I første sæson af ’Russian Doll’ var Nadia (Natasha Lyonne) fanget i et uendeligt timeloop, hvor hun genoplevede den samme dag igen og igen. Enden på dagen var altid den samme: Hun døde.
Tiden er et fængsel, hun skal forsøge at bryde ud af. Og da der ikke er fysiske mure og pigtråd, er hun nødt til at finde ud, hvad i sig selv og sin opførsel hun er nødt til at ændre for at slippe ud af hamsterhjulet fra helvede.
I et smågenialt træk erstatter anden sæson timeloopet med tidsrejser, hvor Nadia i bedste ’Being John Malkovich’-stil rejser tilbage til 1982 og overtager sin mor Lenoras (Chloé Sevigny) krop.
Leg med tid er et yndet fortællemiddel i serier og film, og der er mange måder at gøre det på. Vi kaster lys over nogle af de mest fremtrædende.
Timeloop – fra ’Groundhog Day’ til ’Palm Springs’
Første sæson ’Russian Doll’ var naturligvis langt fra den første til at bruge konceptet om at lade sin hovedperson gennemleve den samme dag igen og igen. Bill Murray-klassikeren ’Groundhog Day’ står som en komisk milepæl i den moderne filmhistorie, og den sjælebeslægtede ’Palm Springs’ tog idéen til nye og mere rørende steder, inklusive en fysisk udvej fra timeloopet.
Elementet med, at døden nulstiller begivenhederne i et time loop, skriger jo nærmest på, at det skal bruges i gyserfilm, hvilket ’Happy Death Day’ for eksempel gjorde med masser af glimrende, kreative dødsfald til følge.
Det underliggende lag er typisk, at hovedpersonen skal lære noget om sig selv og bryde med den negative adfærd og derved komme ud af det cirkulære inferno.
Tidsrejser – fra ’Back to the Future’ til ‘Primer’
En af science fiction-genrens yndlingstroper er tidsrejser. Som udgangspunkt er der en mekanisk opfindelse, som gør rejsen frem eller tilbage mulig. Om det så er det er Marty McFly i en Delorean i ’Back to the Future’ eller Doctor Who i en blå telefonboks, er der nærmest ingen grænser for, hvordan hverdagsredskaber bliver fantastiske redskaber for eventyr.
Oftest handler det om at fikse ting i fortiden for derved at ændre nutiden. Konsekvenserne kan dog til tider være katastrofale, som i thrilleren ’The Butterfly Effect’ med Ashton Kutcher.
Kaosteoretikeren Edward Lorenz fandt frem til, at selv de mindste variabler ved udgangspunktet kan have stor påvirkning på slutresultatet. Den populære omtale er sommerfugleeffekten: at selv et vingeslag fra en sommerfuglevinge kan resultere i en orkan på den anden side af kloden.
Shane Carruths ’Primer’ behandler både sommerfugleeffekten og bruger noget så mondænt som en papkasse som tidsmaskine i en af de mest videnskabeligt funderede sci-fi-film om tidsrejser. Det ender i ren tagfat for at forhindre originalversionerne i at foretage tidsrejser, lidt som det også sker i Rian Johnsons action-sci-fi ’Looper’.
Flashbacks – fra ’The Usual Suspects’ til ‘Evigt solskin’
Vi har set det utallige gange: Plottwistet i slutningen af en film eller serie, hvor alt, hvad vi hidtil har troet var sandt, viser sig at være en løgn. Som i ’The Usual Suspects’, hvor Keyser Sozes identitet bliver afsløret.
Få har brugt grebet så gennemført som Orson Welles i mesterværket ’Citizen Kane’. Gennem flashbacks ser vi, hvem mediemogulen Charles Foster Kane – løst baseret på virkelighedens William Randolph Hearst – var, og hvad der formede ham.
Normalt er der en klar adskillelse af flashback og filmen/seriens nutid. Men for eksempel i ’Landscapers’ og den Netflix-aktuelle ’Anatomy of a Scandal’ bliver grænserne mellem de to tider udvisket med blandet held. Forhørsscenerne i førstnævnte skaber en nærmest teateragtig følelse, som på tiltrængt vis fornyer en ellers konventionel true-crime historie.
I den lettere ende finder man Michel Gondrys alternative romcom ’Evigt solskin på et pletfrit sind’, hvor Jim Carreys Joel vælger at gennemgå en procedure, der vil slette alle hans minder om forholdet til Clementine (Kate Winslet). Vi er inde i hans minder, hvor han og mindet om Clementine prøver at gemme sig i sindets afkroge.
Flashforwards – fra ’Breaking Bad’ til en ulidelig tendens
Hvis der er én tendens, der er blevet tæsket til døde af overbrug i disse år, er det denne åbning på en film eller serie:
En stadig ukendt person bliver skudt eller er på anden måde i overhængende fare i de første fem minutter, hvorefter tiden hurtigt skrues tilbage, og resten af fortællingen skal bruges på at blotlægge de begivenheder, som fører op til øjeblikket fra anslaget.
Når det bliver brugt godt, er det bestemt rigtig godt. ’Breaking Bad’ og ’Better Call Saul’ viser fermt begivenheder, der teaser død og dårligdom i fremtiden for vores hovedpersoner. Serien ’Flashforward’ byggede sågar på præmissen om, at alle mennesker på Jorden mistede bevidstheden i 137 sekunder og i her ser ting, der sker seks måneder ud i fremtiden.
Den mest elegante sammenfletning af nutid og flashforward finder man dog i Denis Villeneuves sci-fi-epos ’Arrival’. Hele filmen igennem ser vi, hvordan lingvisten Louise har forskellige drømmelignende visioner, der i sidste ende viser sig at være flashforwards, som har en direkte indflydelse på nutiden.
Realtid – fra ’Timecode’ til Woody Harrelson
Et af de sjældnere eksperimenter er, når filmens tid er lig med den tid, handlingen udspiller sig i, a la en livetransmission. Typisk bliver det begrænset til enkelte scener eller sekvenser, fordi det er nemmere at arbejde med, men der er undtagelser.
Tv-serien ’24’ levede i mange sæsoner med den gimmick som primus motor, at Jack Bauer (Kiefer Sutherland) havde 24 timer fordelt på 24 afsnit til at færdiggøre en mission. Et dystert tikkende digitalur mindede hele tiden seeren om, hvor langt vi var i forløbet, og tog fint højde for de indlagte reklamepauser på amerikansk tv – heldigvis kom de altid, når karaktererne var ved at transportere sig fra et sted til et andet.
Mike Figgis’ film ’Timecode’ tager det et skridt videre og viser et sammenklip af fire forskellige 93 minutter lange, uafbrudte optagelser. Samme metode brugte dogmebrødrene Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jakobsen og Kristian Levring, da de nytårsaften 1999 hver især havde ansvaret for en karakter i et spektakulært røveri i ’D-Dag’ i 70 minutter på begge sider af midnat.
Som en ekstra krølle på det spændende eksperiment kunne danskerne dagen efter, 1. januar år 2000, følge de fire historier på henholdsvis DR1, TV2, TV3 og det hedengangne TV Danmark, så man frit kunne zappe mellem de forskellige personer.
Woody Harrelson tog det samme koncept et skridt videre med ’Lost in London’. I et kontinuerligt take ser vi skuespilleren stæse rundt igennem Londons gader i et tilsyneladende umuligt forsøg på at komme tilbage til sit hotel. Samtidig med at den blev filmet, blev den streamet live i over 500 biografer, om end slutresultatet ikke helt er på højde med det tyske forbillede ’Victoria’, fænomenalt filmet af den herboende fotograf Sturla Brandth Grøvlen.
Kan man ikke lave rene one shots, kan man i det mindste stræbe efter at få det til at se sådan ud. Få gør det bedre end i ’Birdman’, hvor instruktør Alejandro G. Iñárritu og fotograf Emmanuel Lubezki bruger usynlige klip – til at maskere afbrydelser i optagelserne.
Det er samme fremgangsmåde, der bliver brugt i mastodontværket om russisk historie ’Russian Ark’, som er optaget i det majestætiske Vinterpalads i Sankt Petersborg.
Mindfucks – fra ’Dark’ til ’Stay’
Endelig er der alle de fortællinger, hvor tiden bliver vendt og drejet inden for alle de ovenstående kategorier samt vredet igennem ekstra fiksfakserier.
Quentin Tarantino hakkede handlingen op og satte den sammen på imponerende vis i mesterværket ’Pulp Fiction’. Filmens åbning i dineren, som Tim Roth og Amanda Plummer røver, er i den overordnede historie kun midtvejspunkt – eller sidste tredjedel – i gangsterfortællingen.
Netflix-vidunderet ’Dark’ gør brug af både tidsrejser, timeloops og multiverser for at fortælle historien om, hvordan sorg er en evindelig cyklus af armod, indtil man får brudt den. Gaspar Noé og Christopher Nolan – mere om hans besættelse af tid her – har begge skabt fortællinger, der starter med slutningen, henholdsvis ’Irréversible’ og ’Memento’.
Marc Forsters ’Stay’ forsøger sig med en anden interessant idé. Henry Letham (Ryan Gosling) er involveret i en bilulykke på Brooklyn Bridge og umiddelbart ser det ud, som om han kommer derfra uden skrammer. Filmen følger en psykiater og andre, der forsøger at forhindre Henry i at begå selvmord. I virkeligheden er ’Stay’ en historie, som Henry har fundet på i de få sekunder, før han dør på broen som følge af trafikuheldet i starten.
Hvordan man end strækker, forkorter eller cutter tid op, kan det give anledning til enten pirrende eller frustrerende seeroplevelser.
Spørgsmålet er, hvordan ’Russian Doll’ vælger at fortælle historien i den uundgåelige tredje sæson?
’Russian Doll’ kan ses på Netflix.