‘What Happened, Brittany Murphy?’: Dokumentarserie om tragisk afdød skuespiller er et tabloid-overgreb i sig selv
Det tager ikke mange minutter, før dokumentarserien ’What Happened, Brittany Murphy?’ begynder at skurre.
Titlens spørgsmål lover en opklaring af Murphys mystiske død, og barren er sat højt af nyere dokumentarer som ’Framing Britney Spears’ og ’Allen vs. Farrow’. De havde noget på hjerte og nuancerede vores syn på ikoniske berømtheder, og ’What Happened, Brittany Murphy’” kunne let følge i deres fodspor.
For når en talentfuld Hollywood-stjerne med en perlende personlighed ender med at dø som 32-årig af lungebetændelse i sit eget badeværelse, er der klart grund til at justere hendes eftermæle.
Desværre går instruktør Cynthia Hill efter maksimalt drama på bekostning af de svar, titlen lovede. Det er kun lykkedes at få fat i få arkivklip, hvor Brittany Murphy selv kommer til orde, så i stedet bruger Hill klip fra Murphys spillefilm, som om man uden videre kan lave biografiske læsninger af det hele.
Når dokumentaren vil belyse Murphys datingproblemer, bliver det understøttet af et klip fra ’Ramen Girl’ (2008), hvor Murphy græder over at være »all alone«. Når dokumentaren skal forklare Murphys ægteskab med den relativt ukendte Simon Monjack, får vi et klip fra en anden film, hvor Murphys fastslår, at »kærlighed ikke altid behøver at være som et lyn, der slår ned«. Jeg skriver ‘en anden film’, for ofte er der ingen kildeangivelse. Det slører det faktum, at klippene er fiktion taget ud af kontekst, og på den måde får Murphy lagt meninger i munden.
I sit kildevalg skelner Hill ikke skidt fra kanel, men prioriterer tilfældige YouTuberes konspirationsteorier lige så højt som en retsmediciners input. De mest ulækre detaljer ophøjes til rekonstruktioner tilsat dramatisk underlægningsmusik: Pilleglas i stabler på et sengebord. En kvindekrop på et badeværelsesgulv. En amputeret lunge, der falder i en balje med vand og går til bunds.
Ingen af delene hjælper til at besvare det spørgsmål, titlen stillede. Scenerne får højst seere til at gispe med samme bombastiske midler som en kluntet true crime-føljeton.
Hill tager tilløb til et mere reelt indblik i mennesket Murphy, når hun giver ordet til Murphys barndomsven og nogle branchekolleger. Én af dem får ligefrem tre minutters taletid til at kritisere pressens og filmbranchens syn på kvindekroppe, der drev Murphy til spiseforstyrrelse og misbrug.
Kritikken kunne ligne indre nødvendighed og hjerte, men får aldrig lov at udvikle sig til mere end en tangent, der må vige for de billige gys: Blev Murphy monstro slået ihjel af sin manipulerende ægtemand Simon Monjack, som selv døde få måneder senere? Eller blev de i virkeligheden begge forgiftet af Murphys mor?
Sidstnævnte teori kan kun trækkes i langdrag, fordi Cynthia Hill tilbageholder vigtig information: Mor Sharon kunne måske arve en masse! Sågar Brittanys egen fraværende far blev mistænksom! Der var spor af tungmetaller i hårprøven fra Brittany!
Nope, det hele er vrøvl, for tungmetaller uden på hår er bare rester af hårfarve. Det vidste man også for ti år siden, så der er intet nyt i konklusionen. Når teorien alligevel får lov at fylde, kan det kun tilskrives kioskbaskereffekten, der kommer på bekostning af en – helt ubegrundet – mistænkeliggørelse af Brittany Murphys mor.
I jagten på drama er det ikke sært, at ’What Happened, Brittany Murphy?’ aldrig lykkes med en hæderlig kritik af de omstændigheder, der førte til Murphys deroute. Her taler jeg ikke specifikt om en manipulerende ægtefælle, men om paparazzi-kultur og en misogyn filmbranche, der var efter en fuldstændigt normalt køn og sund ung kvinde i en sådan grad, at hun måtte transformeres til afbleget, afpillet blondine. Det kan dokumentaren selvfølgelig ikke belyse, for den er selv en del af problemet.
Mest grotesk mangel på selvindsigt udviser Hill, når hun iscenesætter tidligere journalist Amber Ryland som hovedkilde. Ryland har nemlig talt med Monjack flere gange i kølvandet på Murphys død, men lad os lige dvæle ved måden, hun blev ’venner’ med ham på:
Ryland blev sendt til Murphys adresse få timer efter dødsfaldet og kunne knapt parkere, fordi der var »so many reporters and paparazzi«, som vi vel skal forstå, at hun adskiller sig fra. Da paparazzierne tog hjem efter flere dage, blev hun hængende for at aflevere blomster til den sørgende enkemand vedlagt telefonnummer. Stuntet virkede, for Monjack ringede. »I had access to him now«, betror Ryland os, inden hun tilføjer: »It was my job to befriend him«.
Herefter får Hills kronvidne frit lov til at »føle«, at der var noget »creepy« ved Simon Monjack, mens det creepy i hendes egen belejring af manden aldrig problematiseres. Forskellen på Hills dokumentar og tabloid-journalistik bliver så minimal, at man føler sig medskyldig af at se på.
Helt tomhændet går man dog ikke fra ’What Happened, Brittany Murphy?’. Ud over en dårlig smag i munden giver serien nemlig et unikt, om end utilsigtet, indblik i den kultur, der omklamrede Murphy op til hendes død, og som har fostret en ny kioskbasker.
Det kan man lære af, hvis man tager de antropologiske briller på og ser værket som et eksempel på noget af det, der er helt, helt galt i Hollywood.
Anmeldt på baggrund af hele sæson 1.
Kort sagt:
’What Happened, Brittany Murphy?’ copy-paster rygter fra tvivlsomme medier tilsat dramatisk underlægningsmusik. I stedet for at gøre os klogere på Murphys død bliver serien dermed endnu et bidrag til den tabloid-kultur, der fremskyndede den.