’Ninjababy’: Hylende morsom ungdomsfilm om sæd og abort
Sperm er til tider noget rigtigt lort.
Selv før Rakel (Kristine Kujath Thorp fra ’Noget om Emma’) ved en fejl bliver gravid, står det klart, at den tidligere illustrator-studerende er rimelig træt af klunkejuice.
Det kan man nu heller ikke bebrejde hende, når en af hende partneres fikse løsning på ikke at bruge kondom er at komme i ansigtet på hende. Det er ikke så underligt, at Rakel til tider fantaserer – bare en smule – om at tvangskastrere alle mænd, indtil de er voksne nok til at tage ansvar for deres ejakulationer.
Bevares, den norske ’Ninjababy’ handler også om meget andet, men et gennemgående tema for den syleskarpe komedieperle er et tydeligt opråb til umodne mænd: Smut forbi sundhedsplejersken til en hurtig reminder om blomsterne og bierne.
Den kreative 23-årige kvinde kunne dog også selv have haft godt af en genopfriskning.
I hvert fald ignorerer den ellers spinkle Rakel lidt for længe, at hun i over et halvt år har »taget lidt på overalt«, siden hun i Pik-Påsken (hendes – og min – nye yndlingshelligdag) slog sig løs med sin store svaghed, fuckboyen Pik Jesus: En ualmindeligt veludrustet gut, der ikke tror på prævention til mænd.
At blive gravid af eskapaderne var dog ikke planen for den unge kvinde, der på lidt under to nær perfekte timer gennemlever den mest nuancerede og hylende morsomme skildring af ufrivillig graviditet siden ’Juno’.
Instruktør og manuskriptforfatter Yngvild Sve Flikke, som i 17 år har produceret tv for NRK, har uundgåeligt skelet til Jason Reitmans ikoniske teendrama fra 2007. Men selvom ’Ninjababy’s hovedperson skal træffe store, livsforandrende beslutninger, formår Flikke elegant at tilføje sider til Rakels karakter, der rummer meget mere end graviditeten.
For godt nok bærer hun på et barn, men Thorps overbevisende portræt af den angste, opfindsomme og overstadige kvinde viser, at tilværelsen (og romantikken) ikke sættes på pause, bare fordi et nyt liv rumsterer i maven.
Titlen ’Ninjababy’ referer til Rakels ualmindeligt sneaky foster, der, end ikke i syvende måned, har givet et spark fra sig. Men da en ultralydsscanning afslører, at den ømme mave ikke er en forstoppelse fra Helvede, kommer der liv i fosteret i mere end én forstand.
For mens Rakel gør, hvad hun kan for at ignorere barnet, opfinder hendes finurlige hjerne en tegneseriefigur, som kun hun kan se, for at kropsliggøre den massive omvæltning.
’Ninjababy’ er baseret på norske Inga Sætres tegneserieroman ’Fallteknikk’, og store dele af den populære tegners ånd kommer til udtryk gennem den morsomme animerede baby, der nu huserer frit.
I bedste Scott Pilgrim-stil viser de simple streger, hvordan Rakels kringlede tankespind ofte gør hverdagen mere kompleks, end den er. Det kan både være smukt og sjovt, men også et tungt kors at bære – både for hende og for publikum. For selv når snakken ikke handler om barnet, har Ninjababyen det med at krybe frem fra under sengen og minde den pressede kvinde om sin eksistens.
Med spinkel stemme af Herman Tømmeraas (Penetrator-Chris fra ’Skam’) spørger den snuskede tegnede ninja i tide og utide, om han ikke nok må blive adopteret af Angelina Jolie i stedet for at have Rakel som mor. Og han holder først inde med sine skarpsindige og ekstremt underholdende monologer, når Rakels søde kampsportsinstruktør er i nærheden.
I et mesterligt meet-cute fantaserer Rakel om vild oralsex med sin sensei, Aikido-Mos (Nader Khademi), mens hun svælger i den fantastiske måde, hans sved dugter af smør. Alt sammen mens hun forsøger at deale med sin forstoppelse, og den venlige Mos forgæves prøver på at få hende til at gå hjem, så han kan aflåse træningshallen.
Deres naturlige pingpong er perfekt afbalanceret, og med deres bejlende småsnakke om Warhammer-figurer demonstrer Flikke og medforfatter Johan Fastings deres sans for underholdende og cringe-værdig flirten.
Man vrider sig i sædet over Rakel, der overvejer at indlede et forhold til den velduftende Mos uden at fortælle ham om barnet. Og tårerne triller for et godt ord, når den ellers muntre film tager en dyster drejning i den sidste tredjedel.
For selvom Rakels kærlighedsliv og barnets forholdsvis usikre faderskab er beslægtet med plottet fra ’Mamma Mia’, styrtdykker den gode stemning, når Rakel konfronteres med konsekvenserne af at have drukket, røget og taget stoffer under størstedelen af graviditeten.
Det er uundgåeligt ikke at sammenligne ’Ninjababy’ med forrige års velfortjente Sundance-vinder ’Never Rarely Sometimes Always’, der rystede anmeldere såvel som publikum.
En grænseoverskridende skuespilpræstation fra Thorp gør ’Ninjababy’s behandling af uønsket graviditet næsten lige så mindeværdig.
Kort sagt:
’Ninjababy’ er et sindssyg morsomt coming-of-age-portræt fra øverste norske hylde. Filmens kreative brug af animation er overraskende rørende og resulterer i et skarpt graviditetsdrama fra nordiske himmelstrøg.