KOMMENTAR. Er det barnestjernesyndromet, der fortsat kaster skygger?
Teenagekomedierne?
Rollen som Spider-Mans Mary Jane, evigt ikoniseret, men altid på sidelinjen?
Den nu 39-årige Kirsten Dunst er kendt verden over, jovist, og har været det, siden hun i 1994 som 12-årig brød igennem i ’Interview With the Vampire’ over for Tom Cruise og Brad Pitt. Men hendes berømmelse er en mystisk størrelse.
For til trods for, at Dunst i voksenalderen har kultiveret en bred vifte af genrer i både film og serier – fra verdensfjern dronning i Sofia Coppolas ’Marie Antoinette’ til trailertrash-iværksætter i ’On Becoming a God in Central Florida’ – så er det, som om den brede brancheanerkendelse i det amerikanske har haltet bagud helt frem til dette års Oscar-nominering for Jane Campions Bedste ‘The Power of the Dog’.
At Dunst i 2011 slet og ret modtog prisen som Bedste kvindelige hovedrolle på filmfestivalen i Cannes for Lars von Triers mesterværk ’Melancholia’, gjorde eksempelvis ikke dengang det store indtryk i Hollywood, hvor hverken von Trier eller kunstneriske katastrofefilm om selvmordstanker varmede priskomiteernes mainstream-hjerter (havde filmen haft bedre chancer i vor tids langt mere internationalt orienterede Oscar-klima? Givetvis).
Ej heller havde Dunst lykken med sig ved hverken Emmy eller Golden Globe-uddelingerne i 2016, hvor hun var nomineret for sin tour de force-præstation som blodigt idealistisk ’husmor’ i ’Fargo’s tredje sæson.
Og skønt sidstnævnte prisfest selvsagt i forvejen er rigeligt svær at tage seriøs, udmærkede organisationens medlemmer sig alligevel ekstraordinært stjerneliderligt, da de pegede på Lady Gagas dybt teatralske optræden i ’American Horror Story: Hotel’ over Dunst.
Et snub, der gav massivt genlyd blandt filmjournalister snart sagt alle andre steder end i Hollywood Foreign Press Association.
Den feminine ‘forbandelse’?
Og hvad så, kunne man fristes til at spørge. Kan det ikke være lige meget med de priser? Det virker jo ikke til, at Kirsten Dunst – som i skrivende stund indspiller dramaet ’Civil War’ med ’Ex Machina’-instruktøren Alex Garlands – er i akut arbejdsnød.
Jeg håber, at skuespilleren selv er bedøvende ligeglad.
Men som en, der er vokset op med hendes film og som teenager gudedyrkede ’Interview With the Vampire’ og ’The Virgin Suicides’, for sidenhen at side åndeløs tilbage over ovenstående ’Fargo’ og ’Melancholia’, føler jeg mig ikke desto mindre kaldet til at udtrykke ærgrelse over, hvad jeg mistænker, er Hollywoods underkendelse af Dunst på baggrund af visse old school lillepigefordomme tilknyttet udtalt femininitet på skærmen.
En tilsnigelse? Måske.
Men alligevel ikke helt ude i skoven med den amerikanske film- og serieindustris ofte ublu opdeling af ’kvindeunderholdning’ og, well, underholdning in mente.
Skønt Kirsten Dunsts status som Sofia Coppola-muse har kastet fremragende arbejde af sig i netop ’The Virgin Suicides’, ’The Beguiled’ og ’Marie Antoinette’ (samt en bittelille cameo i ’The Bling Ring’), er det ikke utænkeligt, at rollernes drømmeriske »nymfe«-fællestræk har været med til at sætte Dunst i bås for de branchekolleger, der ikke nødvendigvis er solgt på Coppolas karakteristiske filmiske signatur.
Til trods for, at selve debutrollen som barnevampyren Claudia ellers paradoksalt bar præg af en isnende galskab med fascinerende tvetydigt potentiale.
Foruden von Trier, som endelig så og udvandt Dunsts flair for mørk, destruktiv melankoli med sublimt resultat (‘Melancholia’s Justine er en slags kusine til ’The Virgin Suicides’ Lux), var det ’Fargo’-skaberen Noah Hawley, der for alvor lod Dunst sætte tænderne i en rolle, der flirtede med lurende psykopati i kombination med forrygende komiske islæt.
For ja, Dunst er sjov. Rigtig sjov, endda, når hun får mulighed for at dyrke galgenhumoren, der gjorde Peggy Blumquist til en vidunderlig scenestjæler med tiltagende ultravoldelige tendenser (over for IRL-husbonden Jesse Plemons).
Alkoholiseret prærieenke
Jeg er begejstret over skuespillerens Oscar-nominering i ’The Power of the Dog’, hvori hun giver den som alkoholiseret prærie-enke, der gifter sig med en klippe af en halvkedelig good guy (Plemons igen), blot for at få svogeren fra helvede med i købet (Benedict Cumberbatch).
Scenen, hvor Dunsts rystende nervøse Rose opfordres til at underholde et par fine middagsgæster med klaverspil er et studie i krampagtigt smuldrende selvværd, der alene er statuetten værd.
Men at hun efter al sandsynlighed må se prisen gå til Ariana DeBose for ’West Side Story’ er, hvad det er.
Og hvad det er, er endnu et eksempel på, at Hollywood endnu ikke er klar til at give Kirsten Dunst det gyldne skulderklap, hun burde have fået for længst.
’The Power of the Dog’ kan ses på Netflix. ’Fargo’ kan ses på HBO Max. ’Melancholia’ kan lejes på Blockbuster og iTunes.