’Black Narcissus’: Hvad skal vi med danskers serieudgave af overrumplende filmklassiker?
Da Disney+ lancerede underbrandet Star, var det med lovning om endnu mere indhold til det modne publikum. Det skal jeg lige love for, de lever op til med premieren på BBC- og FX-miniserien ’Black Narcissus’, som bygger på Rumor Goddens roman af samme navn. En bog, der tidligere blev filmatiseret på fornemste vis af den britiske instruktørduo Michael Powell og Emeric Pressburger i 1947.
Bag den nye udgave står danske Charlotte Bruus Christensen, og allerede fra de første minutter står det klart, at hun og manuskriptforfatter Amanda Coe læner sig meget op ad den klassiske film. Det er af den grund svært ikke at have Powell og Pressburgers mesterværk rumsterende i baghovedet undervejs.
På godt og ondt, men desværre nok mest det sidste.
Ligesom filmen udspiller serieudgaven af ’Black Narcissus’ sig i Britisk Indien i 1934. Her er en gruppe nonner anført af den unge og selvsikre Søster Clodagh (Gemma Arterton) blevet inviteret til Mopu-paladset i Himalayabjergene for at etablere en missionsskole. Ved deres ankomst bliver de modtaget af den vejrbidte englænder Mr. Dean (Alessandro Nivola), der agerer agent for den indiske general, der tilskyndede nonnernes visit. En general, hvis far tidligere brugte paladset til noget så ukristeligt som opholdssted for sit harem. Den ateistiske krigsveteran Mr. Dean har dog ikke meget til overs for deres kristne mission og er derfor ikke bleg for at fortælle dem, at de er dømt til at mislykkes. Og alt tyder på, han får ret.
’Black Narcissus’ kredser om emnerne religion, seksualitet og kultursammenstød – og i særdeleshed hvad der sker, når disse elementer bliver mixet sammen med den tynde bjergluft. Det varer derfor ikke længe, før virkningerne kommer til udtryk, da de gudsfrygtlige nonners indkapslede lyster langsomt, men sikkert bluser op i mødet med den billedskønne natur, paladsets erotiske udsmykning og den virile Mr. Dean.
Selvom miniserien følger filmens plot stort set slavisk, giver de sammenlagt tre timers spilletid naturligt langt mere plads til, at karakterne kan folde sig ud. Man tager sig dog hurtigt i at spørge, om man overhovedet har brug for at vide mere om disse i forvejen ret arketypiske karakterer?
Mest interessant er måden, hvorpå nonnerne tackler deres indbyrdes undertrykte seksualitet. Hvad enten det er med en ustoppelig trang til at plante blomster i stedet for livsnødvendige grønsager eller som i den yngste Søster Ruths tilfælde (spillet af den talentfulde Aisling Franciosi, som brillerede i ’The Nightingale’), der som en ustyrlig vildkat til sidst overlader sig til sanserne og slipper begæret fri. Kendere af filmudgaven vil især huske den for Kathleen Byrons ikoniske portræt af netop den karakter, og det er således store sko, Franciosi skal udfylde, men det lykkedes faktisk langt hen ad vejen. Godt hjulpet på vej af hendes hånlige latter, spydige kommentarer og ikke mindst hendes lumske blikke mod Alessandro Nivolas Mr. Dean.
Filmfotografen Charlotte Bruus Christensen har med ’Black Narcissus’ ikke alene sin debut som instruktør, men også med tv-formatet. Hun har tidligere fotograferet blandt andet ’Jagten’ og ’A Quiet Place’, og man mærker med det samme, at det er en billedvant instruktør, der står bag kameraet. Hvor Powell og Pressburger alene gjorde brug af studieoptagelser og store oliemalede landskabsmalerier i Technicolor, er store dele af serien optaget on location i Nepal, hvilket danner rammer for en masse gudesmukke landskabsbilleder.
Det betyder desværre også, at serien ikke rummer samme transcenderende, gådefulde atmosfære og eksorbitante farver, der i filmudgaven forførte ikke bare nonnerne, men også os tilskuere. Alt fremstår langt mere jordnært og konventionelt. Til gengæld forsøger fortællingen halvhjertet at mystificere historien om søstrenes gentændte lidenskab ved mere åbenlyst at lege med idéen om, at paladset er hjemsøgt af en afdød prinsesse. Det medvirker i sidste ende kun til at gøre det hele endnu mere rutinepræget – og en smule kedeligt.
Da Powell og Pressburgers film havde premiere i 1947, var det blot måneder før, Storbritannien trak sig som kolonimagt fra den Indiske halvø. Historien om nonnernes forsøg på at sprede kristendommen og den vestlige kultur til de indfødte blev i sin tid tolket som et billede på utilstrækkelighederne ved det britiske kolonistyre og som en kritik af den moraliserende og hæmmende kristendom.
Det er bare svært at finde ud af, hvad Christensen og co. helt præcis vil sige med denne nye udgave, udover blot at gentage noget, der både var mere aktuelt og fængslende for 70 år siden.
Kort sagt:
Selvom miniserieudgaven af ’Black Narcissus’ er kompetent udført, fremstår den dog desværre mest af alt overflødig, når man sammenligner med Powell og Pressburgers overrumplende mesterværk.
Anmeldt på baggrund af hele serien.