’What Do We See When We Look at the Sky’: Magisk filmeventyr genopdager verden med en smuk hyldest til livet
CPH PIX Weekend. Jeg knuselsker Aleksandre Koberidzes nye film ’What Do We See When We Look at the Sky’, der – takket være CPH PIX – endelig kan opleves i de danske biografer, og som virkelig fortjener et publikum.
Den georgiske Berlin-vinder er en slags eventyr, der (gen)finder magien i hverdagens tilfældigheder og de små øjeblikke, vi normalt overser, med et fortryllende filmsprog, som zoomer ind på tilsyneladende undseelige hverdagshandlinger og interaktioner.
Vi skal kun nogle minutter ind i filmen, før instruktøren tager en af den slags chancer, som i andres hænder ville være faldet fuldkommen til jorden, men som her løfter hele værkets pointe om et anderledes blik på verden:
Med skrift på lærredet instruerer filmen publikum til at lukke øjnene og først åbne dem igen ved lyden af en tone. Der er sket en forvandling. Den hverdag, som var, er nu blevet til noget andet og større.
Grebet kommer, kort efter Lisa og Giorgi er stødt ind i hinanden ved den skillevej, de passerer hver dag. Det er kærlighed ved første blik, som vi kender det fra diverse meetcutes, men Koberidze løfter scenen ved udelukkende at filme øjeblikket fra knæet og ned.
De aftaler at mødes dagen efter, men på hjemvejen bliver Lisa varskoet af en plante, et overvågningskamera, et nedløbsrør og vinden om, at der hviler en forbandelse over parret: De vil vågne op uden at ligne sig selv – og uden det talent for henholdsvis farmaceutstudiet og fodbold, som de havde inden forvandlingen.
Den fantastiske præmis er anledning til en helt ny virkelighedsforståelse. Lisa og Giorgi møder begge op på den café, de havde aftalt at mødes på, men genkender selvfølgelig ikke hinanden. De får begge arbejde på caféen i håb om, at den anden vil dukke op, men ender med at gå i cirkler om hinanden. Lidt som vi alle går forbi hinanden uden at bemærke omverdenen i en flygtig moderne hverdag, antyder filmen.
Hvad, der følger, er et kalejdoskopisk blik på livet i den georgiske by Kutaisi – og verden generelt – når Koberidze zoomer ind og ud af hovedhistorien. Et fiktivt VM udspiller sig som bagtæppe for filmen, når Lisa og Giorgis caféchef beslutter sig for at vise kampene på storskærm – hvor særligt Messi tilraner sig et stort publikum – men ved et uheld formår at sætte lærredet op i direkte sollys, så ingen kan se noget.
I et ekstatisk øjeblik zoomer filmen ind på en gruppe børn, der spiller fodbold – vist i slowmotion og rene billeder. Et andet øjeblik følger vi fire gadehunde, mens en voiceover (instruktøren selv) fortæller, hvorfor hundene har forskellige præferencer til, hvor de vil se fodboldkampene. Instruktøren er så dedikeret til et romantisk blik på verden, at han sågar lader Messi vinde sit første VM.
Filmen består af små gyldne øjeblikke, hvor mennesker, planter, dyr og genstande indtager den samme position. Hvor alle forenes af noget større. Den skildrer en form for harmoni og cyklus i livet, som ikke nødvendigvis åbenbares for os dødelige jordboere, hvis ikke vi gør os umage for at se det.
Men der er også et mørke, som instruktøren påpeger i voiceover: Hvordan skal han forklare sine børn, at han brugte sine unge år på at lave film som denne – et tilsyneladende undseeligt eventyr, en romantisk fantasi – mens skovbrande, artsudryddelser og klimaforandringer hærgede verden?
Svaret giver filmen selv. For ved at insistere på magien og et romantisk blik på verden fremhæver Koberidze netop, hvorfor vi skal kæmpe for livet på jorden.
Som med alle gode film bliver ’What Do We See…’ også en film om film, når den via et sideplot om en instruktør og en fotograf, der skal fotografere kærestepar for at indfange forelskelsen, hylder mediet, som kan give os et andet blik på verden – åbne vores horisont, ændre vores liv og vise en dybere sandhed, som ikke kan skues med det blotte øje, men skal filtreres gennem linsen.
Det er filmmagi af allerbedste skuffe.
Kort sagt:
Mesterligt eventyr genopfinder hverdagen med en smuk hyldest til livets små tilfældigheder og et fortryllende filmsprog, som må og skal ses på et lærred. Skal du kun se én film under CPH PIX, vil jeg på det stærkeste anbefale denne.