’Monster’: Nas og ASAP Rocky kan ikke redde aktuel Netflix-film

’Monster’: Nas og ASAP Rocky kan ikke redde aktuel Netflix-film
'Monster'. (Foto: David Giesbrecht/Netflix)

17-årige Steve Harmon (Kelvin Harrison Jr.) fra Harlem er bidt af at filme og fotografere, hans forældre er kultiverede, og han går på elitens skole inde i det centrale Manhattan.

Så hvorfor står denne collegeknægt in spe pludselig medanklaget for mord? En kioskejer er blevet skudt under et mislykket røveriforsøg. Var Steve involveret i at tippe røverne og drabsmændene om fri bane inden deres ugerning?

Det er det højdramatiske spørgsmål, som ’Monster’ endevender. Det foregår desværre alt for tandløst. Filmen er fra 2018, først nu når den bredt ud ved hjælp af Netflix. Og faktisk er fortællingen ældre endnu: ’Monster’ så først dagen lys som en young adult-roman i slutningen af 90’erne. Måske er det også derfor, at der er noget lidt forældet over skildringen af et Harlem, hvor jeg i hvert fald noterede få spor af gentrificering eller de nu til dags allestedsnærværende Starbucks. 

Filmen har ellers sin newyorker-cred på plads. En af New York Citys hiphopscenes stolteste sønner i 90’erne, Nas, er med og tilbyder opbyggelig visdom i enkelte fængselsscener. ’Purple Swag’-rapperen A$AP Rocky, hvis mor muligvis fortsat kalder ham Rakim Meyers, spiller sammen med John David Washington et par iskolde unge kriminelle (en mindre rolle for sidstnævnte før gennembruddet med ’Tenet’ og ’BlacKkKlansman’).

Begge af disse gangstas har mørkrandet karisma. Radha Blank, der brød igennem med en tour de force af rap, komedie og selvudlevering i ’Forty-Year-Old-Version’, har været med til at udforme manuskriptet.

Således har filmen referencerne på plads og stærke muskler linet op. Og den har et vigtigt ærinde i at påpege de gråzoner, et retssystem kan sidde overhørig, når det vil placere, skyld, medansvar og intentioner.

‘Monster’. (Foto: PR)

Men når man har fulgt dette retssagsmelodrama til ende, forstår man ikke rigtigt, hvorfor man har kigget med. De mange flashbacks har begrænset dramatisk effekt, da de bare bringer os mod et udfald, vi allerede kender. Det er først til allersidst, når dommen skal afsiges, at man som seer lige synker sit spyt en ekstra gang.

Hele vejen derhen er kedsommelig, by-the-numbers og fængselsscenerne dybt generiske. Instruktør Anthony Mandler er en højt anerkendt musikvideo- og reklamefilmsinstruktør og har blandt andet instrueret 15 af Rihannas musikvideoer. Her er også masser af modeblads-glat æstetik i flere af scenerne, hvor Steve filmer sin kæreste. Men som filminstruktør virker det, som om han ikke helt kan vælge retning og genre for sin debut.  

Retssalsscenerne har bestemt en vis styrke. ’Monster’ nikker mod den strukturelle racisme, der kun er nået endnu længere ud i dagens lys, siden både romanforlæg og film oprindeligt kom til verden. Det er en nem sag for anklageren at iscenesætte de unge sorte på anklagebænken som deciderede monsters.

Der er godt skuespil i retssalen og masser af muligheder for juristerne til at udbryde »objection, your honor!« Juryen med de skeptiske blikke får os til at frygte det værste udfald for vores unge helt.  Både den, naturligvis, usympatiske statsanklager (Paul Ben-Victor) og den afdæmpet omsorgsfulde beskikkede forsvarsadvokat (Jennifer Ehle) passer deres butik.

Det er også rart at se wacky Tim Blake Nelson i en straight rolle som mediefagslæreren, der bliver indkaldt som karaktervidne. Alligevel føles ’Monster’ anonym og når kun halvvejs frem – hvad enten det er som skildring af gaden uden nåde eller af det kølige retssystem.


Kort sagt:
’Monster’ føles for mild til rigtigt at kunne indskrive sig i rækken af ghetto-film. Selv for fans af retssalsdramaer vil den også føles i underkanten.

’Monster’. Spillefilm. Instruktør: Anthony Mandler. Medvirkende: Kelvin Harrison Jr., Jennifer Hudson, Rakim Mayers, John David Washington, Jeffrey Wright. Spilletid: 98 min. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af