10 film du skal streame på årets Odense International Film Festival – fra Cannes-hit til Oscar-vinder og Emma Sehested Høeg

I dag starter den årlige kortfilmfestival Odense International Film Festival, og i år behøver du ikke nødvendigvis være til stede på Fyn for at få del i herlighederne. Alle konkurrencefilmene kan nemlig streames på offstream.dk. Vi anbefaler 10 af de mest interessante.
10 film du skal streame på årets Odense International Film Festival – fra Cannes-hit til Oscar-vinder og Emma Sehested Høeg
Emma Sehested Høeg i 'Skifting'. (Foto: Super16)

‘Skifting’

Instruktøren Zinnini Elkington gjorde først opmærksom på sig selv med den punkede teenkomedie ’Regnbuepigerne’ i 2017.

Nu er hun uddannet fra Super16-uddannelsen, og i hendes afgangsfilm ’Skifting’ spiller Emma Sehested Høeg en ung førstegangsfødende mor, som tynges af forbudte følelser om sin graviditet – følelser, der forstærkes, da hun ser troldetræk hos den nyfødte.

Særligt skildringen af et fødselstraume er overbevisende, skrev vores anmelder tidligere på året.

‘Inherent’. (Foto: Sebastian Bjerregaard)

‘Inherent’

Nicolai G.H. Johansen er nyuddannet fra den alternative filmskole Super8 og fik i år en bragende start på karrieren, da hans horrorfilm ’Inherent’ var udtaget til Cannes-festivalens Critic’s Week-program. I filmen spiller Sandra Guldberg Kampp (’Kød og blod’) en ung pige, som i et hus langt ude på landet hjælper et mystisk væsen på loftet med at få stillet sin blodtørst.

I sin reportage fra Cannes sammenlignede Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen filmen med andre skandinaviske arthorrorfilm som ’Lad den rette komme ind’ og ’Når dyrene drømmer’.

Michael Fuhlendorff i ‘Fugleflugten’. (Foto: Odense International Film Festival)

‘Fugleflugten’

De fleste kender nok Joey Moe som r’n’b- og popmusikeren bag hits som ’Yo-Yo’, ’Jorden er giftig’ og ’Smukkest på en søndag’.

Men nu springer han ud som filmskaber. Joey Moe er blevet optaget på filmskolen Super8 og var instruktørassistent på filmen ’Buster Oregon Mortensen’, der havde premiere tidligere på året.

Nu debuterer han med sin første kortfilm, ’Fugleflugten’, der handler om hans barndomsven, den tidligere Bandidos-rocker Michael Fuhlendorff.

Barndomsvennen spiller selv hovedrollen i filmen, der skildrer, hvordan det er at møde verden igen, når man har siddet i fængsel det meste af sit liv. Fortællingen er baseret på de digte, som Michael Fuhlendorff begyndte at skrive, mens han var indsat. Handlingen udspiller sig, lige efter Michael er løsladt, hvor han konfronteres med folk, han har svigtet igennem tiden.

‘Deroute’.

‘Deroute’

Nadia Claudi er uddannet fra filmskolen 18Frames og leverer med afgangsfilmen ’Deroute’ en anden type fortælling fra MeToo-landskabet, hvor der er plads til divergerende følelser.

Filmen handler om en kvindelig folkeskolelærer, der bliver anklaget for at have forgrebet sig på en 16-årig kvindelig elev, og ikke mindst Özlem Saglanmak er suveræn i lærerrollen, skrev vores anmelder tidligere på året. Han gav den fem stjerner og betonede, at filmen »lykkes med at provokere og udfordre sit publikum uden at forfalde til lette svar«.

‘Young’. (Foto: PR.)

‘Young’

Instruktør Kristian Håskjold har lavet et ungdomsportræt, som på papiret kan lyde generisk med fortællingen om teenagepigen Pernille, som konfronteres med et rygte om, at hun har været sammen med fyren Anton.

Men filmen er både rå og sårbar, pointerede vores anmelder Rasmus Friis tidligere på året i sin anmeldelse til fem stjerner, hvor han skrev om hovedpersonen Pernille:

»Det er, som om hun bliver yngre og mere uerfaren for hver scene. Hun går fra at være den barske bølle, til at være den usikre teenager, til at være den lille datter i bilen, og tilsammen skaber situationerne et stærkt portræt af en teenagesjæl i turbulens«.

Foto: ‘Abyss of the Birds’ PR

‘Abyss of the Birds’

I et fremtids-Danmark spiller Fanny Louise Bernth (’Herrens veje’) Liva, frontkvinde i partiet Frihed og Ansvar som er ufravigelige abortmodstandere. Til en fest ender Liva med at have sex med en kollega og bliver gravid. Hun må nu tage sit værdisæt op til revision.

Instruktøren bag filmen er Jacob Krzysztof Glogowski, der er uddannet fra filmskolen Super16. Han har tidligere instrueret kortfilmene ’Den anden’ og ’Et tårn af to’.

Foto: PR

‘The Bath’

Anissa Daoud er den tunesisk-franske instruktør bag filmen om en lille familie bestående af mor, far og søn. Da moren skal på forretningsrejse i nogle dage, skal faren være alene med sin femårige søn for første gang.

Faren værdsætter muligheden for lidt mand-til-mand-samvær, men alenetiden blotter også en mørk side af ham i filmen, der deltager i det internationale konkurrenceprogram.

Foto: PR

‘Amourteur’

Instruktør Sylvia Le Fanu er vokset op i Ebeltoft, hvor hendes far Mark Le Fanu har haft mange filmspirer under sine vinger som underviser på Den Europæiske Filmhøjskole.

I 2017 blev hun topscorer ved Ekko Shortlist Awards og vandt fire priser med ’Abu Adnan’, som var hendes midtvejsfilm på skolen 18Frames. Hun er senere uddannet fra Den Norske Filmskole.

’Amourteur’ handler om forsøget på at finde kærligheden. I filmen møder vi Luna, som vil have sin ekskæreste tilbage, men bliver venner med Johan. Johan bliver så træt af Luna, så nu vil Luna have Johan.

Foto: PR

‘Buff Cops’

Denne animationskortfilm handler om makkerparret Buff og Cliff, der normalt har et tv-show, hvor de spiller politibetjente, men lige pludselig midt i et afsnit bliver de cancelled. Det er showbiz.

Filmen følger man Buff og Cliffs søgen efter identitet, nu hvor deres eksistensgrundlag er trukket væk under deres imaginære fødder.

’Buff Cops’ er instrueret af Camilla Kaufmann, der er uddannet fra Den Danske Filmskoles animationslinje. Hun udtaler om filmen:

»Filmen er en tragisk komedie, som handler om kontroltab, eksistentialisme og søgen efter identitet. Alt er desværre ret meningsløst, hvis man tænker lidt for længe over det. Så lad vær med det«.

Foto: PR

‘Turned’ (‘Natsværmer’)

Anders Walter vandt i 2014 en Oscar for kortfilmen ’Helium’, og nu er han tilbage i kortfilmformatet som manuskriptforfatter og instruktør bag ’Turned’ (på dansk: ’Natsværmer’).

Filmen handler om Kasper, der på overfladen har et skønt liv med en bragende racerkørerkarriere, men også plages af en barsk opvækst, som han ved, han bør gøre op med.

Sylvester Byder spiller Kasper, mens Kaspers kæreste Veronika spilles af Clara Rosager og hans far af Jacob Lohmann.

’Turned’ vandt tidligere på året en jury- og en publikumspris under New England Film & Video Festival.

Filmene kan ses på Offstream.dk i festivalperioden 30. august – 5. september.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af