Hersker ’Ringenes herre’ stadig over alle andre fantasyfilm 20 år efter premieren?

Nogle film opnår en så indgroet plads i populærkulturen, at man efterhånden kan komme til at glemme, hvordan de var som … film. I en sequel til vores sommerserie fra 2019 genbesøger vi en række filmiske milepæle fra nyere tid, og i dag skriver Jannie Dahl Astrup om Peter Jacksons ’Ringenes herre’ fra 2001.
Hersker ’Ringenes herre’ stadig over alle andre fantasyfilm 20 år efter premieren?
'Ringenes herre: Eventyret om ringen'. (Foto: PR)

SERIE: HOLDER DE I DAG? ’Ringenes herre’-manien ville ingen ende tage, da Peter Jacksons filmatisering af den eventyrlige bogtrilogi fik premiere til fabelagtige anmeldelser og overstrømmende fankærlighed for 20 år siden. Med genudgivelser af J.R.R. Tolkiens bøger, luksuriøse DVD-bokssæt, der satte nye standarder for ekstramateriale (RIP), locationrejser til nuttede ’Hobbiton’ i New Zealand, rollespils-opblomstring, merchandisekultur, Orlando Bloom fandom og glade dage ved biografernes billetluger, var et popkulturelt franchise-fænomen skråstreg monster skabt.

Ja, måske gjorde den det ligefrem helt okay og nærmest cool at være inkarneret nørd med hang til fantasy?  Diminutive Elijah Wood med de blå øjne, frodige, brune krøller og lodne hobbitfødder var i hvert fald let at sukke sødt over og drømme sig hen til en sval plads i Herredets skygge med. Og måske tage en lille lur. Det kan man i hvert fald godt have brug for efter de samfulde 2 timer og 58 minutter, som den korte (!) biografversion af ’Ringenes herre: Eventyret om ringen’ (2001), jeg netop har genset, klokker ind på.

Længden er faktisk det jeg husker bedst, når jeg graver tilbage i minderne fra mine oprindelige biografoplevelser med Peter Jacksons episke trilogi om hobbitten Frodo og det fællesskab, han sammen må rejse igennem ild og vand med for at destruere ondskaben inkarneret i en magisk guldring. Særligt husker jeg det som om, at den sidste film, ’Kongen vender tilbage’ (2003), bare aldrig ville slutte. Med en spilletid på rigeligt over 3 timer og slutning-på-slutning med genforeninger-galore i kitschet, blød belysning, har trilogiens sidste film i alt for mange år skæmmet mit forhold til den ret formidable eventyråbning, Jacksons første livtag med Tolkien faktisk er.

‘Ringenes herre: Eventyret om ringen’. (Foto: PR)

Den New Zealandske instruktør Peter Jackson havde optil da boltret sig lystigt og splattet i kult- og genreland. Fra debuten ’Bad Taste’ i 1987 over den tossede dukkesatire ’Meet the Feebles’ til splatterorgiet ’Braindead’ i 1992, var der intet der pegede i retning af, at Jackson skulle ende med at stå i spidsen for det nye årtusindes største og mest indflydelsesrige filmfranchise.

Mindre gore, men mindst lige så meget mørke finder vi dog i hans egentlige mesterværk: ’Heavenly Creatures’ fra 1994. En magisk-realistisk fortælling om tragisk kærlighed, mord og Hollywood-drømme med gennembrudsroller til både Kate Winslet og Melanie Lynskey. Den måde Jackson skaber et fuldfedt fantasirige her, peger klart og direkte mod det, der skal gøre ’Ringenes herre: Eventyret om ringen’ til så overbevisende en filmatisering af Tolkiens – i mange øjne – ellers ufilmatiserbare univers.

Uudslettelige filmlandskaber

20 år er lang tid i filmteknologiens udviklingshåndbog. Meget kan blive både grimt, grinagtigt og ufrivilligt komisk i løbet af bare to årtier eller mindre (ja, jeg kigger på dig, ’Hobbitten’). Men glædeligvis doserede Jackson og hans med sikkerhed gigantiske hold af SFX-folk trilogiens praktiske effekter og CGI-løsninger i et forhold, der stadig efterlader én imponeret og decideret overrumplet bortset fra enkelte fodfejl.

For det visuelle var og er stadig trumfkortet i ’Ringenes herre’. New Zealands overdådige natur iklædt alt fra hyggelig hobbit-landsbyidyl til Mordors klamme sumpundergrund, hvor orker fiskes op af en boblende ursuppe, skaber uudslettelige filmlandskaber. Måske har jeg bare ualmindelig meget rejsefeber efter halvandet år med restriktioner og generel hyttekuk på hjemmeadressen, men mit filmiske sofaeventyr i selskab med Frodo, Sam, Merry, Pippin, Gandalf, Boromir, Legolas, Gimli og Aragorn rundt i Midgårds afkroge føltes skønt saliggørende.

‘Ringenes herre: Eventyret om ringen’. (Foto: PR)

Det er her i trilogiens første film, at Tolkiens kæmpeunivers etableres og vækkes til live. Og dét i en sådan episk grad, at stort set samtlige andre fantasyfilm blegner. Både før og efter. ’Ringenes herre’ hersker stadig enevældigt på dén trone.

Jeg shipper Frodo og Sam

Mest old school Jackson’sk er måske de brølende og slimede orker, der under den fordærvede troldmand Sarumans ledelse jagter Frodo og fællesskabet. De er gruopvækkende klamme og ægte skræmmende i al deres gryntende og umættelige blodrus. Og så havde jeg helt glemt, hvor brutal og langt-fra-børnevenlig ’Ringenes herre’ egentlig er. Du ved, Viggo Mortensens konge-in-spe Aragorn, der først jager et sværd i benet på en kleppert af en ork, så igen i brystkassen, dernæst hugger armen af den for så at kløve hovedet af – clean cut – til sidst. Bare fordi budgettet og indsatsen er øget, fonægter de newzealandske splatter-rødder sig heldigvis ikke hos Jackson.

‘Ringenes herre: Eventyret om ringen’. (Foto: PR)

Modsat saftige ’Game of Thrones’ – nyere tids vel nok vildeste seriefænomen, der åbenlyst står på skuldrene af både Tolkien og Jackson – er ’Ringenes herre’ ellers en meget pæn og meget dydig filmoplevelse. Jovist udveksler Viggo Mortensens ridderlige Aragorn og Liv Tylers skønne Arwen længselsfulde blikke i en romantisk lysning i skoven, imens hun stryger ham blidt på kinden og ASMR-hvisker søde elverord. Men det er sådan cirka også så meget lyst, der er plads til i Jacksons til tider højtravende og helt igennem straight fortælling om det broderlige Ring-fællesskab på en mission.

Selv synes jeg ’Ringenes herre’ er så overdrevet nydelig og påfaldende usexet, at den ligefrem beder sin tilskuer om en mere subversiv læsning. Og intet er vel mere oplagt end at shippe Frodo og hans tro følgesvend Sam, der reelt udveksler langt flere varme, tilbedende blikke end Aragorn og Arwen. Måske endda Frodo og Sam ender med at få hinanden i total hobbitcore-lykke hjemme i Herredet? Jeg forestiller mig Sam passer haven i ro og mag, mens Frodo hygger med en bog i skyggen af et træ og de spiser sig parforholdsrunde i de traditionelle seks daglige hobbitmåltider.

Men først skal de lige klare skærene sammen, se ondskaben i øjnene og rede Midgård i tre episke filmkapitler – hvoraf åbningsfilmen uden sammenligning er den bedste og mest helstøbte.

SÅ… HOLDER DEN I DAG?

Ja da! Den første strabadserende ekstremvandretur i Herredet, Midgård og Mordor hører absolut til filmhistoriens største og flotteste fantasybedrifter. ’Ringenes herre: Eventyret om ringen’ er stadig »My precious«. Men også stadig lidt for lang og alt for pæn – men så kan man jo altid shippe Frodo og Sam.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af