’Scenes From a Marriage’: HBO-remake med Oscar Isaac og Jessica Chastain er et fem timer langt skænderi
Overjordisk smukke Oscar Isaac og Jessica Chastain tændte i den grad op for det tørstige internet med deres opslugte blikke og sensuelle poseren på den røde løber på Venedig Film Festival, der kulminerer med, at han kysser indersiden af hendes overarm.
De to gamle klassekammerater fra performanceskolen Juilliard, der også spillede power-ægtepar i J.C. Chandors krimidrama ‘A Most Violent Year’ fra 2014, kunne ikke have lavet en bedre reklame for deres nye miniserie, israelske Hagai Levis Bergman-remake ‘Scenes From a Marriage’, hvor kemien mellem dem er lige så elektrisk.
Skuespillerne er desværre også den eneste virkelig gode grund til at kaste sig over det fem timers lange skænderi, der udgør den årelange turbulente opløsning af et ægteskab.
Levi formår ikke for alvor at tilføje noget originalt i forhold til Ingmar Bergmans mesterlige parforholdskammerspil ‘Scener fra et ægteskab’, der var et massivt seerhit tilbage i 1973 og er blevet kanon inden for dysfunktionelle skilsmissefortællinger: Woody Allen, Noah Baumbach, Levi selv med ‘The Affair’ og det israelske forlæg for ‘In Treatment’ og senest Aziz Ansari og Alan Yang med tredje sæson af ‘Master of None’ er blandt de film- og serieskabere, der tydeligt har refereret til den svenske klassiker.
Men mens sidstnævnte parforholdsskildring føltes frisk ved at være centreret om et sort lesbisk par, befinder vi os i ‘Scenes From a Marriage’ i en velkendt hvid heteroseksuel øvre middelklassevirkelighed hos filosofiprofessor Jonathan (Isaac) og tech-chef Mira (Chastain), der bor med deres lille datter i et rummeligt parcelhus uden for Boston.
Som manden (Corey Stoll) i et interracialt vennepar i åbent forhold med rette bemærker, da Jonathan i første afsnit underholder med deres oplevelse med at blive interviewet om deres ægteskab til et forskningsprojekt: »Hvorfor vælger hun at følge par i faste, monogame forhold? Det er en ny tidsalder«.
Så meget har Hagai Levis naturligvis fattet, og derfor er hans bud på en moderne opdatering at bytte rundt på kønsrollerne. Hos Bergman blev Liv Ullmanns underdanige Marianne forladt af sin utro, fraværende og ulideligt patroniserende mand, Johan, spillet af Erland Josephson, og måtte i 70’ernes kvindefrigørelsesånd lære at stå på egne ben.
I den nye version er Mira den primære forsørger, mens Jonathan tager sig af datteren derhjemme, og det er hende, der forlader familien til fordel for en yngre mand.
Seriens sympati er ligeledes vendt rundt. Mira er ganske vist mere sympatisk end Josephsons Johan, og man fornemmer i langt højere grad hendes dårlige samvittighed over at svigte sit barn. Men jeg synes, at Levi lader Miras karakter i stikken ved jævnligt at lade hende handle på måder, der er svære at følge, og generelt opføre sig urimeligt og aggressivt over for blide og velovervejede Jonathan. Det kunne have været interessant i højere grad at udfordre idéen om, at den, der går, er skurken.
Rollebytningen føles i det hele taget ikke så radikal, som serien lægger op til, især i betragtning af, hvor tæt genindspilningen i øvrigt ligger på originalens plot og miljø.
Bergmans serie blev i sin samtid hyldet for sin banebrydende ærlighed omkring ægteskabets giftige sider og de grimme følelser, det kan fremprovokere. Dem er Levi bestemt heller ikke bleg for at rode rundt i, men efter den lange række af ægteskabsdramaer, vi har set siden 1973, føles det ikke længere nyt. Jeg har svært ved at se den nye series eksistensberettigelse og den gode grund til at trække vi arme seere gennem fem timers stressende skænderier over et dødsdømt ægteskab.
Hvis man vil reboote Bergman, må man altså have noget på hjerte, en original idé, please. Her var ‘Master of None’, der foruden parforholdskrisen også handlede om aktuelle temaer som fertilitetsbehandling og kreative ambitioner, et bedre bud.
Når det er sagt, er der også elementer at glæde sig over i ‘Scenes From a Marriage’.
Jeg har allerede prist Isaac og Chastain, der leverer skuespil af tårnhøj klasse, ikke mindst i parrets uforudsigelige skift mellem afsky, bitterhed, ømhed og længsel efter den anden part. En af seriens mere interessante pointer er, at hverken kærlighed eller tiltrækning stopper ved beslutningen om at lade sig skille. Følelsesmæssigt varer ægteskabet for evigt. Ligegyldigt hvor mange gange parterne har såret hinanden, vil der altid være en del af dem, der søger trygheden i den anden.
Og ligegyldigt hvor accepteret det er blevet at blive skilt – som Jonathans mor i en fin scene påpeger, er det i dag umoderne at »blive sammen for børnene«, fordi den individuelle selvrealisering trumfer kompromiset – vil der altid være en del af dem, der fortryder, at de ikke kæmpede hårdere for forholdet og sørger over opbruddet af kernefamilien.
Min sidste anke er, at Levi af uransagelige årsager har valgt at indlede alle episoder med en lille sekvens, der bryder den fjerde væg ved at følge skuespillerne gå ind på settet. Jeg forstår ikke, hvorfor vi som seere skal mindes om, at serien, der i forvejen ligger i den teatralske ende, er fiktion, og det øger i hvert fald ikke mit engagement.
Kort sagt:
Oscar Isaac og Jessica Chastain er fænomenale i rebootet af Bergmans skilsmisseklassiker, der desværre ikke har meget andet originalt at byde på.