Danske skuespillere som Mads Mikkelsen, Pilou Asbæk og David Dencik har fart på i udlandet for tiden. Og lige i hælene på dem er Roland Møller.
Modsat de øvrige er han selvlært skuespiller, men alligevel har han via sit danske gennembrud som hård negl med integritet og autenticitet i film som ’R’, ’Kapringen’, ’Nordvest’ og ’Under sandet’ skåret sig en niche i store internationale produktioner. Fra ’Atomic Blonde’ over for Charlize Theron til ‘Skyscraper’ over for Dwayne Johnson.
Og mens tilbuddene fra Danmark er til at overse for tiden, er der rift om ham, når særligt actionprægede internationale produktioner skal sættes i søen. Han var med i opløbet til skurkerollen som Safin i Bond-filmen ’No Time to Die’, som Rami Malek løb med i sidste ende, og da jeg fanger danskeren på en WhatsApp-forbindelse, er han i England på optagelserne af en af de dyreste serier i produktion lige nu, spionserien ’Citadel’ skabt af ’Avengers’-brødrene Anthony og Joe Russo.
Anledningen til vores snak er dog en anden serie, som Roland Møller beskriver som »den vildeste oplevelse jeg har været på«.
BBC’s miniserie ’The North Water’, aktuel på DR, er nemlig optaget højere oppe i Arktis end nogen anden serie: Gennem fire uger sejlede holdet med tre både – en isbryder, ekspeditionsskibet Activ til filmholdet med den danske kaptajn Jonas Bergsøe ved roret samt det skib, hvor serien foregår – fra Svalbard og op mod indlandsisen til 82 breddegrader.
Og nogle af de farer, som fortællingen om en besætning af hvalfangere på mission gennem det farefulde landskab i 1800-tallet sætter i spil, mærkede holdet således også på egen krop. I et interview med The Guardian har Colin Farrell, der spiller en af hovedrollerne som den dygtige, men dybt forstyrrede hvalfanger Henry Drax, udtalt, at det var et mirakel, at alle kom ud fra optagelserne med livet i behold.
På rollelisten finder man også Jack O’Connell, Stephen Graham, Sam Spruell og så altså danske Møller i rollen som den overtroiske Otto, der får en større og større betydning, som serien skrider frem.
Her fortæller Roland Møller, hvad der gjorde ’The North Water’ til en så speciel oplevelse:
Den første isbjørn
»Vi skulle igennem alle mulige sikkerhedskurser, før vi måtte komme ud på en båd deroppe. Men da vi så stod på optagelserne, kunne vi jo ikke have de der orange dragter, som sikkerhedsfolkene havde på, med i billedet. Så dem, der skulle redde os og sørge for, at isbjørnene ikke spiste os, var så langt væk, at hvis der skete noget, var vi fucked«.
»Den første dag løb stuntmanden, der stod for sikkerheden, rundt og råbte ’det må du ikke!’, ’det kan du ikke!’ Men til sidst satte han sig bare ned og kom slet ikke ud fra båden. Hvis vi skulle følge alle reglerne, ville vi jo aldrig få en scene i kassen. Havde forsikringsagenten været der, var det hele blevet lukket ned«.
»Jeg synes godt, man kan se det i vores ansigter, når vi ror: Det her er alvor. Vi stod der i tøj fra 1850, med læder og ruskind, og det var utroligt koldt. Og hvis der var en, der faldt i vandet, sagde de, at man har 10 sekunder, og så begynder dine muskler ikke at virke mere. Hjælpen var minimum et minut væk i båd«.
»Hver dag tog jeg et stykke 8.000 år gammel is med hjem og smeltede det og drak. Der er en verden til forskel. Min krop sagde bare, ’ja tak, det her er lækkert’. Jeg fik at vide, at der er rige mennesker, der flyver derop med en helikopter, lander, tager et stykke is, putter ned i en whisky, drikker det og flyver tilbage igen«.
»Da vi så den første isbjørn, løb vi alle sammen ud på dækket, men jeg tonsede direkte ind i en jernting, slog mit skinneben og måtte til lægen, Han spurgte, hvad der var sket, og jeg svarede: ’Jeg jagtede en isbjørn, og så faldt jeg’. Derefter så vi isbjørne nærmest konstant. Der var en mor med to unger, der fulgte efter os på land. På et tidspunkt havde jeg efterladt en lille pose med tørfisk ved mit telt, og stille og roligt havde isbjørnemoren så slejset den op og pillet tørfisken ud. Jeg tænkte: Okay, de er smarte nok«.
»Alle hvaler i hele verden kommer til Svalbard. Man ved ikke hvorfor. I 50 år sejlede man så op og slog næsten dem alle sammen ihjel. Og hvorfor? For at få lampeolie til at lyse gaderne op«.
»I en scene skal vi stå på indlandsisen og jage sæler. Pludselig begynder isen at flække på grund af de fortøjringer, vi har sat i den til scenerne, og mindre dele af isen begynder bare at drive væk ud på havet. Jeg får hurtigt hoppet over på det store stykke indlandsis, men Colin, der står cirka 20 meter fra mig, bliver stående og når det ikke. Så jeg må hurtigt hoppe tilbage til ham, og så står vi på det der lille stykke is, der flyder langsomt væk, mens vi venter på, at en båd kommer og henter os«.
Søvnløs med Colin Farrell
»Jeg blev oprindeligt tilbudt at spille Drax, rollen, som Colin Farrells endte med at få. Det sagde jeg nej til. Og det gjorde jeg, fordi jeg i åbningsscenen skulle voldtage en lille sort dreng. Det sagde jeg, det kan jeg simpelthen ikke. Scenen er vigtig senere hen i plottet, og hvis jeg havde tænkt mig om, kunne jeg godt have regnet ud, at selvfølgelig kunne de ikke vise noget så grafisk. Men i mit hoved tænkte jeg: Sådan en scene vil jeg simpelthen ikke indspille. Så jeg sagde nej tak. Jeg er i forvejen en skuespiller, som går ned ad en mørk vej, og hvis jeg går helt derud i mørket, er det svært at komme tilbage.
Senere, efter jeg har taget rollen som Otto, talte jeg med nogle venner, der sagde, at jeg da skulle have taget den anden rolle. Og jeg begynder at tænke: Fuck det, jeg vil jo gerne spille hovedrollen. Så det ringede jeg til dem og sagde. ’Vi har fundet en anden’, lød det så. ’Nå, hvem?’ ’Colin Farrell’. Okay så, fint nok – det opgraderer jo bare hele projektet. Men det er da meget sejt, at jeg har takket nej til en rolle, som Colin Farrell så sagde ja til«.
»Skuespillerne blev sat på en prøve deroppe. Mange af dem er vant til at blive holdt i hånden hele tiden, også med stuntmænd, der gerne vil få alting til at se farligere ud, end det er, for så er der mere brug for dem. Det ender med en placebo-effekt, hvor skuespilleren tror, alt er virkelig farligt. Du behøver altså ikke have et sikkerhedsbælte på, fordi du går tre trin op ad en trappe. Det er farligere at bevæge sig i trafikken – og de fleste ulykker sker i hjemmet …«.
»Jo længere vi kom op, jo mørkere blev det. Telefonerne virkede ikke, og satellittelefonen virkede en time om dagen med en skrattende forbindelse. Der var ingen mennesker overhovedet. Det var ret surrealistisk og lidt af et reality-tjek. Bare at være uden telefon i fire uger … så begynder man at snakke med folk på en anden måde. Og vi var jo fanget på den båd. Normalt kan man gå hjem eller på sit hotel, når man er færdig med at indspille. Det kunne du ikke her. Så du var tvunget til at være sammen med mennesker, du måske ellers ikke havde lyst til. Men det har jeg jo prøvet mange gange, dengang jeg blev flyttet rundt i de danske fængsler. Så der kunne jeg hive noget erfaring frem«.
»De andre havde nogle kollisioner. Det var nok gået galt, hvis vi havde været der længere. Lad os bare være ærlige: Den båd var fyldt med egoer. Du kan se castinglisten, og det var ikke alle, der kom lige godt ud af det med hinanden. Jeg holdt mig lidt for mig selv meget af tiden, og så får man på en mærkelig måde også en lidt højere status«.
»Hvad laver englændere, når de har fri? De drikker! De høvler. De lavede en regel om, at baren kun var åben to timer i hverdagene. Men så fik de da også drukket, skal jeg hilse og sige. Og så spiser man bare tre gange så meget, når man er et sted, der er koldt. Hold kæft hvor kunne vi spise. På 14 dage var min sixpack væk. Og vi trænede jo ellers på skibet. Men vi spiste simpelthen så meget mad«.
»Min rolle endte med at blive mindre, end jeg havde håbet. Men jeg har jo en langsigtet plan, jeg er nødt til at holde mig til nogle gange: At når jeg får en mulighed for at spille noget andet end skurk, så skal jeg tage den. For det arbejder for mig nu, hvor serien kommer ud. Dengang jeg kom frem, sagde alle til mig: Du kan kun spille skurk, og du har to-tre-fire år, før tilbuddene løber tør. Men jeg opdagede, at jeg kunne meget mere, og at der var masser af ting til mig«.
»’The North Water’ var det hele værd. Det var en god sten i min plan – og en kæmpe, kæmpe oplevelse. Den vildeste oplevelse, jeg har været på. Vi blev alle lidt ydmyge omkring, hvor skrøbelig verden egentlig er. Og selvom vi er kæmpe egoer alle sammen, gik det op for os, at det kun er i vores hoveder. Efter vi så nordlys, hvaler og den første isbjørn, var der helt stille bagefter. Så var egoerne stille«.
»Jeg sover ikke så godt om natten. Og Colin Farrell har også insomnia. Vi mødtes tit om natten ude på dækket. Der kunne vi godt bare stå ved siden af hinanden i en halv time uden at sige noget. Det ville man normalt ikke gøre. Men deroppe stod man bare og kiggede og røg en smøg og sagde mest: ’Wow. What an experience’. Det blev der sagt mange gange: ’Wow’«.
’The North Water’ kan ses på DR.