’Beba’: Råvarm, vred dokumentar har en klar Solange-vibe over sig
CPH:DOX. Rebeca Huntt er sort, kvinde, højrøstet, latina-afrikansk amerikaner, datter af fattige immigranter.
Og så er hun vred.
Vred over, hvad tværsnittet af alle de ting tilsammen betyder for hendes status. Og hvad de har budt på af modstand, frustration og selvudslettelse. I debutfilmen ’Beba’ tager hun til genmæle i en slags melankolsk memoire over sit endnu unge liv liv i New York City. Nu har den sorte, vrede kvinde ordet. Huntt er, som hun selv udtrykker det, linsen, fortælleren og emnefeltet.
Hendes liv er efterklangen af sød musik mellem en venezuelansk kvinde og en dominikansk mand. To mennesker, der forelsker sig i hinanden og den amerikanske drøm og slår sig ned i en bittelille lejlighed i NYC, hvor de skrumper ind til minoriteter.
Her får parret tre latino-afrikanske børn, Huntt og hendes søskende. Børnene er sorte og bærer rundt på forældrenes traumer og immigrationshistorier, mener Huntt. Men tænkte de mon over, hvad den mørke hud ville betyde for deres fremtid og muligheder i et hvidt samfund?
I et interview i filmen spørger Huntt sin mor direkte, næsten anklagende. Moren svarer irriteret tilbage, at datteren skal droppe sin aggression over for hende, og hun har egentlig ret. Men Rebeca Huntt bad ikke om at blive født under trange kår og har for sin del også ret til at stille de skyldige til ansvar.
Huntt er vred på sine forældre og elsker dem samtidig. Samme ambivalente forhold skinner igennem i skildringen af alt andet, Rebecca Huntt møder under opvæksten: Den hvide vennekreds, kærligheden til Shakespeare, det hvide samfund og ja, sig selv.
I et portræt, der er flimrende jazzet, formidler Rebeca Huntt en underlig, ambivalent måde at være i verden på. Hun sætter ord på en følelse, der nok er genkendelig for mange minoriteter. For hvor må det være frustrerende at føle sig fremmed det sted, man også hører hjemme.
Det stærkeste ved Huntts portræt af det hudløst ærlige og intime rum, hun får skabt i interviews med forældrene. Her siger ordene lige så meget som pauserne imellem dem.
Andre scener i filmen minder mig om sanger Solange Knowles og hendes politisk-kunstneriske tilgang til racisme. Begge kvinder bruger et særligt ‘brunt sprog’ og fremhæver det politiske i små handlinger som hårpragt og fletninger. De dyrker det æstetiske som en måde at udtrykke det uudtrykkelige.
‘Beba’ er stærkest i enkeltscener og glimt. Som helhed emmer værket lidt rigeligt af ‘filmskole’, og man kan godt mærke, at Huntt er debutant. Den fragmentariske stil bliver lejlighedsvist mere tåget end underbyggende, mens klichéerne og den heftigt brugte voice-over lægger sig lidt tungt.
Rebeca Huntts stemme er dog modig, poetisk og befriende rå. Og med ‘Beba’ har hun skabt en stærk, musikalsk stiløvelse, der er værd at lytte efter.
Kort sagt:
Trods sin filmskolede-vibe er ‘Beba’ et varmt, flimrende og befriende råt værk om at føle sig fremmed der, hvor man har hjemme.