Du finder ikke en mere genial dobbeltaften i biografen end lige nu

Paul Thomas Andersons ’Licorice Pizza’ og Christian Tafdrups ’Speak No Evil’ er som nat og dag, men netop derfor en perfekt dobbeltbill til en aften, der bekræfter, hvordan filmkunsten kan sætte sig i kroppen på vidt forskellige måder.
Du finder ikke en mere genial dobbeltaften i biografen end lige nu
'Licorice Pizza' og 'Speak No Evil'. (Foto: SF Studios/Erik Molberg)

Mens de fleste uger liner fire-fem-seks nye film op i biografen, havde blot to af slagsen premiere i torsdags.

To film, der som hinandens diametrale modsætninger komplementerer hinanden som yin og yang, salt og syre, en sjældent delikat toretters til at mætte hele sanseregistret: Paul Thomas Andersons ’Licorice Pizza’ og Christian Tafdrups ’Speak No Evil’.

Den første er en legende, let, ofte hysterisk morsom film, hvis fortælling lader hånt om klassisk aktstruktur eller dramaskolelogisk sammenhæng og i stedet lader os drive gennem livet med de to umage hovedpersoner, en overmoden 15-årig highschooler med skuespilfortid og eget pr-firma, spillet af Cooper Hoffman, og en intelligent 25-årig (Alana Haim), der frister en uforløst tilværelse som assistent for en sexistisk skolefotograf.

Det er en hangout movie båret af det ene barokke optrin efter det andet: Bradley Cooper som hidsig Hollywood-frisør/producent/Barbara Streisand-kæreste og Sean Penn som storskrydende skuespiller er hver med i 10 minutter, der føles som en film i sig selv.

Som de fleste vil vide på nuværende tidspunkt, er ’Speak No Evil’ gjort af et helt andet stof. Det er en fortættet, stramt komponeret psykologisk horrorfilm, der bliver mere og mere ubehagelig, som det danske par Bjørn og Louises besøg hos de fascinerende, men også mærkværdige hollændere, som de besøger på sidstnævntes dunkle hjemmebane, skrider frem mod et ubønhørligt klimaks.

‘Speak No Evil’. (Foto: Erik Molberg Hansen)

Nogle anmeldere er gået så langt som, trods deres uforbeholdne begejstring, at erklære, at ingen bør se filmen. Og godt hjulpet af Tafdrups effektive og vidt eksponerede målsætning om at lave »Danmarks mest ubehagelige film« er der nærmest allerede gået sport i at erklære, hvor traumatiseret man er blevet af oplevelsen.

Lad mig lige benytte lejligheden til at slå koldt vand i blodet. Er ens foretrukne film/serie-diæt et tværsnit af ’Badehotellet’ og ’Klassefesten’, vil jeg nok heller ikke anbefale, at man indløser billet til ’Speak No Evil’. Men er man godt bekendt med eksempelvis Michael Haneke, Lars von Trier, Ari Aster og Park Chan-wook, vil de færreste nok behøve afsætte halvdelen af ens månedsbudget til psykologtimer efterfølgende.

Filmen dyrker ikke klassiske chokteknikker som jumpscares, og den bliver først virkelig barsk de sidste 20 minutter. Indtil da er den primært båret af det samme sociale ubehag, som man kender fra alt fra ’Klovn’ til Ruben Östlund, og selvom det da bestemt ikke balsamerer sjælen som morgendug på en klar sommerdag, er socialsatiren konstant forførende, fordi den er så genkendelig.

Samtidig er det værd at fremhæve, at filmen indimellem også er sjov, særligt i udstillingen af den bløde danske mand, der er mest maskulin, når han finder datterens tabte tøjkanin eller foreslår, at han kan hente hende fra dans på en dag, hvor det ellers normalt er moren, der gør det.

Jeg er selv pænt gyserforskrækket, men har set ’Speak No Evil’ to gange med største fornøjelse – den er fortsat fremragende forløst, når man kender twistene.

Og mens diskursen nærmest synes at være, at den efterlader én i en katatonisk tilstand af håbløshed, er min oplevelse snarere, at den, ikke helt ulig Tafdrups ’En frygtelig kvinde’, er en suveræn samtalestarter: På vej ud af biografen diskuterer man med kæresten eller vennerne, hvorfor Bjørn og Louise handler, som de gør, hvad man selv ville have gjort, hvad der ligger i twistet, hvor ondskaben kommer fra, og hvordan man skal forstå slutningen.

Cooper Hoffman i ‘Licorice Pizza’ (Foto: SF Studios)

Måske bliver man endda lidt opløftet af, at man har siddet igennem grufuldhederne, smågrinende over, hvor fucked up det var, og glad for, at det ikke var en selv. Det er jo også den effekt, gyserfilm har.

Men selvfølgelig: Den sætter sig i nervebanerne, den er grum og kompromisløs, særligt i dansk kontekst. ’Speak No Evil’ vil man indimellem gerne flygte fra, ’Licorice Pizza’ vil man gerne flytte ind i. Man forlader Paul Thomas Andersons coming of age-historie med et saligt smil om munden, man har været i uforligneligt selskab, hengivet sig til en brillant filmkunstners træfsikre hånd.

Mindre er der måske at tale om bagefter, en conversation starter er den lige knap. Mere en to timers, upåklageligt smagfuld wellnesskur.

’Licorice Pizza’ og ’Speak No Evil’ repræsenterer to sider af filmkunstens kraft. De sætter sig i kroppen på hver deres måde, forfører i hver deres toneart, stikker ud fra mængden med hver deres rendyrkede udtryk.

Fang Christian Tafdrups film til en tidlig aftenvisning. Bliv rusket igennem, drik en øl, snak den igennem. Indløs billet til ’Licorice Pizza’, bliv charmeret i gulvet, tag hjem i opløftet stemning, høj på filmens evne til at efterlade spor, nu og her og i flere dage efter.

Do you speak licorice? Selvfølgelig gør du det.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af