‘Min bror, mit hjem’: En vigtig dansk dokumentar om et af tidens største politiske emner
Der bliver talt meget om asylansøgere. Politikere og meningsdannere diskuterer, hvordan vi skal begrænse antallet af dem, og de skælder ud på den besværlige proces, man skal igennem, for at få statsborgerskab. De politiske vinde skifter retning og blæser alle dem, der venter på opholdstilladelse, med sig. Imens er vi mange, der ved meget lidt om, hvordan uddelingen af danske pas faktisk foregår.
Den danske dokumentar ’Min bror, mit hjem’ følger brødrene Darmal og Popal, der begge er flygtet til Danmark fra Afghanistan. I deres hjemland blev familiemedlemmer slået ihjel, og som den ældste blev Popal tvunget i træningslejr hos Taliban. Han fik at vide, han skulle ende som selvmordsbomber. I stedet hoppede han ud ad toiletvinduet og flygtede ud af Afghanistan for at ende i Danmark som 15-årig og modtage asyl som uledsaget flygtningebarn.
Først nogle år senere kommer Darmal også til Danmark. Når vi møder brødrene, har han været i Danmark i et år, og ligesom sin storebror er han blevet taget ind af plejeforældrene Merete og Jarle, der begge arbejder som præster. I en af de første scener får han brev fra Udlændingestyrelsen om, at han ikke har fået asyl. Hans sidste mulighed for ikke at blive sendt tilbage til Afghanistan er at sende sagen til Flygtningenævnet.
Det gør han. Og så venter han. I månedsvis.
Brødrene forbereder Darmals sag med en advokat, de terper dansk, men det meste af tiden venter de bare, og deres tålmodighed presses til det yderste.
Instruktør Kathrine Ravn Kruse, der tidligere har lavet den personlige ’Mig og min far – hvem fanden gider klappe?’, tager os med ind i det limbo, asylansøgere befinder sig i, og den træge proces i det danske asylsystem. Vi ser, hvordan brødrenes traumer i samtale med en advokat omsættes til de koder, der er adgangsgivende i Flygtningenævnet – historierne skal udpensles og fortælles på en bestemt måde, før de er brugbare. Det er stærkt at se, når de deler deres livshistorier, ikke til en psykolog, men til en advokat, og ikke for at søge bedring, men for at de kan bruges juridisk.
Men dokumentaren handler først og fremmest om de to brødres udfordrede forhold. Det er tydeligt, at Popal er blevet meget voksen meget hurtigt, og at det provokerer hans lillebror at blive behandlet som et barn. Darmal er slet ikke færdig med at bearbejde det, han er flygtet fra. Mens de sidder og øver sig på dansklektier, bliver han opgivende. »Jeg vil ikke have hjælp«, siger han. »Det er opslidende for folk at hjælpe mig«.
De finder stor støtte hos plejeforældrene, men de danske fødselsdage, hvor de velsignes i Jesus’ navn og efterfølgende danser til afghansk musik, og de sekvenser, hvor Popal går gennem et dansk landskab og fortæller om sin fortid, er påmindelser om nogle ekstreme kontraster, ingen andre end dem selv helt kan forstå.
Det er ikke en prangende film, men en simpel og nøgtern fortalt historie. Med mellemrum fortæller en tekst os, hvor mange måneder der nu er gået siden Darmals første afslag. Undervejs tænkte jeg, om de scener, der giver et dybt indblik i brødrenes proces – for eksempel hos advokaten – kunne have fået mere plads.
Men det er også en styrke, at dokumentaren fokuserer på det mondæne i ventetiden. For det er i al den tid, hvor der intet sker, at Darmal og Popal er allermest presset.
Kort sagt:
’Min bror, mit hjem’ er en lille, men vigtig dokumentar om et af tidens største politiske emner.