INTERVIEW. 2021 er Timothée Chalamets store comeback-år, og det har ladet vente på sig.
Dels fordi det nu er fire-fem år siden, det amerikansk-franske wunderkind slog noget så eftertrykkeligt igennem som Elio i ’Call Me By Your Name’. Dels fordi rollerne siden gennembruddet måske ikke helt har levet op til den status som en ny generations mest centrale skuespiller, Chalamet har fået i kølvandet på den italienske sommerforelskelse og de forsidegenerende optrædener på den røde løber siden.
Og endelig fordi hans to aktuelle, ventede film faktisk skulle have haft premiere sidste år, havde en vis pandemi ikke stået i vejen.
Denis Villeneuves ’Dune’ åbnede i Danmark i september, mens Wes Andersons absurd stjernespækkede ’The French Dispatch’ nu får premiere, dog i et begrænset antal sale på grund af den verserende konflikt mellem Disney og de danske biografer.
Det var i anledning af verdenspremieren på sidstnævnte – überstilisten Andersons nye gennemkoreograferede elegi over et amerikansk magasin a la The New Yorker – at vi mødte Chalamet på et vindblæst luksushotel på første strandparket under Cannes-festivalen i juli.
’The French Dispatch’ er en slags antologifilm, hvor en række af artiklerne fra magasinet The French Dispatch, et amerikansk magasin i en lille fransk by i 1900-tallet, vækkes til live. I et segment om studenteroprøret i Frankrig i 60’erne spiller den 25-årige skuespiller den intelligente og anarkistiske leder af oprørsbevægelsen, Zeffirelli, der skriver på et manifest – med lovlig megen hjælp fra Frances McDormands journalist.
Dybt inspireret af Ralph Fiennes
I rollen lever Chalamet højt på den aura af noget charmerende og intellektuelt, som har været kernen af hans skuespillerbrand hidtil. I både ’Call Me By Your Name’, ’Lady Bird’, ’Beautiful Boy’, ’The King’ og ’Dune’ har han besjælet figurer, der er klogere, end deres alder dikterer – samtidig med at de på andre niveauer har meget at lære.
Denne aura af en aristokratisk ophøjethed kombineret med drenget charme udstråler Chalamet også i Cannes-festivalens forvredne virkelighed denne juli-dag. Han har umiskendelig star power og oversætter behjertet til fransk for sin unge franske medskuespiller Lyna Khoudri, når hendes engelske ikke slår til.
Men selvom hans nye karakter, Zeffirelli, riffer på nogle træk, Chalamet kender indgående, var det alligevel en speciel oplevelse at træde ind i et univers så distinkt, som en Wes Anderson-film er: Hvor replikleveringen og deadpan-humoren rammer nogle helt særegne toner, som man ikke ser tilsvarende hos andre filmkunstnere.
»Jeg var bare super oppe at køre over at få tilbuddet. Jeg så ’Rushmore’, da jeg gik i middle school, og jeg blev dybt inspireret, da jeg så ’The Grand Budapest Hotel’. Ralph Fiennes præstation i den film er en af de bedste, jeg nogensinde har set. Så jeg var glad for at få en hvilken som helst rolle«, siger skuespilleren.
»Som ung skuespiller er man glad for at arbejde, punktum, men når du så får mulighed for at arbejde med en instruktør, der ved så præcist, hvad han laver … Altså i Soho i New York er der en butik, der hedder Like Wes Anderson – det er ikke engang hans ting, de sælger, det er bare ting, der er inspireret af ham … At være en tekstur i det, det er en drøm for en skuespiller«.
Vil ikke være en belastning
Mens Timothée Chalamet i ’Dune’ har den bærende hovedrolle, er han hos Wes Anderson mere blot et tandhjul i den store maskine af 20-25 kendte skuespillere og en scenografi så detaljeret, at den nok ret beset har den egentlige hovedrolle.
Og det tjener til Chalamets ros, at han er klar over sin funktion – og villig til at indordne sig mesterens vision.
»»Selvom jeg ved, at han kan få de største filmstjerner, så er de også bare en del af ensemblet. Jeg var dybt taknemmelig over muligheden for at arbejde med de andre skuespillere og bare at være i Wes Andersons verdensbillede«, som han siger.
»Normalt når man går til en casting, siger man, at der ikke er små roller, for man er nødt til at tænke sådan. Men når du er en del af et ensemble som det her – og det er også sådan, jeg har det i mit ønske om at arbejde med ham igen – er du en farve på et større tapet, og du er nødt til at stole på det og ham«.
Indspilningerne handlede på den måde i høj grad om at underkaste sig instruktørens særlige metode.
»Lyna og jeg har en scene med en stor diskussion. Den tog vi måske 40 eller 50 gange, og det var ikke, fordi Wes var i tvivl om, hvordan han ville have det. Det var bare, fordi det ikke præcist blev, som han ville have det! Det var så pertentligt, men på en måde også meget frigørende«, siger Chalamet, der modsat en række af skuespillerne i ’The French Dispatch’ arbejder sammen med den texanske mester bag film som ’The Royal Tenenbaums’, ’Fantastic Mr. Fox’ og ’Moonrise Kingdom’ for første gang.
»Bill Murray og flere af de andre skuespillere er så meget i hans rytme, at som ny skuespiller vil man bare så gerne kunne det hurtigt. Man vil ikke være en belastning for produktionen«.
Lærte hvert et ord
En måneds tid før optagelserne fik Timothée Chalamet en mail fra Wes Anderson, røber han. Instruktøren skulle lige sikre sig, at de var på bølgelængde. Eller rettere: At skuespilleren var på instruktørens bølgelængde.
»Han skrev: ’Jeg taler ikke om nogen specifikt, men gennem årene er nye skuespillere kommet ind, og de har et mere løst forhold til replikkerne. Så please: ’Kend dialogen’. Så jeg var klar til at kunne det ord for ord«, fortæller Chalamet.
Fik du nogen råd fra Wes Andersons faste skuespillere som Bill Murray eller Jason Schwartzman, inden du kom på optagelserne?
»Ikke på den måde. Men ved at se hans film, især ’The Grand Budapest Hotel’, er der en særlig rytme og dialog, hvor … når du hører dig selv sige det, er det dårligt. Når de siger cut, og du er sådan, ’jeg ved ikke, hvad dét var’, så er det som regel det rigtige. Og så er han gudskelov ikke overfin, når det kommer til takes. Man kan tage to-tre stykker, og hvis man så spørger, om vi kan tage en mere, kan han sige: ’Nej, vi har den’. Andre gange er det som sagt 40-50 takes«.
»Der er ingen producere eller lignende, der ånder ham i nakken og vil have ham til at gøre det på en bestemt måde. Det er meget inspirerende at se«.
’The French Dispatch’ kan ses i biograferne.