’Prisoners of Ghostland’: Det største problem ved Nicolas Cages nyeste vanvidsfilm er … Nicolas Cage
Hvad udgør en god præstation fra Nicolas Cage?
For nogle vil det kræve en traditionelt hjertevrængende præstation, som vi en sjælden gang har oplevet i film som ’Leaving Las Vegas’ og lige om hjørnet ’Pig’. Andre anser ham blot som en omvandrende joke. Et image, der især blev dyrket i start-10’erne, hvor han hovedsageligt optrådte i bizarre østblok-actionfilm og som internettets favorit-meme-maskine.
Udspilede øjne, groteske frisurer og pludselige raseriudbrud er de eneste kvalitetsfaktorer i denne kategori, om præstationen så er oprigtigt god (’Raising Arizona’), komplet batshit (’Vampire’s Kiss’) eller tåkrummende skabagtig (’Deadfall’).
De seneste år har han dog for alvor fundet sin bizarro-vibe tilbage fra ’Wild At Heart’-dagene i ’Color Out of Space’ og især kultnyklassikeren ’Mandy’. Derfor er det en bitter pille at sluge, at ’Prisoners of Ghostland’, hans samarbejde med den japanske galemand Sion Sono, er så … letbenet.
Sonos kultfilm, såsom den isnende seriemorderfilm ’Cold Fish’, har ellers givet japaneren ry for at være én af landets mest farverige, kontroversielle instruktører. Men hans engelsktalende debut når langt fra de samme spraglede højder.
Leder man blot efter sit nyeste fiks af Cage-rage, er der dog gode nyheder under juletræet. Med tjærefarvede hårplugs, en læderdragt med bomber installeret ved hver klunke og en konstant bister attitude sendes Cages’ bankrøver Hero afsted fra karnevalbyen Samurai Town til det dystopiske Ghostland for at redde Guvernørens adoptivdatter Bernice (Sofia Boutella) hjem.
Fra de outrerede samurai- og cowboykostumer til imponerende sets omkring de forskellige lokationer har Sono et godt udgangspunkt til en solid ’Escape From New York’-kopi. Men hvor Kurt Russell udstråler en rendyrket machismo som Snake Plisken, er Nicolas Cage bedst, når han får lov til at være bombastisk.
Som Hero spiller han rollen mere morgensur end hårdkogt, og de pludselige vredesudbrud kommer så pludseligt, at de virker til at være fra en helt anden film. Heller ikke Sofia Boutella har meget at lave som den mestendels stumme damsel-in-distress Bernice.
Det er en forbandet skam, for mange af de underlæggende ideer i filmen er glimrende udført. Ghostland præsenteres som et limboland, hvor fortabte sjæle fysisk tilbageholder tidens minutviser for at holde ondsindede dæmoner stangen.
Imens tør Sion overraskende bruge de forskellige eksplosiver, der sidder på Heros krop, på chokerende vis. Og hvor de fleste vestlige skuespillere slipper afsted med et stykke venstrehåndsarbejde, er der mere underholdende præstationer fra japanerne. Navnlig Young Dias som den skrupskøre bilmekaniker Ratman, der iklædt et julekædeoplyst Mad Max-kostume formår at hægte sig fast i filmens bevidst campy energi.
Sion Sono får generelt meget ud af de få lokationer og statister, han har haft til rådighed, og der er i sig selv noget forfriskende ved en film, som blot lader sine skuespillere snakke i deres modersmål ligegyldig nationalitet.
Men netop i forhold til hans japanske udgivelser, særligt ’Love Exposure’ og ’Suicide Club’, føles ’Prisoners of Ghostland’ som en testkørsel, før han for alvor brænder asfalt af på den internationale filmscene.
Kort sagt:
’Prisoners of Ghostland’ er i sig selv en underholdende kopi af John Carpenters ’Escape From New York’, men den skuffer både som en fremvisning af Cages galemandspersona såvel som instruktør Sion Sonos potentiale på den internationale filmscene.