’Nattebarn’: En radikalt sårbar film om et emne, vi skal tale meget mere om
Vennerne Sverre og Petter er kørt ud i Oslos natteliv uden nogen egentlig plan. »Ved I, hvor der er fest?« spørger de tilfældigt ud ad vinduet eller kører den vej, hvor de kan høre, der er musik.
De er begge midt i 20’erne, de lærte hinanden at kende på filmskole, og de har været venner længe. Men helt fra begyndelsen var det tydeligt for Sverre, at Petter er plaget af tankemylder. I begyndelsen af filmen ser vi et gammelt klip af Petter. »Jeg har lyst til at ryge min cigaret, drikke alkohol, tage på en klub, finde en mand at have sex med og så hænge mig i et træ«, siger han.
Han kastes ud i voldsomme, depressive episoder og tænker ofte på at tage sit eget liv. Nogle gange opstår det pludseligt, nogle gange er det en reaktion på at møde modstand. Og nogle gange stammer det fra hans skam over at være tiltrukket af begge køn.
En af de episoder endte med, at Petter forsøgte at gøre alvor af sine selvmordstanker. Efter det ville Sverre gerne hjælpe ham, og de blev enige om at lave den film, som er blevet til dokumentaren ’Nattebarn’. Om hvordan det er at have det som Petter, og om at man aldrig er den eneste, der har det sådan.
Det er derfor, de er kørt ud i Oslo: For at finde andre, der kender til det, Petter oplever, og som har lyst til at fortælle om det til et kamera.
I bilen er de allerede begyndt at filme. I en af filmens første scener sidder Petter og piller næse. De diskuterer, om det skal med i filmen, og de bliver enige om, at det skal det. For den skal være så upoleret som muligt.
Herefter bliver alt filmet. Alt.
De filmer, når Petter mødes med en pige fra Tinder for første gang, og hele vejen under deres date. De filmer, da Petter senere har sex med hende, og da hun undervejs tager en strap-on dildo på. De filmer, når én af de unge, de møder, Cornelia, skyder heroin og ligger bevidstløs i sin seng, indtil Sverre og Petter ringer efter en ambulance.
De filmer, da en anden ung pige, Monica, får et af sine voldsomme angstanfald tricket af flashbacks fra dengang, hun blev seksuelt misbrugt, og de filmer, når Petter og Sverre selv kommer op at skændes.
Vi møder også Oliver, som ligesom Cornelia lever i et stofmisbrug, og Emma, som er transkønnet og har tapet sit spejl til, så hun ikke kan se det mandlige kønsorgan, hun venter på at kunne få fjernet.
Det er en radikal åbenhed og sårbarhed. Det kunne måske have virket for voldsomt eller udstillende, hvis ikke det var, fordi også de to bag kameraet stiller deres største usikkerheder til rådighed. Og at de gør det med det formål at hjælpe sig selv, dem de møder, og os der ser filmen, med at forstå psykiske lidelser og de følelser af skam, der følger dem.
Vi ser ikke bare optagelser, Petter og Sverre har lavet af Cornelia, Monica eller en af de andre unge hovedpersoner. Det er lige så meget mødet mellem Petter og dem, der kender til hans tankekaos, som er udgangspunktet for filmen. Ligesom det også er en del af historien, at det er utrolig svært at være vidne eller pårørende til nogen, der er ulykkelige og hyppigt nævner selvmord som en mulighed.
»At få sig en kæreste vil ikke løse alle dine problemer«, siger Sverre til Petter. Både deres venskab og Petters forelskelse udfordres undervejs af det ansvar, mennesker tæt på psykisk sygdom ofte kan opleve, at de bærer.
’Nattebarn’ er hård og svær at se. Det er en film om at lære at leve med sit eget hoved, en ensom mission, der ikke altid ender lykkeligt. Petter og Sverre tager hul på samtalen ved at vise de grimmeste, hårdeste, mest skamfulde sider af sig selv.
Med det skaber ’Nattebarn’ en helt særlig omsorgsfuld linse at se psykisk sårbarhed gennem.
Kort sagt:
Intet er for skamfuldt eller tabubelagt til at blive vist i denne dokumentar om psykiske lidelser, som er en usædvanlig sårbar og hård film om et emne, vi skal tale meget mere om.
Oplever du eller nogen du kender selvmordstanker, så kontakt livslinien på 70 201 201.