’Hitman’s Wife’s Bodyguard’: Ryan Reynolds og Samuel L. Jackson har ingen kemi i unødvendig efterfølger
Ryan Reynolds og Samuel L. Jackson bragede sammen i den middelmådige ’The Hitman’s Bodyguard’, hvor de leverede nostalgisk buddy cop-action a la 80’er/90’erne.
Den slags film står typisk og falder med dens pingpong hovedrollerne imellem, men desværre havde de to stjerner ingen synderligt overbevisende kemi.
I ’Hitman’s Wife’s Bodyguard’ (den uinspirerede titel fik mig allerede inden filmen til at sukke dybt efter vejret) får Reynolds og Jackson en ny chance for at vise, at de fungerer sammen som the odd couple. Og igen leder man med lys og lygte efter kemien.
Alt andet mangler dog også: humor, sammenhængende plot, spænding.
Bodyguarden Michael Bryce (Reynolds) er med snusket skæg og triste øjne startet i terapi hos en psykolog, hvor han bliver opfordret til at droppe sit hverv som professionel beskytter for at få en pause for diverse blodsudgydelser og pistolviftende galninger.
Bryce bliver dog hurtigt revet ud af sin spirituelle helingsproces, da lejemorderen Darius Kincaids (Jackson) kone Sonia (Selma Hayek) har brug for hans hjælp til at befri sin elskede Darius, der holdes fanget af nogle forbrydere.
Men tingene stikker dybere end som så, og pludselig er trioen fanget i én stor uoverskuelig konspiration, der indebærer alt fra en supervirus, EU-politiske spændinger og en græsk rigmand. Og selvfølgelig er de eneste, der kan redde dagen (og Europa) vores tre uheldige helte.
Det er ikke kun Reynolds og Jacksons skyld, at deres forhold virker uinspireret, da forfattertrioen Tom O’Connor, Brandon Murphy og Phillip Murphy har givet dem noget af et bjerg og en torskedum dialog at bestige.
»I’m just protecting my ASSet«, udbryder Darius på et tidspunkt i filmen, der fokuserer kraftigt på Hayeks bagparti. Hver gang den forsøger at være sjov, kigger man i stedet mod biografens nødudgang.
Også de andre skuespillere falder igennem, fra 84-årige Morgan Freeman, der ligner ét stort spørgsmålstegn, til Antonio Banderas i en af karrierens værste roller.
Kun da Richard E. Grant kortvarigt dukker op som kokainglad CEO i festhumør, fik det mig til at klukke en smule.
Kort sagt:
En to timer lang charmeforladt og umådelig dårlig klippet actionfilm, som man har glemt i samme øjeblik, man rejser sig fra biografsædet – i mit tilfælde med en dundrende hovedpine.