’West Side Story’: Steven Spielberg har skabt en magisk musicaloplevelse

’West Side Story’: Steven Spielberg har skabt en magisk musicaloplevelse
Steven Spielbergs 'West Side Story'. (Foto: Disney)

Sådan laver man en musical! 

Ørehængende musik, strålende talentfulde stjerner, der rent faktisk kan synge, store følelser, samfundskritisk bid, action, kærlighed, storslået iscenesættelse og fotografering og imponerende koreograferede dansenumre. 

Det er de vellykkede ingredienser i Steven Spielbergs ventede nye filmatisering af Leonard Bernstein og netop afdøde Stephen Sondheims Broadway-klassiker ‘West Side Story’ fra 1957. 

Man skulle tro, at Spielberg aldrig har bestilt andet end at instruere musicals, men det er rent faktisk hans første livtag med genren. Man må bare bøje sig i støvet over hans mesterligt sikre og innovative instruktørhånd, som har fået god opbakning til at opdatere klassikeren fra manuskriptforfatter og dramatiker Tony Kushner og fotograf Janusz Kaminski. 

Jeg holder meget af Robert Wises version fra 1961, der vandt 10 Oscars, og som jeg ved nyligt gensyn kan konstatere stadig er fabelagtig, specielt i form af den ansete koreograf Jerome Robbins’ eksplosive, balletagtige koreografi. Til gengæld er det tåkrummende, at Wise, med undtagelse af den levende legende Rita Moreno i rollen som Anita, castede hvide skuespillere i brownface som puertoricanere – inklusive ellers skønne Natalie Wood med fed accent i rollen som latinaprinsessen Maria. 

Den fejl har Spielberg rettet op på, og den colombianskamerikanske debutant Rachel Zegler, der siden er blevet castet som Snehvide i Disneys kommende live action-version, er med sin stærke udstråling og engelagtige sopranstemme en af filmens største forcer. 

Rachel Zegler i ‘West Side Story’ (Foto: Disney)

Var min skepsis over for nødvendigheden af et remake ikke forduftet med udsigten til et mere passende cast og i det hele taget glæden over en storstilet musical, som Hollywood ved Gud ikke producerer mange af, forsvandt de sidste rester i Spielbergs brag af en åbning. Introduktionen af de to rivaliserende bander, The Jets og The Sharks, trækker på Wise og Robbins’, men er alligevel sin egen. Som resten af filmen er den lidt mere rå og mindre balletagtig i sine slåskampe, strammere fortalt og med en mere udtalt samfundsmæssig kontekst om gentrificering og immigration – uden at det bliver didaktisk. 

De hvide amerikanere The Jets tørner sammen med puertoricanerne i The Sharks i en rasende slåskamp om territoriet omkring det nuværende Lincoln Plaza på Upper West Side, der i 1957, hvor filmen foregår, er en byggeplads. Kommunen vil bekæmpe slum og kort sagt have de fattige ud af kvarteret, og det er en tragisk-ironisk pointe i filmen, at de to bander ikke kan se, at de er i samme båd og burde bekæmpe deres fælles fjende i stedet for hinanden. 

Begge grupper er socialt forarmede, men filmen har lidt mere sympati med puertoricanerne, der bliver mødt med en grim racisme fra både The Jets og politiet. 

Immigrantoplevelsen af den ambivalente amerikanske drøm kommer mesterligt til udtryk i det overraskende aktuelle nummer ‘America’, hvor kvinderne med Anita i forgrunden priser mulighederne i New York, mens deres kærester peger på de begrænsninger, de mødes med på grund af fremmedfjendskhed. ‘America’ var også et højdepunkt i Wises version, men får ekstra gas hos Spielberg, der flytter det fra en parkeringskælder ud på gaden til en smittende folkefest à la ‘In the Heights’. 

‘West Side Story’ (Foto: Disney)

Men som de fleste nok vil vide er hovedplottet i ‘West Side Story’ en kærlighedshistorie inspireret af William Shakespeares ‘Romeo og Julie’. Her er det den tidligere bandeleder i The Jets, Tony (Ansel Elgort fra ‘Baby Driver’), der til en fest forelsker sig hovedkulds i Sharks-lederen Barnardos søster, Maria (Zegler). Deres korte, men intense romance skaber yderligere spændinger mellem de to grupperinger, der kulminerer i et skæbnesvangert opgør. 

Ansel Elgort er overbevisende som romantisk helt, utroligt sød er han endda, og en overraskende god og charmerende sanger. Spielberg har givet Tony en forhistorie, hvor han netop er kommet ud af fængsel for næsten at have banket en fyr ihjel og derfor er optaget af at få sit liv på ret køl. 

Det fungerer godt, men jeg savner alligevel lidt farlighed i Tony. Den er meget påstået, og jeg er ikke helt overbevist om, hverken at han er i stand til at slå et andet menneske ihjel, eller hvorfor Jets-kammeraten Riff (Mike Faist) ser så meget op til ham og er opsat på at få ham tilbage i folden. 

Til gengæld har han en god kemi med Rachel Zegler, og parrets kærlighedshymne ‘Tonight’ på Marias brandtrappe smelter hjertet. Zegler er både sød og uskyldig som en naiv 18-årig i et nyt land, men er også kvik og skarp, specielt over for sin kontrollerende storebror. 

Birollerne er næsten endnu bedre, og det er et fremragende valg af Spielberg at caste i filmsammenhæng ukendte skuespillere, der til gengæld har Broadway-erfaring og synger og danser som en drøm. 

‘West Side Story’ (Foto: Disney)

Mike Faist har som Jets-lederen Riff den farlighed, jeg efterlyste hos Tony. Han er et brændt barn og et desperat ungt menneske, der ikke har noget at miste, og han har både noget sødt og sociopatisk over sig. David Alvarez giver tilsvarende Bernardo en bitter farlighed og vrede, der udspringer af mødet med en mur af modstand. Hans bløde side og dansetalent kommer til udtryk i samspillet med kæresten Anita, der spilles med resolut kontanthed, sensualitet og moderlig omsorg over for Maria af Ariana DeBose

Hun lever op til Rita Morenos Oscar-præstation i samme rolle og bliver også spået gode chancer for bedste birolle. Moreno selv er både executive producer og spiller med varme og myndighed en rolle som Tonys puertoricanske arbejdsgiver på det lokale apotek, Valentina. Hun er enke efter apotekeren Doc, som indtager rollen i den oprindelige historie, og ændringen fungerer fint som en bro til det puertoricanske samfund og et forbillede for et interracialt ægteskab. 

Spielberg har med vekslende held byttet lidt rundt på rækkefølgen af sangene. ‘Cool’ står stærkt som advarsel mod skyderiet inden opgøret, mens Marias overstadige ‘I Feel Pretty’ virker malplaceret midt i tragedien sent i filmen. Til gengæld er det inspireret at lade den udspille sig i det stormagasin, hvor Maria og hendes puertoricanske veninder gør rent om aftenen. 

I det hele taget er filmen vanvittigt flot. Sang- og dansenumrene får hele armen, men mister med brugen af computerbearbejdelse lidt af originalens charme. Kameraarbejdet er dynamisk og langt fra filmet teater, og produktionsdesignet er både råt og nostalgisk med brandtrapper og vasketøj hængende mellem lejlighederne. Filmen har mere action og mindre dans i slåskampene, hvilket giver filmen en mere realistisk rå tone. 

Ikke desto mindre bevarer Spielberg musicalens magi og fantastiske univers, som det er en kæmpe fornøjelse at lade sig opsluge af i filmens to en halv time, der er ovre på ingen tid. 


Kort sagt: 
Spielbergs genindspilning af ‘West Side Story’ er en magisk musicaloplevelse, der overbeviser om sin eksistensberettelse med sit lysende talentfulde cast, storslåede iscenesættelse og stadig aktuelle temaer om immigration racisme og gentrificering.

West Side Story. Film. Instruktør: Steven Spielberg. Medvirkende: Ansel Elgort, Rachel Zegler, Ariana DeBose, David Alvarez, Rita Moreno. Spilletid: 156 minutter. Premiere: 8. december 2021 
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af