Ulrich Thomsen har instrueret en komedie om pølser: »Jeg skal hilse og sige, at det er meget nemmere at være skuespiller«

Ulrich Thomsen fortsætter sit eventyr bag kameraet med sin anden spillefilm som instruktør, den streamingaktuelle ’Gutterbee’: En grovkornet komedie om politik, raceforskelle, homofobi og først og fremmest pølser. Vi spurgte den danske stjerne, hvor i alverden man får sådan en idé fra.
Ulrich Thomsen har instrueret en komedie om pølser: »Jeg skal hilse og sige, at det er meget nemmere at være skuespiller«
Anthony Starr i 'Gutterbee'. (Foto: SF Studios)
STREAMING TOGETHER

Ulrich Thomsen er en af Danmarks mest eftertragtede leading men, og efter ’Vores mand i Amerika’ i 2020 kan han i år ses som den nye Carl Mørck i det ventede Afdeling Q-reboot ’Marco Effekten’.

Men sideløbende med skuespilkarrieren har danskeren også åbnet en ny dør i karrieren og trådt bag kameraet. Han debuterede som instruktør i 2016 med det eksperimenterende gangsterdrama ’In Embryo’, der blev vist på CPH PIX. Nu er Thomsen aktuel med sin anden spillefilm, ’Gutterbee’, der ligesom den første er engelsksproget og foregår i USA, men adskiller sig ved at været gennemsyret af kulsort humor.

Omdrejningspunktet i ’Gutterbee’ er denne gang ikke gangstere, men … pølser. Filmen foregår i en lille, rolig sydstatsflække, hvis fred og fordragelighed bliver forstyrret, da tyskeren Edward (Ewen Bremmer fra ’Trainspotting’) ankommer med en ambition om at starte verdens bedste pølsebiks.

Edward prøver begejstret at overtale beboerne med anekdoter om pølsens historie og allierer sig hurtigt med den entusiastiske Mike (Anthony Starr fra ’The Boys’ og ’Banshee’, som Ulrich Thomsen også havde en stor rolle i), der netop er blevet løsladt fra fængslet. Tanken om en pølsebiks huer dog ikke byens selvudnævnte leder, Jimmy Jerry Lee Jones Jr., der netop har jaget et asiatisk par ud af byen og generelt ser skævt til fremmede. Kampen om pølsebiksen bygger sig op til et kultursammenstød af dimensioner – komplet med homofobi, racisme og altså alskens slags pølser.

’Gutterbee’ skulle have haft biografpremiere tilbage i december, men det blev der sat en stopper for, da landet lukkede ned for anden gang, og nu får den i stedet streamingpremiere som købefilm fra 8. marts og lejefilm fra 22. marts.

Pølsetrivia

Da vi mødte Ulrich Thomsen på Christianshavn i december, kort inden filmens oprindelige premiere, var det dog ikke corona-pandemien, der var øverst på dagsordenen. Det var selvfølgelig pølser.

»Alt pølsetrivia i filmen er sandt«, fortæller Thomsen med slet skjult begejstring. »Jeg faldt over pølsens historie, da der blev skrevet om det i forbindelse med pølsevognens jubilæum i København. Pølsen var blevet forbudt og misforstået mange gange i løbet af historien. Man kunne blive kronraget og smidt ud af byen eller endda halshugget, hvis man blev taget med pølser. Så tænkte jeg, at det var en sjov historiemotor for en komedie, for intet har jo ændret sig de seneste 2000 år. Det er stadigvæk de samme fordomme og den samme idioti i forhold til mange af de ting, vi beskæftiger os med. Om det er Tyskland eller Ungarn, så har alle lande jo deres pølse, så jeg tænkte, at det var noget, folk kunne forholde sig til: pølser«.

Så du ser pølsen som et slags nationalt samlingspunkt?
»
Ja, altså du kender forventningen om grillpølsen, når man samler sig om en omgang barbecue. Man kan jo ikke skændes, når man står med en pølse i hånden. Eller når man har været i byen, og klokken er fem om morgenen, og man står i pølsevognen, der har man jo sit eget, særlige sprog«.

Ulrich Thomsen. (Foto: SF Studios)

Filmen havde sin festivalpremiere helt tilbage i efteråret 2019, og der er jo sket en del siden da, med covid-19, men i høj grad også det amerikanske præsidentvalg. Filmen er et blik på USA – ser du den på en anden måde nu, end du gjorde, da du lavede den? 
»Altså en lille djævel i mig kunne jo godt ønske sig, at Trump fik fire år mere, for det passer godt ned i den idioti og det politiske ansigt, som filmen viser, der er helt absurd. Måden, politik i USA bliver fremstillet på, er jo som en ’Saturday Night Live’-sketch«.

»Trump og Brexit er et udtryk for, at folk prøver at finde en identitet og at finde ud af, hvad vi er for nogle. Men når man kigger på verden, så går det ikke at isolere sig på den måde. Det gør, at man bliver angst. I filmens tilfælde er det udtrykt ved angsten for den tyske pølse. Satiren er så, at der faktisk ikke er noget mere amerikansk end den tyske pølse. Eller hamburgers og french fries for den sags skyld«.

»‘Gutterbee’ tager jo fat i alle de her fordomme om homoseksualitet, racisme og kirken. Man er nødt til at forstå, at det at være homoseksuel ikke er noget særligt, at racisme ikke duer, og at pølsen sgu er fredelig nok. Måske skulle man tro på pølsen, for den har jo bevist gennem mange år, at den kan samle folk. Det er folkets pølse«.

Tyske pølser ved Grædemuren

Var det specifikt valget af Trump, der gav dig idéen til filmen? 
»Nej, idéen var fra starten den fredfyldte pølse, der var misforstået. På et tidspunkt skulle filmen faktisk have foregået i Jerusalem. Jeg syntes, det ville være sjovt med en tysker, der planter en tysk pølsevogn foran Grædemuren. Specielt fordi tyskerne har et dårligt ry dernede på grund af jødeforfølgelsen. Manuskriptet blev endda udtaget ved det israelske filminstitut, men så skulle det skrives om efter deres ønsker, og så syntes jeg, humoren forsvandt«.

»Så jeg gik lidt i stå med det, og i mellemtiden lavede jeg den amerikanske serie ‘Banshee’, hvor Trump undervejs begyndte at melde sig. Så tænkte jeg: ’Okay, nu sker der igen noget, man kan bruge til noget’. Så jeg flyttede handlingen til USA og brugte lang tid på at dykke ned i materialet«.

»Jeg tænkte, at hvis man skal have en holdning til et andet land, så skal man i det mindste have sine facts i orden«.

‘Gutterbee’. (Foto: SF Studios)

Overvejede du på noget tidspunkt at placere handlingen i Danmark?
»Faktisk var den skrevet på dansk helt i starten, tilbage i 2009, før jeg overvejede Jerusalem. Men vi har jo ikke nogen problemer i Danmark. I hvert fald ikke dengang – i dag kunne man måske lave noget her«.

‘Gutterbee’ er din anden spillefilm som instruktør. Har processen været nemmere denne gang?
»Ja, lidt nemmere i forhold til første film, men det er stadigvæk det samme store arbejde med forberedelser og flere forberedelser. Men jeg har heller ikke gjort det nemt for mig selv ved at tage over til en lille bitte by, hvor ingen bor, i New Mexico, og hyre 50 mennesker, som man ikke aner, hvem er. Så skal man finde ud af, hvordan man skal optage filmen på et sted, man aldrig har været før, og hvor der er en masse infrastruktur, som ikke eksisterer, fordi man er så langt ude på landet«. 

»Men jeg havde selvfølgelig Anthony Dod Mantle (’Slumdog Millionaire’, ’Dogville’, med mange flere) som fotograf, som jeg kender fra gamle dage, og vi havde et godt team omkring ham. Men alligevel: Selvom man forbereder sig godt, er det svært«. 

»Det med forberedelsen har også fået mig til at forstå, hvorfor folk arbejder med de samme folk igen og igen. For så er der ikke noget tidsspilde i forhold til kemi, der pludselig er skæv, for det gider man simpelthen ikke, når man er på optagelse«.

Så du har ambitioner om at blive ved med at instruere?
»Jeg er allerede i gang med min tredje spillefilm. Den bliver med dansk tale, selvom det meste skal filmes i Italien. Så jeg har tænkt mig at blive ved med at instruere. Jeg skal dog hilse og sige, at det er meget nemmere at være skuespiller, for der kan du bare træde ind og ud af produktioner, der har været undervejs i fire-fem år. Men der er også en stor glæde ved at starte et manuskript med: ’Der var engang…’, og så ender man med et færdigt produkt nogle år senere«.

Manuskripter skides ikke bare ud

Du spillede selv med i din første film, ’In Embryo’, men er ikke med i ’Gutterbee’. Var det et bevidst valg fra starten?
»Ja, det var simpelthen for meget arbejde. Egentlig havde jeg tænkt, at jeg selv skulle spille sheriffen, men det er der to problemer i. For det første er hele idéen i filmen, at der er én fremmed i byen. Så går det ikke, at der også er en sherif, der har accent et eller andet sted fra. For det andet så er det bare for meget bøvl. Det er en relativt stor rolle, så det ville være halvdelen af tiden, hvor jeg også skulle stå foran kameraet. Havde det været én dag, eller hovedrollen, så havde det været til at forholde sig til. Men halvdelen af tiden… det var pisseirriterende. Ham, der fik rollen, Chance Kelly, er også væsentlig bedre, så det er fint«.

Du har arbejdet sammen med mange instruktører i løbet af din karriere som skuespiller. Er der nogen, hvis instruktion du har ladet dig inspirere af, når du selv styrer slagets gang? 
»Nej, ikke umiddelbart, men måske ubevist. Jeg er meget optaget af skuespillet, selvfølgelig, og karaktererne. Jeg ved, hvad jeg vil have, og hvis noget er forkert, så laver jeg det om. Det handler ikke om, at det er dårligt spillet, det er bare forkert«.

»Man skider jo ikke bare et manuskript ud om morgenen og filmer det dagen efter. Man har brugt mange timer, måneder, nogle gange år, på at skrive det manuskript, og så kommer der en skuespiller og siger: ’Det der forstår jeg ikke, kan jeg ikke sige sådan her i stedet for?’. Så siger jeg: ’Nej, hvis ikke du kan forstå det her, så skal du måske slet ikke lave det’. Medmindre man kender skuespilleren så godt, at man stoler på, at deres intuition vil bidrage med noget«. 

»Da jeg var yngre, tror jeg, at jeg var lidt egenrådig og lidt hovskisnovski med nogle ting, men nu kan jeg jo godt se, at det er dødirriterende, hvis den slags opstår. For en instruktør tager jo ikke med i sine forberedelser, at skuespillerne er nogle idioter«. 

’Gutterbee’ kan ses på Blockbuster, Viaplay og andre vod-tjenester fra 8. marts.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af