de forholdsvis mange kritikerpriser, han har vundet i sæsonens løb.

Det overraskede de fleste kommentatorer, at både GG og SAG så bort fra Lindo. Yeun har den fordel, at ’Minari’ synes at have etableret sig højt oppe i favoritfeltet for bedste film. Hvis han opnår en nominering, vil det vidne om, at ’Minari’ er stærkt kørende i forhold til at opnå stemmer højt oppe på stemmesedlen også i hovedkategorien. Yeuns præstation hører til de mere underspillede i kategorien, hvilket som regel er en ulempe, med mindre man som skuespiller rider med på den bølge, en populær film kan skabe på tværs af kategorierne.

Er der muligheder for et snub her? Hmm. Måske. Jeg vil vurdere, at Gary Oldman er den mest sårbare af de fire ’sikre kort’. Hvor Boseman, Ahmed og Hopkins har opnået så godt som universel ros for deres præstationer, har ’Mank’ og Oldman (og den måske lidt tvivlsomme casting af 63-årige Oldman til rollen som den over 20 år yngre Hermann J. Mankiewicz) fået flere knubbede ord med på vejen. Men Oldman – en tidligere Oscar-vinder –  i en David Fincher-film om cremen af ’Old Hollywood’? Det ligner altså en Oscar-nominering.

Jeg kan dog sagtens forestille mig en situation, hvor både Lindo og Yeun scorer flere stemmer end Oldman. Hvor meget passion er der for Oldman og for ’Mank’, når det kommer til stykket? Det er et af sæsonens åbne spørgsmålstegn.

BEDSTE KVINDELIGE HOVEDROLLE:

Davis, McDormand, Mulligan og Kirby har alle fire scoret ’trioen’. I et lidt tyndt felt må Zendaya, Day og Oscar-kæledæggen Amy Adams formodes at skulle kæmpe om den sidste plads. At Adams opnåede en SAG-nominering for den kritikernedsablede ’Hillbilly Elegy’ kan overraske, men omvendt er det en slags rolle, der typisk resulterer i netop SAG-nomineringer, da medlemmer af SAG generelt vurderet er mere ’usnobbede’ i deres præferencer sammenlignet med Oscar.

Kirby er uden tvivl den mest usikre af de fire ’sikre’. Davis, McDormand og Mulligan er ikke alene større stjerner end Kirby, de repræsenterer også tre film, der alle ligger lunt i svinget i forhold til at opnå en bedste film-nominering, og hvis generelle popularitet dermed i højere grad vil smitte af på deres stemmetal, end tilfældet er med Kirby og ’Pieces of a Woman’.

Kirby er dog et stjerneskud – der også har markeret sig i ’The Crown’ (hvor hun spillede den unge prinsesse Margaret) – der i store dele af sæsonen har været ført frem i branchemagasiner og blogs som en fremtrædende kandidat. Anmelderne har også været begejstrede – mere for hende end for filmen som helhed. Det sidste kan vise sig at være et problem, men nok mest i sæsonens anden fase (når de fem nominerede skal munde ud i én vinder).

BEDSTE MANDLIGE BIROLLE:

Nu bliver det straks lidt sværere. Kaluuya, Odom, Jr. og Cohen har opnået ’trioen’. Er de tre så sikre? Jeg tror det, ja.

Jared Leto har opnået både GG og SAG, der bestemt også er en kombination, der lover godt med henblik på Oscar, men jeg tillader mig at tvivle på Leto, hvis rolle i den kritikernedsablede ’The Little Things’ mest har karakter af den form for ekstreme method actor-gimmicks, Leto har en forkærlighed for. Han er – like it or not – en scenestjæler, og det responderede både GG og SAG positivt på, til de flestes udprægede overraskelse. Jeg kan sagtens forestille mig, at Akademiet anser Leto – og ikke mindst filmen – for ikke nær Oscar-prestigemættet nok. Det er set mange gange før.

Hvis Leto ryger ud, giver det plads til ikke alene Chadwick Boseman (der dermed kan opnå en af de relativt sjældne dobbeltnomineringer for både birolle og hovedrolle i samme årgang), men sandsynligvis også kritikerfavoritten Paul Raci (’Sound of Metal’), der måske ikke var berømt nok til at opnå opmærksomhed fra GG og SAG, men som jeg til gengæld tror er en type præstation i en type film, som Akademiet er mere prædisponeret for at omfavne.

Det kritikerroste har bedre kår hos Akademiet end hos starfuckerne i GG og den mere, hvordan skal vi formulere det…, socioøkonomisk jævnemedlemsskare i SAG (SAG består af et hav af levebrødsskuespillere med lave indkomster, hvor Akademiets skuespillerkontingent i langt højere grad udgøres af hovedrige A-listers).

BEDSTE KVINDELIGE BIROLLE:

*Golden Globes nominerede Bakalova for hovedrolle – ikke for birolle!

Og den sværeste skuespillerkategori til sidst: Bakalova, Colman og Close er på papiret så godt som sikre. Seyfried, Zengel og Yuh-Jung må formentlig kæmpe om de sidste to pladser.

Mange blev overrasket over, at Close scorede hos både GG og SAG for sin rolle som rapkæftet white-trash-mormor i ’Hillbilly Elegy’, en film, der har scoret dårlige anmeldelser fra så godt som alle toneangivende kritikere i den engelsksprogede verden.

Betyder det, at Close er sårbar? Det kan ikke udelukkes. Til gengæld har hun en stærk vinderchance, hvis hun bliver nomineret. En nominering for ’Hillbilly Elegy’ vil være lig karrierens ottende nominering. Peter O’Toole blev nomineret otte gange uden at vinde en Oscar, så Close kan ikke føle sig sikker på noget. Og så er der jo den pikante omstændighed, at hun – ligesom da hun overraskende tabte for bedste hovedrolle for to sæsoner siden – igen er oppe imod overmåde vellidte Olivia Colman! Et forhold, som nok skal kaste en del forhåndsomtale af sig hele vejen hen til Oscar Night.

Netop Colman er den eneste, som jeg vil vurdere er helt sikker på en nominering. Bakalova burde være sikker, men jeg forholder mig afventende til Akademiets omfavnelse af en film som ’Borat Subsequent Moviefilm’. Jeg vil simpelthen se det, før jeg tror på det. Derudover er der også mulighed for kategoriforvirring, al den stund at GG placerede Bakalova som hovedrolle (i en komedie/musical).

Yuh-Jung repræsenterer en film (’Minari’), der står stærkt i bedste film-feltet. Jeg tror, hun klarer skærene – trods indlysende mangel på star power (noget der ikke overraskende kostede hende dyrt i Golden Globes-sammenhæng). Yuh-jungs rolle er på mange måder som skåret til Oscar-anerkendelse, ikke mindst i forhold til den karakterudvikling, hendes rolle gennemgår i løbet af filmen. Vi både griner og græder med figuren.

Seyfried – manges forhåndsfavorit til Oscaren – missede meget overraskende hos SAG. Det tror jeg er en vigtig markering af, at ’Mank’ ikke er helt så populær hos større prisgrupperinger (hvortil Akademiet med sine godt 8500 medlemmer mås siges at henregne), som mange måske tager/tog for givet. Regina King vandt en Oscar for ’If Beale Street Could Talk’ for et par sæsoner siden uden en korresponderende SAG-nominering. Det var et særsyn. Jeg tror, Seyfried skal være glad, hvis ’bare’ hun bliver nomineret.

Helena Zengel kunne være denne sæsons svar på Hailee Steinfeld, der også brød igennem i en meget ung alder i en western (’True Grit’, 2010) og som også var parret med en højt dekoreret mandlig veteran (Jeff Bridges i Steinfelds tilfælde, Tom Hans i Zengels). At Zengel har hentet både GG og SAG stiller hende stærkt, og hun spiller med i en film, der står med udmærkede kort på hånden i forhold til at hente nomineringer i en god håndfuld kategorier. Hun er bestemt et farligt wildcard.

Det samme er superveteranen Ellen Burstyn, der godt nok blev snydt for GG og SAG, men som utvivlsomt har en høj stjerne hos Akademiet (Burstyn vandt en Oscar for ’Alice Doesn’t Live Here Anymore’ i 1974). Sidst Akademiet havde en chance for at nominere Burstyn, var det for ’Requiem for a Dream’ i 2000. I den sæson opnåede hun dog både GG og SAG som optakt til Oscar-nomineringen. I år skal hun klare sig uden.

Den kvindelige birollekategori er i det hele taget tætpakket i år. Uanset hvordan man vender og drejer kategorien, sidder man med seks oplagte nominerede. Og der er altså kun fem pladser.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af