Det sker efterhånden sjældnere og sjældnere, at en ikkemenneskelig filmfigur gør så stort indtryk, at den udmanøvrerer sine medskuespillere af kød og blod.
Ofte fordi de utroværdige og bombastiske computereffekter, som mange Hollywood-produktioner forfalder til, når der skal skabes nytænkende overnaturlige væsener, aldrig rammer den menneskelighed, som de praktiske effekter i storfilm fra fordums tid á la ’E.T.’ og ’Star Wars’ formåede at indskyde i sine storslåede universer.
Derfor blev jeg positivt overrasket, da jeg to gange inden for den seneste måned stødte på fantastiske filmvæsener, som med et minimalistisk, hårrejsende – og dog elskeligt – design fuldkommen stjal billedet.
I Leos Carax’ ekspressive rockmusical ’Annette’ er det dukken, som filmen tager sin titel efter, der ved sin fødsel et godt stykke inde i handlingen bliver den altopslugende tilstedeværelse, resten af skuespillerne danser efter.
Adam Driver og Marion Cottillard er på toppen af plakaten i rollerne som forældrene til den mærkværdige pige med den ubegribeligt smukke sangstemme, men den mest fascinerende karakter i filmen forbliver marionetdukken, der formår at udvide og forstærke historien om performance, underholdningsindustrien og en mands moralske forfald i jagten på succes.
Og i den biografaktuelle islandske perle ’Lamb’ er det en skikkelse, der tager sig ud som halvt får, halvt menneske, som bliver centrum og hjerte i plottet om menneskets forhold til naturen, da et barnløst landbrugspar adopterer fåret, døber det Ada og klæder det på som et menneske i et desperat forsøg på at udleve drømmen om den lykkelige kernefamilie.
Stærk symbolik
På overfladen minder de to film ikke synderligt meget om hinanden.
Den ene er en selvreferentiel rockopera med store filmiske armbevægelser, den anden et lavmælt familiedrama med horrorundertoner. Men begge bruger det samme trick, når instruktørerne beder os om for et øjeblik at tilsidesætte vores måbende vantro og købe ind på de magiskrealistiske præmisser, som med et simpelt greb løfter filmene til nye højder.
Det kunne let være blevet en gimmick, men på en underlig måde fremstår både Annette og Ada nærmest mere menneskelige end deres forældre, som i filmene er på gyngende moralsk grund, fordi de i begge tilfælde udnytter deres børn for at realisere dem selv.
Hvor ’Annette’ har skabt titelfiguren gennem ekstraordinære praktiske effekter og styret den med faktiske dukkefører, har den danske VFX-mester Peter Hjorth i samarbejde med Fredrik Nord gjort brug af både computereffekter, dukker og rigtige børn og får for at skabe Ada.
I kraft af deres umiddelbare kunstighed tilfører karaktererne et stærkt symbolsk lag til filmene, som gør, at man føler, man har set noget nyt, selvom de centrale tematikker er velkendte.
I ’Annette’ bliver dukken et symbol på, hvordan Drivers karakter udnytter alle omkring sig, når han som en anden marionetfører får dem til at indordne sig hans dagsorden. Det bliver et sygt indblik i hans virkelighedsopfattelse, hvor han først anerkender sin datter som andet end en dukke, da hun i bedste Pinocchio-stil får vristet sig fri af farens klør.
Ada bliver i ’Lamb’ selve legemliggørelsen af, hvordan vi mennesker svigter naturen, når vi tager, hvad vi vil have uden at tænke på konsekvenserne.
Tag ved lære
Det er umuligt at forestille sig, hvordan man kunne have realiseret fortællingerne lige så effektfuldt, hvis man havde forsøgt sig udelukkende med computereffekter eller rigtige mennesker i rollerne: Erstattede man Ada med et rigtigt barn, ville mange af filmens moralske dilemmaer bestå, men ved at tænke ud af boksen har instruktøren skabt en allegorisk kritik, der er langt mere vidtrækkende end som så.
At man i første omgang tror på de utrolige karakterer, skyldes selvfølgelig det fænomenale håndværk, der er bag skabningerne, og en hårdnakket insisteren på ikke at springe over, hvor gærdet er lavest. Som Noomi Rapace fortalte i vores interview om ’Lamb’, var der utroligt mange udfordringer forbundet med at spille over for en karakter, der nogle gange styres som en dukke, andre gange spilles af et rigtigt får eller et rigtigt barn.
Man mærker arbejdet med hver en taktil detalje på en helt anden måde, end hvis karakteren bare var blevet skabt i en computer og skuespillerne spillede over for en green screen. Begge film viser på forbilledlig vis, at mindre ofte kan skabe en langt større virkning, end det man ser i mange effekttunge Hollywood-baskere – på samme måde som man også så det i svenske ’Grænse’.
Selvfølgelig står de to arthousefilm også på skuldrene af store Hollywood-milepæle, der har kombineret de praktiske effekter med de visuelle og skabt teknologiske landevindinger. Film som ’Ringenes herre’ og den nye ’Abernes planet’-trilogi brød ny grund med motion capture-teknologi, som skabte sansende væsener, der forenede det computerskabte med menneskelige kvaliteter.
Men det er stadig mere undtagelsen end reglen, at Hollywood går efter at balancere det computerskabte med praktiske effekter rodfæstet i en form for virkelighed.
Tænk eksempelvis bare på Zack Snyders CGI-brag ’Justice League’ og ’Batman v. Superman’, der er så kunstige og computerskabte, at tegneserierne til sammenligning fremstår som naturalistisk malerkunst. Eller mange af de seneste Marvel-film, der består af så mange rendyrkede CGI-skud, at det ligner, de foregår i et computerspil. Nogle gange fungerer det, andre gange ønsker man sig tilbage til de praktiske effekters storhedstid.
Heldigvis ser vi en tendens til, at også andre storfilm og -serier finder går imod det computerskabte: ’Mad Max: Fury Road’ indvarslede en ny renæssance for gammeldagseffektarbejde i amerikanske blockbustere med op mod 90 procent praktiske effekter og kun en brøkdel CGI.
At Baby Yoda blev en sensation, skyldes nok også, at den ikke kun var en digital skabning, men at den kombinerer CGI med en fjernstyret dukke. Og en filmskaber som Denis Villeneuve viste med ’Dune’, hvordan man kan skabe taktil science fiction, som ikke kammer over i green screen.
Det er forfriskende, at de favntag, enkelte Hollywood-produktioner har taget, også finder vej til arthousefilmene.
’Annette’ og ’Lamb’ viser om noget, at man også på mindre budgetter kan skabe utrolige universer, hvor langt mindre virkemidler ofte kan gøre endnu større indtryk.
’Lamb’ kan ses i biografen. ’Annette’ afventer streamingpremiere.