Manden bag rost film om grønlandske unge: »Jeg håber, den kan inspirere andre østgrønlandske unge til at fortælle deres historier«

Kasper Kiertzner har ikke selv grønlandsk baggrund, og det var han særdeles bevidst om, da han besluttede sig for at lave en film om unge fra Østgrønland, der strittede imod regionens deprimerende ry. Derfor gav han hovedpersonerne selv et kamera i hånden.
Manden bag rost film om grønlandske unge: »Jeg håber, den kan inspirere andre østgrønlandske unge til at fortælle deres historier«
'Tsumu'. (Foto: Jonas Møller)

Den selvlærte instruktør Kasper Kiertzner kom frem i 2018 med filmen om ’The Minds of 99’, ’Stor som en sol’.

Nu er han tilbage med en dokumentar, der godt nok også handler om ungdom og frigørelse, men fra et helt andet perspektiv end et populært rockband.

I ’Tsumu’, der får verdenspremiere på CPH:DOX, følger han teenagerne Eino og Lars, som har en helt anden livslyst end den, man normalt forbinder med Østgrønland, der ofte kun bliver beskrevet i medierne i forbindelse med selvmord, incest og alkoholisme.

Soundvenues anmelder Sara Prahl gav forleden filmen fem stjerner og skrev om dens hovedpersoner:

»Hvis de nogensinde får lov til at styre showet, ja, så ser fremtiden lidt lysere ud. Ikke bare for Østgrønland, men for os alle sammen«.    

Vi har spurgt Kasper Kiertzner, hvordan han kom på sporet af Eino og Lars, og hvordan han kunne bruge sin oplevelse med The Minds of 99 i det nye projekt.

Hvad er det vigtigste, du gerne vil fortælle med filmen?
»Jeg håber, publikum igennem ’Tsumu’ vil mærke, at det nytter at kæmpe, og at det nytter at leve. At det nytter at tale højt om tingene, at det nytter at tro på sig selv, uanset hvor mørkt det end kan føles, og det nytter at blive ved med at tro på sine drømme. For Lars og Eino viser, at det nytter!«

»På trods af at Lars og Eino bor et isoleret sted i Østgrønland, hvor selvmord, seksuelle overgreb og alkohol forårsager stor smerte, så kæmper de for at leve og være dem, de er, og forfølger deres tro på egne drømme. Deres våben er ord, venskab og teater«.

Hvordan fandt du Eino og Lars?
»I forbindelse med mit lærerstudie var jeg for ni år siden i praktik på folkeskolen i Tasiilaq. Jeg var forberedt på at møde et barskt miljø, da meget information i avisartikler og på nettet omhandlede selvmord, misbrug og alkoholproblemer. Jeg blev mødt af en kreativ, farverig og nysgerrig ungdom, som ville livet og havde drømme. En fantastisk kontrast til det forventelige«.

Kasper Kiertzner. (Foto: PR)

»For lidt over tre år siden læste jeg en artikel, der igen beskrev Tasiilaq med samme negative klang, som dengang jeg var der, og det startede min nysgerrighed. Hvordan er livet mon deroppe nu? Via Facebook og Instagram kom jeg i kontakt med blandt andet Eino, og allerede her oplevede jeg en spirende energi og en fuckfinger til de negative fordomme, som tyngede ungdommen i Tasiilaq«.

»I august 2019 tog jeg så tilbage til Tasiilaq, hvor jeg for første gang mødte Eino, Lars og deres venner«.

Hvornår vidste du, at der lå en interessant film i deres historie?
»Det gjorde jeg faktisk fra mit første møde med Eino og Lars. Eino havde fra første møde en ild i sine øjne, som jeg aldrig har set før. Jeg blev virkelig draget af hans energi. Han ville ud med sine tanker, og han ville høres, ikke bare i Tasiilaq, men hele verden. Lars er så ærlig, finurlig og sjov – han er Einos modsætning på rigtigt mange punkter«.

»De var fra start så inspirerende at være iblandt. Med deres venner dyrker de Billie Eilish, Mø og Miley Cyrus. De elsker at lægge farverig makeup på, de var så befriende at være iblandt. De var bare mennesker, uanset køn, alder og seksualitet. Alt det gjorde mig så nysgerrig. Og efter at have hængt ud med dem på den første tur til Tasiilaq, stod det meget hurtigt klart for mig, at det her ikke blot var en film om en gruppe unge mennesker og deres liv i Tasiilaq, men en universel ungdomshistorie om venskaber, udlængsel og kampen for at finde sig selv«.

»I den fortælling kunne jeg samtidig se en film, der råt for usødet viste: et genkendeligt ungdomsdilemma: ’Should I stay or should I go?’ Et dilemma, som de filmen igennem på hver deres måde dealer med«.

Var de svære at få til at medvirke – og til at åbne op for kameraet?
»Nej det synes jeg ikke. Vi snakkede fra starten rigtig meget omkring, hvilke følelser der var vigtige for dem at tale om og vise. Vi, filmfotograf Jonas Møller og mig, havde taget nogle kameraer med til Tasiilaq på vores første tur. Det var meget vigtigt for mig, at det var Lars og Einos eget sprog, øjne og følelser, vi mærkede og så. Derfor skulle de være med til at filme filmen – det gjorde også, at de på den måde var med til at lave og fortælle os, hvad filmen skulle handle om. Det har helt klart skabt en ærlig åbenhed«.

‘Tsumu’. (Foto: CPH:DOX)

Hvilke overvejelser har du gjort omkring at fortælle denne grønlandske historie, når du ikke selv har grønlandske rødder?
»Det har jeg tænkt rigtigt meget over. Jeg blev fra mit første møde med Lars, Eino og de unge i Tasiilaq så nysgerrig og inspireret, og jeg havde så meget lyst til at dykke ned i dem og lave en film om og med dem. Men det skulle ses igennem deres øjne og sprog. De skulle som sagt være med til at filme en del af filmen, sproget skulle selvfølgelig være på østgrønlandsk, og jeg allierede mig med Nivi og Gerda fra Tasiilaq, som har fulgt filmen fra start til slut, netop for at have en stærk sparring på det kulturelle og følelsesmæssige. De har aldrig lavet film før, men var fantastiske at have med«.

»Jeg håber virkelig, at filmen her kan være med til at inspirere andre unge i Østgrønland til at begynde at lave film og fortælle deres historier. Men også at det i det hele taget kan inspirere unge verden over«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Oplever du, at danske film og medier generelt misrepræsenterer de grønlandske unge, nu hvor du har set på deres liv indefra?
»Det er meget vigtigt for mig at slå fast, at jeg kun kan referere ud fra, hvad jeg har oplevet blandt de østgrønlandske unge. Ud fra det perspektiv oplever jeg, at de østgrønlandske unge ofte har følt, at det er de negative og mørke historier, de danske og vestgrønlandske medier tager fat i og gerne vil italesætte«.

»I ’Tsumu’ oplever vi også, hvordan det føles på de unge, når et dansk medie taler om, at de bare kan lukke Tasiilaq, fordi der er for mange selvmord og seksuelle misbrug. Og hvordan de unge har det med måden, folk fra Vestgrønland ser dem på, og det er ikke kun positivt. Efter at have lært Lars, Eino og deres venner at kende kan jeg konstatere, at de i hvert fald ikke føler, at de bliver repræsenteret«.

Din første film handlede om The Minds of 99. Var der noget herfra, du lærte, som du kunne bruge i arbejdet med Tsumu?
»Ja det synes jeg faktisk meget. Det med at afsøge og hele tiden være nysgerrig, sanselig og ikke blot tage det, der ligger lige for. Det er nok noget af det, jeg har lært mest fra arbejdet med The Minds of 99, og som jeg i høj grad har taget med videre i denne film. Jeg synes virkelig, ’Tsumu’ er blevet en nysgerrig og sanselig film, og ikke blot endnu en fortælling om mørket i Tasiilaq«.

Har Eino og Lars set filmen – og hvordan reagerede de?
»Det har de, og det var en meget rørende oplevelse, da de så den helt færdige film. Mange tårer og grin. De er begge meget glade og stolte af filmen, og det er jeg selvfølgelig utrolig glad for! Og de er her til verdenspremieren, og det er jeg også super glad for. Ligesom det glæder mig, at man kan streame filmen i Grønland også under CPH:DOX«.

’Tsumu’ kan ses på CPH:DOX 25. og 30. marts samt 1. april.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af