’Tsumu’: Kan de være verdens redning? Jeg er helt på røven over de her grønlandske unge
CPH:DOX. På en bænk i et solbeskinnet Tasiilaq sidder Eino med mobilen i hånden og opremser statistikker om sin østgrønlandske hjemstavn fra Wikipedia:
Der bor 2006 mennesker i Tasiilaq. 20 procent af alle unge i byen har forsøgt eller har begået selvmord. Hele 50 procent af børn og unge er blevet seksuelt misbrugt. »Tasiilaq anses for fortabt«, læser Eino som det sidste og kigger op fra sin telefon.
Han stirrer stift ind i kameraet med et blik, der fortæller alt om, hvad han mener om den konklusion. En lang pegefinger strutter til vejrs for at understrege pointen.
’Tsumu – Where do you go with your dreams’ af Kasper Kirtzner, der i 2018 instruerede The Minds of 99-filmen ’Stor som en sol’, skydes i gang med en solbeskinnet fuckfinger imod fordommene om et afsidesliggende samfund, der rigtigt nok er fucked, men ikke fortabt.
Det er teenageren Eino og hans venner de lysende, levende beviser på. Mange af dem har misbrug, alkohol og vold helt inde på livet. Det mødes de jævnligt og bearbejder i den lokale teaterklub, som Eino leder. Her, i kunstens safe space, snakker de østgrønlandske unge frit om sorgerne og bekræfter livsgnisten i hinanden. På et tidspunkt spørger Eino en i gruppen, som vi senere hører er offer for dobbelt voldtægt, hvad hun kan lide ved sig selv?
Hendes svar: »At jeg stadig har livslyst«.
Livslysten er det østgrønlandske ungdomsoprør imod forældregenerationens misbrug og stiltiende sortsind. De unge stemmer får deres fix fra vestlig åbenmundet pop- og queerkultur. Hvor energien ellers kommer fra, fatter man næsten ikke. Jeg er næsegrus imponeret over de her mennesker!
Eino er et fyrtårn i mørket. Og hans ven Lars, filmens anden hovedperson, er en solstråle. Han iklæder sig overskudssmil som sit værn, og shit hvor det smitter!
Og nå ja: Om jeg bruger de rigtige pronominer om Lars og Eino, er jeg faktisk lidt i tvivl om. De er begge åbenlyst queer-orienterede, men det forbliver næsten – og meget klædeligt! – usagt.
Selvom kampgejsten er stor, kan den godt bankes ned af hårde slag fra virkeligheden. I det ene nu boltrer Lars sig teenagebarnligt rundt i festligt lag eller smukke, solbeskinnede fjelde med sine bedste buddies. I næste nu ligger han vred på sin seng og tordner imod en dybt alkoholiseret mor, der buldrer sine hjertesorger ud i stuen nedenunder.
Han bliver ramt af det værst tænkelige, da hans søster begår selvmord og efterlader ham og hans teenagebror med ansvaret for hendes to børn. Mens han kæmper sig igennem sorgen, står han med et umuligt valg: Vil han blive og hjælpe familien eller rejse væk og hjælpe sig selv?
Eino står i et lignende dilemma, da han skal beslutte, om han vil tilbage til gymnasiet i Nuuk eller pleje sin unge teatergruppe. Tasiilaqs helt store udfordring åbenbarer sig i de to drenges personlige kampe: Hvordan skal ungdommen kunne løfte både hjemstavnen og sig selv, når der er 700 kilometers indlandsis mellem dem og den nærmeste uddannelsesinstitution i Nuuk? Og oceaner derfra mellem dem og resten af verden?
Portrættet er beklædt med en glittet ungdomsæstetik, der længe har rimet på DR3 og sender et håndkys over skulderen imod Annika Bergs banebrydende ’Team Hurricane’ fra 2017. P.O.V., pang og tv-æstetik sætter rammen, og formelt kan man ikke ligefrem kalde ’Tsumu’ for en original. Men altså. Det er jo svært at klandre nogen for at se godt ud i en kitschet-lækker genbrugskjole, bare fordi andre før har båret den godt!
Dokumentaren er ikke fri for hverken skønheds- eller fortællefejl. Men nogle gange er indholdet bare så godt, at det fuldstændig sprænger rammerne. Filmen er det naturlige og knusnødvendige næste kapitel efter ’Kampen om Grønland’ om unge i Nuuk på sidste års CPH:DOX. Og et nuanceret portræt var tiltrængt – jeg kan for min del ikke sige mig fri for kun at kende Østgrønland perifert gennem sørgelige overskrifter og statistikker a la dem, portrættet lægger ud med.
Trumfen er Einos og Lars. For filmen, for Tasiilaq og for alle andre i øvrigt. Om det lykkes dem at ’redde’ deres hjemstavn, er måske usandsynligt. Men i en verden, hvor vrangforestillingsramte boomermænd sætter de krigeriske dagsordener, er det betryggende at møde de her unge rollemodeller og ledere in spe. Som med deres queer-orienterede, sunde værdisæt nok kunne lære visse statsledere én ting eller to om toksisk maskulinitet og traumehåndtering.
Hvis de nogensinde får lov til at styre showet, ja, så ser fremtiden lidt lysere ud. Ikke bare for Østgrønland, men for os alle sammen.
Kort sagt:
’Tsumu’ er det nødvendige næste kapitel i historien om Grønland og et vidunderligt livsbekræftende bevis på, at nutidens unge mennesker kan klare alt, selv når alt er helt fucked.