’The Irregulars’: Netflix’ Sherlock Holmes-spinoff burde være smidt i pejsen
At skulle genopfinde den dybe tallerken er ikke en misundelsesværdig opgave. Men alligevel har forskellige folk forsøgt, med større og mindre succes, at upcycle Sherlock Holmes-universet en halv snes gange over det sidste årti. Senest med den Millie Bobby Brown-bårne spinoff Enola Holmes, som fik tre lunkne Sounvenue-stjerner i september.
En af litteraturhistoriens største karakterer er public domain, og nu kommer så endnu et forsøg på at udnytte den åbenbart lidt for oplagte mulighed. Men ærlig talt: Det er forbistret usympatisk at stemple en middelmådig historie med det gode Sherlock-navn. Og ’The Irregulars’ er så dovent skrevet, at det ikke ville overraske mig, hvis forfatterne havde fået deres Amazon Alexa til at gøre arbejdet for dem.
Vi er i det victorianske Londons slumkvarter, hvor vi følger vi de fire unge venner Bea, Jessie, Billy og Spike, der kæmper en brav kamp mod social darwinisme. Småkriminalitet og fight clubs er vejen frem, hvis de vil blive boende i deres (overraskende rummelige) kælder, men når Jessie begynder at få ildevarslende drømme og begive sig ud på livsfarlige spadsereture i søvne, strækker deres få midler ikke til at søge lægehjælp.
Heldigvis dukker den skumle Doctor Watson frem fra skyggerne og tilbyder Bea en pose penge, hvis hun vil hjælpe ham med at opklare et mysterium. Og som serien skrider frem, bliver de fire venner trukket længere og længere ned i Watsons dystre og okkulte verden – for ja, denne Sherlock Holmes-iteration er fyldt med monstre, trolddom og måske endda en portal eller to til andre verdener.
’The Irregulars’ føles lidt som den første skitse, der burde være blevet krøllet sammen og smidt i pejsen. Stort set alle afsnit har et eller flere elementer, der går op i limningen, hvis bare man sætter en enkelt hjernecelle på sagen. Som når nogle af vennerne ved hjælp af godt gammeldags detektivarbejde omsider finder frem til gerningsmanden og så pludselig, på forbløffende vis, får selskab af resten af gruppen, som om de lige havde sendt dem en geolocation over Messenger.
Serien hiver tilmed en håndfuld fuldkommen uigenkendelige Arthur Conan Doyle-karakterer ind i moradsen. John Watson er ubehagelig, Sherlock patetisk og Lestrade xenofobisk. Havde de alle sammen haft andre navne og ikke boet på den famøse 221b Baker Street-adresse, kunne jeg nok nøjes med at opsummere ’The Irregulars’ som pølsemandens ’Supernatural’ og komme videre med mit liv, syv-otte timer fattigere.
Men hvis man vil lege med litterære evergreens, må der medfølge et vist ansvar. Selvfølgelig må man tweake dem, så det føles nyt og friskt (Benedict Cumberbatch-udgaven ’Sherlock’ er et pragteksempel, mens også den svært undervurderede ’Penny Dreadful’ løftede en lignende opgave med æren i behold).
Men her er resultatet dilettantisk, at man har svært ved at forestille sig, at forfatterne overhovedet har læst Sherlock Holmes.
Kort sagt:
’The Irregulars’ er en lidt sjusket serie, som kun bliver gjort værre af, at den hiver det gode Sherlock Holmes-navn med sig ned i mudderet.