(Spoiler-alert: Læs først, når du har set ’The Suicide Squad’)
KOMMENTAR. Vi kender scenariet: En gruppe heltemodige amerikanske vigilantes agerer lovens lange arm, når de egenhændigt invaderer et fremmed land for at udføre en livsvigtig mission. Menneskehedens overlevelse er på spil – og så videre.
I ’Avengers: Age of Ultron’ sønderbomber de noble hævnere et fort i det fiktive østeuropæiske land Sokovia, mens Iron Mans hjælperobotter beordrer den skræmte lokalbefolkning, at de skal holde god afstand. Og i ’Fast 9’ smutter Toretto-familien et smut til Mellemamerika, Montequinto (hånden op, hvis du troede, det var et rigtigt land) for at hente en black box fra et nedstyrtet amerikansk militærfly. På vejen hjem til havegrill og kolde coronaer pløkker de så for god ordens skyld en mindre armé af lokalmilitærets styrker.
James Gunns ’The Suicide Squad’ indleder de makabre herligheder på lignende vis. Under ledelse af den kyniske Amanda Waller (Viola Davis) invaderer black ops-gruppen Task Force X den lille østat Corto Maltese for at destruere det mystiske supervåben ’Starfish’ gemt i Jotunheim-fængslet, der originalt var bygget af nazisterne.
Som i David Ayers øjenbæ fra 2016 består gruppen af fængselsindsatte, obskure skurke fra DC’s enorme galleri af farverige psykopater, heriblandt Harley Quinn (Margot Robbie) og Captain Boomerang samt nytilkommere som King Shark, Savant, Ratcatcher 2 og T.D.K.
Men før nogen kan nå at sige »what are we, some kind of suicide squad?«, bliver størstedelen af dem ventileret af en kampklar milits på stranden.
Scenens åbenlyse mål er at vise, at ingen er skudsikre mod en kugle for pandelappen. Ayers ’Suicide Squad’ havde en lignende scene, hvor den anonyme skurk Slipknot får blæst knoppen af. Legedrengen Gunn har derimod en fest med en yderst fortjent R-rating og en perlerække af kendte skuespillere som Nathan Fillian, Michael Rooker, Jai Courtney og ikke mindst Pete Davidson, som alle får renset øregangene for hjernemasse.
Under overfladen gemmer der sig dog en anden intention. Selvom landet Corto Maltese er fiktivt, er billedet af en lille bande selvtægtshobbysoldater, finansieret af den amerikanske stat, der bliver nedskudt på en ønations strandbred, hentet direkte fra virkeligheden.
I 1961 invaderede mere end tusinde cubanere i eksil deres gamle hjemland for at vælte Fidel Castro. Og blev prompte sendt tilbage til Staterne i ligposer af en kampklar guerilla-hær. Bay of Pigs-invasionen siger dig måske ikke noget (med mindre du har set Martin Scorseses ’The Irishman’ som os andre belæste historikere), og man kan undre sig over, hvad fejlslagne statskup sat i søen af den amerikanske regering har at gøre med en film, hvis skurk er en gigantisk, telepatisk søstjerne fra det ydre rum.
En hel del, viser det sig.
Guantanamo og massemord
I Ayers ’Suicide Squad’ var Task Force X ganske vist skurke, men de var ikke desto mindre skurke, som var rede til at gøre, hvad der var nødvendigt for at redde dagen. Men gang på gang viser denne nye version i ’The Suicide Squad’ sig, fra ledelsen til de enkelte soldater, at være komplet inhabile.
Gruppelederen Bloodsport (Idris Elba) og den sadistiske Peacemaker (John Cena, i sit livs rolle) har identiske egenskaber. Og før gruppen overhovedet sætter en fod på stranden, drukner den antropomorfe, lodne Weasel (Sean Gunn) i havet. Ingen tjekkede, om alle kunne svømme, trods den våde landing.
De fleste andre, der dør på stranden, er forskellige versioner af en gut med en gøb. Og hjemme i hovedkvarteret vædder kontornusserne om, hvem der overlever missionen.
Gunn sætter dermed spørgsmålstegn ved billedet af den amerikanske soldat som de exceptionelle frihedskæmpere, de så ofte fremvises som i andre film. De er i stedet repræsenteret af den jingoistiske Peacemaker, der stolt proklamerer, at han glædeligt myrder mænd, kvinder og børn for at beskytte freden – og lever op til ordene flere gange i løbet af filmen.
Gruppens mission har da heller intet at gøre med samfundets fortsatte eksistens, som vi er vant til. Da Ratcatcher 2, Peacemaker og Rick Flag ankommer til Jotumheim, finder de tusinder af fanger, styret af kaiju-væsenet Starro, der tortureres og eksperimenteres med. USA brugte specifikt fængslet til at eksperimentere i ly fra menneskerettighedsorganisationer med tilladelse fra den tidligere venligstillede royale familie på Corto Maltese, som blev likvideret efter et militærkup.
Navnlig med åbningskampen in mente er det ikke svært at tegne en rød tråd mellem Jotunheim og steder som Guantanamo-lejren, hvor USA tilbageholder, mishandler og torturerer fanger som fjendtlige kombattanter uden rettergang, da de teknisk set ikke befinder sig på amerikansk jord.
Den amerikanske black ops-gruppe er med andre ord ikke på stedet for at vælte et regime, destruere ulovlige masseødelæggelsesvåben eller bringe demokrati til folket – i stedet er deres mission at begrave den amerikanske regerings involvering i Operation Starfish og undgå en diplomatisk krise. Da Starro slipper ud af sit fangenskab som resultat, beordrer Waller gruppen at efterlade øens befolkning til deres egen skæbne.
Corto Maltese er en fjendtlig stat, som hun koldt erklærer.
En passende location
Da Starro begynder at myrde en hel boligblok af civile, og filmens repræsentant for den amerikanske regering blot trækker på skulderen over massemordet, tabte jeg næsten kæben på gulvet.
Hvilken anden amerikansk blockbuster tegner så åbenlyst et billede af USA som et imperium, der dyrker sine egeninteresser og styrer verdensordenen gennem interventionisme og marionetregimer?
Ganske passende er de fleste af filmens udendørsscener filmet i Panama, en anden latinamerikansk nation, der mildest talt har et kompliceret forhold til USA. Manuel Noreiga, der tidligere havde hjulpet CIA med at bekæmpe kommunisme i regionen, indsatte sig selv som diktator i 1980 efter at have væltet den tidligere politistat og blev i 1989 selv afsat af – hvem ellers – det amerikanske militær.
Lokationen giver med andre ord kontekst til filmens kritik af Amerika som verdens politibetjent. I et interview med Indiewire bekræfter den panamanske filmkommissær Essie Masteralli samtidig, at filmproduktionen, der gjorde brug af locations i Colón og Panama City og ansatte omkring 600 statister, generelt var positiv for landets filmindustri. Det er langt fra altid tilfældet, når enorme amerikanske konglomerater bøller regeringer til at makke ret, som det eksempelvis var tilfældet med ’Hobbitten’-filmene, hvor Warner Bros. udhulede New Zealands lokale filmfagforeninger for at mindske udgifterne.
Dermed ikke sagt, at ’The Suicide Squad’ er decideret anti-amerikansk. Meget af satiren blødes op af Gunns sardoniske, edgelord-humor. Da Bloodsport og Peacemaker ved et uheld myrder en hel lejr af frihedskæmpere, bliver det blot præsenteret som en grovkornet gotcha-joke.
De amerikanske skurke redder i sidste ende dagen, da de dræber Starro, pløkker den grimme amerikaner Peacemaker i vandmelonen og hjælper den lokale guerillahær med at overtage hovedstaden. Så meget for den umiddelbare kritik af at amerikansk interventionisme.
Og siden der optræder militærfaretøjer i filmen, er manuskriptet sandsynligvis blevet godkendt af Den Amerikanske Forsvarstjeneste, som det er tilfældet med næsten alle amerikanske blockbuster-actionfilm.
Men en godkendelse fra USA’s forsvar er ikke nødvendigvis det samme som en blåøjet glorificering af militæret, som det er tilfældet i film som ’Man of Steel’ og ’Captain Marvel’, der begge blev brugt i rekrutteringskampagner.
’The Suicide Squad’ viser definitivt, at superheltefilm kan rykke ved grænserne for god smag og være andet og mere end forlystelsesparker.
’The Suicide Squad’ er aktuel i biografen.