Debuterende filmskaber om et af livets store spørgsmål: Hvorfor bliver vi så irriterede på vores forældre?

Instruktør Lisa Jespersen har skabt sin første spillefilm 'Hvor kragerne vender' med inspiration fra sin egen oplevelse med at flytte fra land til by og de konflikter og manglende tilhørsforhold, der kan opstå, når man vender hjem som en bedrevidende Erasmus Montanus. Med filmen ønsker instruktøren at bygge bro mellem land og by – og at få publikum til at grine undervejs.
Debuterende filmskaber om et af livets store spørgsmål: Hvorfor bliver vi så irriterede på vores forældre?
Instruktør Lisa Jespersen. (Foto: Dennis Morton)

Instruktør Lisa Jespersens debutfilm ‘Hvor kragerne vender’ handler om den unge forfatter Laura (Rosalinde Mynster), der tager en pause fra sit bohême-liv i København for at deltage i sin brors bryllup i sit barndomshjem på landet.

Situationen er opad bakke fra starten: Allerede på køreturen fra stationen begynder Laura og hendes mor (Bodil Jørgensen) at skændes om politik, og konflikten bliver kun værre, da Laura bekender sig som veganer ved middagsbordet og finder ud af, at ingen fra hendes familie har læst den roman, hun har skrevet om sin opvækst. Og ikke mindst, da hun opdager, at broren skal giftes med hendes barndoms store mobber.

33-årige Lisa Jespersen er vokset op på en gård i Karlslunde, syd for København, og filmen er inspireret af hendes egen oplevelse af at flytte til hovedstaden og hverken føle tilhørsforhold til land eller by.

»Min far er landmand, og jeg er vokset op i et hjem uden ret meget kulturel indflydelse. Som barn ville jeg gerne være landmand, men min far ville ikke rigtigt inddrage mig og for eksempel lære mig at køre traktor. Jeg tror ikke, han ville have, at jeg skulle gå i hans fodspor, fordi han kunne mærke, at jeg var gjort af et andet stof«, fortæller Lisa Jespersen, da vi mødes i hendes lejlighed på Østerbro.

»Som teenager mærkede jeg et behov for at komme ind til byen, og det var en kæmpe øjenåbner for mig at flytte til København som 19-20-årig og blive et ‘dannet ungt menneske’ og få venner, der var kunstnere og kreative. Samtidig følte jeg ikke helt, at jeg hørte til. Men jeg føler heller ikke, at jeg hører til, når jeg vender hjem«.

»Det var den mangel på et sted at høre til og et ønske om at forstå, hvor jeg kommer fra, der fik mig til at lave filmen. Det er dog vigtigt for mig at understrege, at filmen er fiktion og ikke en til en med mit eget liv. Jeg har stjålet mange ting fra virkeligheden, men mine forældre og vores relation er meget anderledes i virkeligheden, og Laura er meget mere afstandstagende til sin hjemstavn, end jeg selv er«.

Forstår smerten bag

I filmen siger Laura i et interview, at hun var nødt til at få sin historie om sit ophav ud af systemet i sin første bog, før hun kunne komme videre med at skrive noget andet. Havde du det også sådan?

»Jeg havde det sådan, at jeg gerne ville lave noget personligt i min første spillefilm, for med sin første spillefilm vil man gerne vise sig selv og det, man har på hjerte, så meget som muligt. Det, jeg havde mest på hjerte, var, at jeg har svært ved at forholde mig til, hvor jeg kommer fra, kontra hvor jeg er endt. Jeg var lidt nervøs for, om det ville blive navlepillende, men jeg har oplevet, at publikum virkelig har kunnet identificere sig med tematikken og karaktererne. Det er rart at vide, at jeg ikke er alene med de følelser«.

‘Hvor kragerne vender’.

Jeg følte sympati for Laura, fordi hun er blevet mobbet og ikke bliver lyttet til i familien, men hun er også vanvittigt selvoptaget. Hvordan har du arbejdet med at skabe en balance i hendes karakter?

»Det var faktisk lidt svært. Folk læste hende tit som usympatisk, og det gør det ikke nemmere, at jeg har castet en meget smuk skuespillerinde til rollen. Det kan være svært at forstå, hvordan en smuk ung kvinde kan have det svært. Derfor var det vigtigt for mig at arbejde med den smerte, der ligger i ikke at høre til der, hvor man kommer fra. En karakter kan sagtens være irriterende, hvis man forstår smerten bag«.

Københavnerne karikeres mest

Filmen fortæller en meget klassisk historie om en person, der vender hjem. Hvad kan den fortælling?

»Den findes jo helt tilbage til Erasmus Montanus, som flytter ind til byen og bliver lærd og vender hjem for at belære sin bondske familie om, hvordan verden i virkeligheden i hænger sammen. Det er en situation, mange kender til, for fleste mennesker flytter et andet sted hen for at tage en uddannelse eller et job. Det får dem til at se verden i et andet perspektiv, som de vil spejle i deres familie«.

»Jeg tror, at en af grundene til, at vi kan have det svært med familierelationer, er, at vi udvikler os forbi hinanden. Derfor er historien om at komme hjem en god måde at fortælle et familiedrama på. Det er en populær genre særligt i USA og Sverige, hvor der er store afstande. Men egentlig behøver afstanden ikke være geografisk – det handler i højere grad om en politisk og psykologisk forskellighed. Der er for eksempel kun en halv time til Karlslunde, men folk er bare lidt anderledes end i København«.

Hvordan anderledes?

»Det er en generalisering, men jeg oplever en identitetsforskel i forhold til, at der inde i byen er en større kultur for hele tiden at reflektere over sin egen situation og behov for at udtrykke, hvordan man har det, og hvad man synes om ting. Jo længere man kommer ud på landet, des mere føler jeg, at folk hviler i sig selv eller accepterer tingene, som de er«.

Hvad ville du gerne have folk til at tænke over i forhold til skellet mellem land og by?

»Jeg har ikke nogen pointe med, at det ene er bedre end det andet, men har egentlig bare forsøgt at skildre forskellene. Filmen er et forsøg på at bygge bro mellem de to steder, og jeg kunne godt tænke mig, at folk dømte hinanden en lille smule mindre, når de har set filmen. Der er så meget polarisering mellem land og by, også politisk. Det var faktisk også for at undgå at pege fingre ad jyderne og puste til fejden mellem Jylland og Sjælland, at filmen foregår et udefinerbart sted i provinsen«.

Thomas Hwan, Bodil Jørgensen, Rosalinde Mynster, Anne Sofie Wanstrup, Jens Jørn Spottag og Jesper Groth. (Foto: Jess Bang)

Men karikerer du ikke københavnerne ret meget?

»Jo, det gik op for mig undervejs, at jeg nok har lidt mere forståelse for landfolkene og gør mere grin med byen. Det er helt klart københavnerne, der kommer til at ryste mindre på hovedet ad dem fra landet end omvendt. Det er et ret karikeret billede af københavnere, men det er også bare, fordi det er sjovt. Jeg synes for eksempel, at ferniseringen er vildt sjov og måtte klippe mange scener ud, fordi den var for lang«.

Humor løsner op for følelserne

Ja, både ‘Hvor kragerne vender’ og din afgangsfilm ‘September’ har en let og humoristisk tone, samtidig med at de behandler alvorlige emner. Hvordan bruger du humor til at bringe eksistentielle temaer på banen?

»Jeg har svært ved at tage noget seriøst, hvis det bliver alt for prætentiøst. Humor er et godt greb til at fortælle om noget, der gør ondt. Hvis man får lov til at grine af noget, er det også nemmere at åbne sit hjerte, så man kan græde. Eksistentielle kriser kan være svære at lave film om, fordi de foregår oppe i hovedet og er meget talebaserede. Det bliver nemmere at holde ud at se, hvis man smider nogle jokes ind«.

»Det er også en fed udfordring at lave en sjov film, fordi det er så svært at balancere humor. Folk er meget uenige om, hvad der er sjovt, og jeg har oplevet, at nogle blandt publikum har været i tvivl om, hvorvidt de måtte grine af filmen i starten«.

»For eksempel i den første scene, hvor mor og datter sidder i bilen og kommer op og skændes over, hvorvidt unge mænd skal smides i fængsel. Den scene synes jeg selv er sjov, både samtalen i sig selv, men også det, at de ikke har set hinanden længe, og så går der halvandet minut, før de clasher så meget, at de bliver uvenner. Så ved man godt, at det bliver svært for Laura at være hjemme«.

Ja, og vi kender alle sammen det med at komme hjem og skændes med sin familie, fordi man straks går ind i de gamle dynamikker?

»Ja, man går tilbage i sin rolle. Der ligger et opgør, særligt når man går fra at være i 20’erne til 30’erne, hvor man får et behov for at blive taget alvorligt som et voksent menneske. Det er i høj grad det, Laura kæmper med. En af de måder, jeg har forsøgt at skabe sympati for hende, er netop at vise, hvordan ingen i hendes familie lytter til hende eller forstår hende. De har ikke engang læst hendes bog, hvilket hun selvfølgelig også bliver fornærmet over, selvom hun var bange for, at de ville blive sure«.

Irritationen kan koste dyrt

Hvorfor tror du, man bliver SÅ irriteret på sin mor?

´»Der er mystikken om pyramiderne, og så er der mystikken om, hvorfor man er irriteret på sine forældre …  Man kan blive irriteret over alle mulige ting ved sin mor, og man kan blive meget irriteret. Man taler også til sin mor eller datter på en måde, som man ikke ville tale til nogen andre mennesker i verden«.

»Man kan tænke, at irritation er en lille ting, men der er jo nogle mennesker, der vælger deres familie fra, fordi de bliver så irriterede, så det kan være ret alvorligt. Der ligger mange følelser i relationen til vores forældre, fordi man spejler sig i dem, men også skal give slip på relationen, når man bliver voksen. Man vokser ud af rollerne, men det kan være svært at lægge dem fra sig. I 30’erne begynder vi at indse, at der er nogle ting i vores identitet, vi ikke kan ændre, og meget af det kommer fra vores forældre. Derfor kan man føle en blanding af lyst til at straffe og acceptere dem«.

»Min mand siger hele tiden til mig, at jeg skal stoppe med at blive irriteret på mine forældre og give slip. Men jeg har heller ikke lyst til at give slip eller være ligeglad. Jeg tror, vi har et behov for at høre til hinanden, og at der opstår en sorg, når man ikke kan identificere sig med hinanden i familien længere«.

»Min næste film handler faktisk også meget om irritationen over éns mor. Det er en mor-datter-fortælling med Rosalinde Mynster og hendes mor Karen-Lise Mynster, der handler om sorg, men også er humoristisk. Det er mit forsøg på at skrue lidt op for følelserne og dramaet«.

’Hvor kragerne vender’ kan ses i biografen fra 22. juli.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af