Scarlett Johansson om at tiltrække kontrovers: »Jeg har gjort det til en karriere«

Scarlett Johansson om at tiltrække kontrovers: »Jeg har gjort det til en karriere«
Scarlett Johansson. (Foto: Amy Sussman/Getty Images)

Scarlett Johansson er ikke uvant med at tiltrække kontrovers. Det indrømmer hun i et nyt interview med det britiske magasin The Gentlewoman, hvor skuespilleren udtaler, at hun har »gjort det til en karriere« at tiltrække kontrovers.

Johansson blev eksempelvis anklaget for whitewashing, da hun indtog hovedrollen i den amerikanske genindspilning af anime-klassikeren ‘Ghost in the Shell‘. Nogle år senere mødte hun massiv kritik, da hun skulle spille transkønnet i filmen ‘Rub & Tug’, som hun senere forlod. Og i 2019 forsvarede hun Woody Allen og insisterede på, at hun fortsat vil arbejde sammen med ham.

»Jeg kommer altid til at have en holdning til ting, for sådan er jeg bare som person«, siger Johansson til Gentlewoman. Hun erkender dog, at hun ikke altid har sagt de rigtige ting offentligt:

»Alle har svært ved at indrømme, når de tager fejl omkring noget. Og når fejlene så kommer ud offentligt, kan det være pinligt. Når man får oplevelsen af: ‘Wow, jeg tog virkelig fejl og så slet ikke det store billede. Jeg var meget ubetænksom’. Jeg er også en person«.

Hun fortæller, at hun har lært at veje sine ord og anerkende, »hvornår det er ens tur til at tale«, når hun udtaler sig offentligt: »Jeg kan være reaktiv og utålmodig. Det går ikke godt sammen med selvbevidsthed«.

Johansson mener dog ikke, at det er hendes forpligtelse at have de rigtige holdninger:

»Jeg mener ikke, at skuespillere er forpligtede til at have en offentlig rolle i samfundet. Nogle mennesker vil gerne, men tanken om, at man er forpligtet til det, fordi man er i offentlighedens søgelys, er unfair. Man har ikke valgt at være politiker, men skuespiller. Ens job er at reflektere vores oplevelser for os selv, at være et spejl for publikum, så de kan have en empatisk oplevelse gennem kunst«, siger hun og fortsætter:

»Hvad end mine politiske overbevisninger er, så føler jeg mig mest succesfuld, når folk sidder i biografen eller derhjemme og forsvinder ind i en historie eller en præstation og ser dele af sig selv, eller er i stand til at finde ind til sig selv gennem oplevelsen«.

Johansson er aktuel til sommer, hvor hun endelig kan opleves i Marvel-braget ‘Black Widow’, der får premiere i biograferne og på HBO den 9. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af