‘The High Note’: Musikfilmens svar på en Joy Division-t-shirt fra Urban Outfitters

‘The High Note’: Musikfilmens svar på en Joy Division-t-shirt fra Urban Outfitters
'The High Note'. (Foto: PR)

»What really matters is what you like, not what you are like«.

Sådan formulerede den emoagtige plademand Rob fra ‘High Fidelity’ sig i sin tid semiudødeligt ind i mange fanhjerter med en noget misforstået opfattelse af, hvad der udgør den eneste ene.

Den pointe kunne jeg ikke lade være med at tænke på, da jeg så Nisha Ganatras (‘Late Night’) nye romcom/musikdrama ‘The High Note’.

For med sin historie om musikelsker og »omvandrende musikleksikon« Maggies kamp for at gå fra personlig assistent til producer for musiklegenden Grace Davis, vil den tydeligvis gerne lave et frisk kvindecentreret bud på film som ‘Almost Famous’ og ‘High Fidelity’, hvor fankærlighed og nørderi er centralt. Men selvom ‘The High Note’s forbilleder er favoritter, er den selv en fattig rodebutik af en film.

Dakota Johnson er i front som musiknørden Maggie. Filmen lader dog selv til at finde sin hovedkarakter så utroværdig, at den ikke lader et sekund passere, uden hun nævner sit eget forhold til specifikke musikere, indspilninger eller musik generelt.

Allerede i filmens anden scene bliver det slået fast, da hun går ned ad pladeselskabets gang og klasker sine overivrige fanfingre med luftkys på et indrammet billede af Aretha Franklin. Hvilket fik filmoplevelsens første fysiske facepalm-moment til at indtræffe alt for tidligt.

Hun forlader studiet, hvor hun i hemmelighed har produceret et mix af Grace Davis’ kommende live-album. For fuldt overbevist om sit enorme potentiale vil hun mere end at købe ekstravagante helsesnacks og pailletkjoler for chefen, der dog er mere interesseret i hendes praktiske ydelser end holdninger til hendes virke, som Davis ovenikøbet kæmper med at holde relevant som aldrende kunstner.

En usleben diamant falder dog ned i Maggies producerskød og sætter gang i drømmen. Mens hun køber L.A.-fancy ispinde til 75 dollars, falder hun nemlig i snak med David (Kelvin Harrison Jr.), en ung singer-songwriter, der indsmigrer sig med en hyldest til O.C-titelsangen ‘California’ sunget over supermarkedets appelsiner.

‘The High Note’. (Foto: PR)

En scene der var så hyperaktivt overskrevet, at jeg ikke engang som ‘The O.C.’-fanatiker kunne værdsætte det overdrevent urealistiske meet cute. Men det bliver selvfølgelig en stor udfordring for Maggie at jonglere Graces stjernenykker, mens hun udvikler det unge talent i studiet i smug.

Historien om den hårdtprøvede assistent vækker mindelser om ‘The Devil Wears Prada’. En film, der muligvis tegnede den kvindelige chef som en følelseskold dragekvinde, men af samme grund var spydigt underholdende. ‘The High Note’ har ingen decideret skurk eller helt, men vil gerne fortælle om nogle privilegiemæssige forhold i musikbranchen.

Som megastjerne er Grace Davis (Tracee Ellis Ross) nemlig ikke så meget urimelig, som mildt irriterende. Samtidig er hun nuanceret af sin fremskredne alder, sit køn og sin hudfarve i en branche, hvor hun efter et dårligt møde med pladeselskabet forklarer Maggie, at »Kun fem kvinder over 40 har haft hits på toppen af hitlisterne. Og kun en af dem var sort«.

Selvom intentionerne er fine, bliver det kedeligt, at filmen forklarer sine konflikter i stedet for at vise dem.

Samtidig er der mange ting, ‘The High Note’ ikke når, fordi den har så travlt med at overbevise os om, at Maggie er en sej musiktype. Selvom der undervejs kommer et par bisætninger om nogle musikalske familieforhold og et kompositionsstudie, skal vi det meste af filmen tro på, at hun er et producertalent, alene fordi hun elsker musik og har et lydredigeringsprogram på sin computer.

Det ene øjeblik fremstilles hun som producersvaret på Rain Man, da hun konstaterer, at trommen på Davids demobånd er for højt, og at en vinkælder ikke er ensbetydende med fed lyd. Det næste tager hun en akkord på klaveret som en nonne på en sømandspik.

Med Maggies utroværdige talent er det også svært at heppe på hendes indfrielse af drømmene. Generelt er det faktisk svært at heppe på noget som helst i filmen, da den på uforståelig vis prioriterer akavede scener og uforløste forsøg på komik over karaktertegning.

Glimt fra Grace Davis’ koncerter bejler til suset fra ‘A Star is Born’, men hun når aldrig at optræde længe nok til, at man tror på hende som artist. Samtidig prøver den musikalske forelskelse mellem Maggie og David at matche John Carneys musikforelskelse fra ‘Once’ og ‘Begin Again’. Filmens helt store problem er bare, at den mangler momenter, hvor den ellers meget omtalte kærlighed til musikken kan mærkes det mindste.

Ikke mindst fordi det originale sountrack er forglemmeligt. Det samme er skuespilpræstationerne, der med mixet af Dakota Johnson, Ice Cube som kynisk manager og cameos fra Eddie Izzard og Diplo er totalt uharmonisk. Kelvin Harrison Jr. har en smule karisma. ‘Blackish’-skuespilleren Tracee Ellis Ross gør, hvad hun kan for at levere komik, men er kun så sjov, som materialet tillader.

Og så sjovt er det bare ikke, at en fuld person råber sin tacobestilling fra bilen, selvom der ikke er drive-in.

‘The High Note’ lykkes hverken som sød romcom eller musikalsk feel-good-film.

I stedet er den et akavet sammensurium af papirstynd poppolitik, en forglemmelig historie og Dakota Johnson der namedropper musikhistoriske navne som en selvforblændet 1.g’er med musik på A-niveau til sin første fredagsbar.


Kort sagt:
Selvom den så gerne vil passe ind blandt andre film om musikelskere, føles ‘The High Note’ mere som en forloren fan, der har købt sin Joy Division T-shirt i Urban Outfitters og kun kender ‘Love Will Tear Us Apart’.

‘The High Note’. Spillefilm. Instruktør: Nisha Ganatra. Medvirkende: Dakota Johnson, Tracee Ellis Ross, Kelvin Harrison Jr., Ice Cube, Zoe Chao, June Diane Raphael. Spilletid: 113 min. Premiere: I biografen 12. maj.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af