’The Night House’: Sorgen er ren ondskab i horrorfilm med storspillende Rebecca Hall
Ligegyldigt hvor læreren Beth (Rebecca Hall) kigger hen, bliver det en kamp for ikke at knække.
Huset ekkoer af hans tilstedeværelse, hendes elskede mand Owen (Evan Jonigkeit).
For et par måneder siden tog han sit tøj af, sejlede ud i en jolle på søen ved siden af huset og skød sig selv i hovedet.
Hun kan stadig se fordybningen i hans hovedpude, hvor han plejede at ligge i deres seng. Sådanne minder er der overalt i det store hus, og den eneste smertelindring, Beth kan finde, er at mindes de gode tider – og så en god sjat alkohol til at komme igennem natten.
Derfor tvivler hun da også på sine egne øjne, da der begynder at dukke en underlig udefinerbar skikkelse op i skyggerne.
Er det hendes søvndrukne hjerne, som spiller hende et puds, eller er det Owen, der ikke helt har forladt hende endnu?
Og kendte Beth egentlig sin mand, som hun troede?
Især det sidste spørgsmål er omdrejningspunktet i David Bruckners ferme horrorfilm ’The Night House’.
Instruktøren brød igennem i 2007, hvor han instruerede et af kapitlerne i teknologigyseren ’The Signal’. Han (solo)spillefilmdebuterede i 2017 med den stemningsfulde folkhorror ’The Ritual’ hos Netflix. Det er såmænd også ham, som står bag det kommende ’Hellraiser’-remake, der får premiere engang i 2022.
Kort sagt: Bruckner kan sin genre til fingerspidserne.
Her er det dog ikke hans navn, der tiltrækker sig den største opmærksomhed. Den hæder går til fabelagtige Rebecca Hall, der til noget nær perfektion portrætterer, hvordan sorg sidder i hver eneste fiber af ens krop.
Skuespilleren, der også er nylig instruktørdebutant, har altid været garant for gode præstationer, og selvom værkerne ikke altid har holdt niveau (ahem, ’Transcendence’), har Hall altid leveret varen.
I et af de stærkeste øjeblikke i ’The Night House’ har Beth en skole-hjem-samtale med en forælder. Forælderen er godt knotten over, at hendes ’ufejlbarlige’ afkom har fået en for lav karakter, og det er jo lærerens skyld.
Halls kropssprog og repliklevering fremmaner Beths ’Fuck it, nu gider jeg ikke den her diskussion mere’-attitude. Hver en muskel spændes, da hun fortæller om Owens selvmord, og hvorfor Beth derfor ikke giver en fuck for, om en elev har fået en bestemt karakter i et eller andet highschoolvalgfag. I takt med at frustration toner frem, bliver øjnene mere og mere vandfyldte, uden at Beth mister kontrollen og bryder ud i gråd.
Men nu er ’The Night House’ jo ikke bare et drama – der er også gedigne gys.
Beth begynder at lide af meget livagtige mareridt, og hun finder billeder af fremmede kvinder på Owens telefon. Snart indfinder de så også i drømmene, hvor Beth ser Owen myrde kvinderne i en bizart spejlvendt version af deres hus. Grænsen mellem virkelighed og fantasi bliver stødt og roligt udvisket.
Eskaleringen af mareridtet er godt pacet, og måden, hvorpå den subjektive fortælling udfoldes, sætter os solidt ind i Beths hoved, hvor man er i tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er sorg-inducerede hallucinationer.
Der er tydeligvis blevet skævet til et par udsøgte kultklassikere, som jeg ikke skal nævne ved navn, da det vil spoile filmens twist.
Resultatet er en lidt forudsigelig, men habil horrorfilm, hvor Rebecca Hall er den store oplevelse i sin vel nok bedste præstation siden glansrollen som selvdestruktiv tv-vært i ’Christine’.
Kort sagt:
’The Night House’ er sorghorror fra den gode skuffe, hvor både instruktør David Bruckner og skuespiller Rebecca Hall fortsætter med at cementere, at de er to af de mest interessante filmfolk lige nu.