’Vengeance Is Mine, All Others Pay Cash’: Skæv actionfilm balancerer impotens og voldsudbrud á la Tarantino

’Vengeance Is Mine, All Others Pay Cash’: Skæv actionfilm balancerer impotens og voldsudbrud á la Tarantino
'Vengeance Is Mine, All Others Pay Cash'. (Foto: PR)

CPH PIX Weekend. Aldrig har en film om efterdønninger af et militærregime handlet så meget om mandlige kønsdele – eller det indonesiske ord for samme, »birdie« – som Edwins ’Vengeance Is Mine, All Others Pay Cash’, der vandt hovedprisen på årets Locarno Film Festival og mestrer kunsten at være morsom, barsk og hjerteskærende på én og samme tid.

Hovedkarakteren Ajo Kawir er impotent, og alle i det lille indonesiske lokalsamfund anno 1989 ved det. Som den ultimative kompensation for sine mandlige mangler kaster Ajo Kawir sig desperat ind i slåskampe og halsbrækkende udfordringer, som var han drevet af et indre dødsønske.

Første gang vi møder ham, har han foden på speederen, mens han styrer sin scooter direkte mod en modkørende trafikant i en vovet udfordring, der bliver punkteret, da voiceoveren bemærker, at kun en mand uden stådreng ville kunne finde på at gøre noget så dumdristigt.

Det lyder måske plat, men impotensen er et slet skjult symbol på den vedvarende bearbejdelse af Indonesiens fortid som militærdiktatur under Suharto og de dybe traumer, der har sat sit spor i samfundet gennem dyrkelsen af en overdreven machokultur, hvor man ikke må vise svaghed.

Trods markante forskelligheder er filmen en form for skæv fætter til Joshua Oppenheimers projekt i de skelsættende ’The Act of Killing’ og ’The Look of Silence’, der også tematiserede folkedrabet i Indonesien og det manglende opgør med det militærregime, som langt hen ad vejen stadig sidder på magten i dag, selvom landet er blevet demokratiseret.

‘Vengeance Is Mine, All Others Pay Cash’. (Foto: PR)

På samme måde som ’The Act of Killing’ bruger filmen genreelementer og voldsudbrud til at behandle fortiden og giftig maskulinitet. Der er kitschede actionscener inspireret af 1980’ernes indonesiske exploitation-film, øm kærlighed, overnaturlige elementer og hårrejsende voldsubrud á la Tarantino.

Ajo Kawirs destruktive adfærd ændrer sig, da han møder kvinden Iteung, der også er en hårdfør slagsbror med ar på sjælen. Her tager filmen sin første velskruede drejning og går hen og bliver et rørende kærlighedsdrama, inden fortidens traumer pibler op til overfladen, og begge karakterer sætter ud på hævntogter mod regimet. Det viser sig nemlig, at impotensen er for svær at overkomme for parret – og derfor kræver de retfærdighed.

Det siger noget om Edwins stærke instruktørstemme, at de mange sammenblandinger af forskellige stemninger føles organisk. Langsomt opruller han historien om, hvordan Ajo Kawir og Iteung endte, som de gjorde, med to hårrejsende flashbacksekvenser, der rammer som knytnæver i ansigtet.

Men filmen går aldrig efter chokeffekten i den grufulde fortid. I stedet finder den en poesi i nutiden, bundet op på de menneskelige relationer og et drømmende filmsprog, hvor voldshandlinger ofte finder sted offscreen, og ånder og spøgelser befolker jorden side om side med mennesker af kød og blod.

Alt sammen kulminerer i en sjældent rørende slutscene, hvor parret finder ud af, at det vigtigste er at acceptere og omfavne impotensen, hvis de vil videre fra regimets jernklør og leve i fred.


Kort sagt:
Den indonesiske filmskaber Edwin har med Locarno-vinderen ‘Vengeance Is Mine, All Others Pay Cash’ skabt en både morsom, barsk og hjerteskærende dissekering af hjemlandets fortid som militærregime.

‘Vengeance Is Mine, All Others Pay Cash’. Spillefilm. Instruktør: Edwin. Medvirkende: Marthino Lio, Ladya Cheryl, Reza Rahadian, Ratu Felisha, Sal Priadi. Spilletid: 114 min. Premiere: 11. og 12. november under CPH PIX Weekend.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af